Forfatter skriver rumpetten ud af havebukserne i skøn umoderne debutroman

Boganmeldelse: »Højsangen fra Palermovej« er en knopskydende fortælling om de amagerkanske efterkommerne af en oversavet cirkusprinsesse, der sprudler af sproglighed, men også trænger til at få luget lidt ud i det sproglige ukrudt.

»Annette Bjergfeldts skrivestil svulmer af livskraft og højt humør. Ved at fange detaljen i det bedrøvelige og det dvaske og enten vende den slags hændelser på hovedet eller med vrangen udad får hun gjort det leverpostejsfarvede og det grå spraglet og billedskabende.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Petra Kleis

Når man er efterkommer af en oversavet russisk cirkusprinsesse og vokser op i et hus med et historisk klaver i kælderen og en militærdekoreret due i baghaven, kan man ikke undgå at blive podet med et vist fabulerende og fandenivoldsk fortællergen.

Selv den mest gråmelerede amagerkanske hverdag får et skær af farver og frodighed, så kedsomhed og kedelighed forvandles til små knopskydninger af brusende livskraft, og trivialiteter og monotoni springer ud som tusindfryd og farvestrålende stauder.

»De »frakker« (har sex) med den ene og den anden, men drømmer begge om århundredets store og altopslugende kærlighed, om Højsangen og at »blive lagt som en seglring om hans hjerte«.«


Sådan er det for hovedpersonen og jegfortælleren i Annette Bjergfeldts skønne debutroman, »Højsangen fra Palermovej«. Den midaldrende, barnløse og generte maler Esther kunne muligvis forveksles med en udtørret pebermø, men under Annette Bjergfeldts pen foldes hun og hendes familiehistorie ud i fuldt sprogblomstrende og handlingsmættet flor, så man overvældes af både form, farver og fortællelyst.

Pollen i synet

Indimellem og i længden bliver det godt nok lidt for frodigt. Sprogblomsterne vildtvokser, man kan stedvist næsten ikke få vejret for al den svulmende fabuleren, man får pollen i synet og må nyse læselysten på plads et par gange.

Annette Bjergfeldt kan skrive rumpetten ud af havebukserne, men man savner en gartner, der kunne have luget lidt ud i bedene.

Men det ændrer ikke ved, at »Højsangen fra Palermovej« er en charmerende og livsbekræftende familiesaga, og at forfatteren, der også er musiker med hæder og priser i bagagen, helt sikkert og forhåbentlig er én, vi kommer til at læse mere af.

Der er så megen fortællelyst i hende, at hun helt sikkert ikke kan lade være, og det må hun heller ikke.

I villaen på Palermovej på Amager vokser Esther op med sin russiskfødte mormor, Varinka, der engang var trækplaster i Cirkus Sowalskaja i Skt. Petersborg. Varinka kommer til København, efter at hendes fordrukne far, cirkusdirektøren, er død, hun har slået en lidt for nærgående kollega ihjel, og den danske grosserersøn Hannibal Severin Møller har friet til hende.

Den lille iltre kvinde styrer herefter mand og barn og senere svigersøn og børnebørn på sit gebrokne danske, der er dekoreret med lige dele russiske og lokale eder og forbandelser.

Hendes smukke datter Eva, der er stewardesse i SAS, møder sin svenske dueinstruktør, Jan Gustav Wikström, da han i 1946 er på vej i et fly til London. Det er kærlighed ved første blik, og da han efter at have deltaget i en ceremoni, hvor både hans due, Mathilda, og han selv hædres for deres indsats i The Pigeon Unit under krigen, inviterer han Eva i byen. Fem måneder senere bliver de gift og får med tiden tre døtre.

Den ældste af disse døtre, Filippa, er højt begavet, men svagelig, og dør gentagne gange for til sidst som ganske ung ikke at vågne op igen. Der er også to tvillinger, og de er vidt forskellige, Olga er smuk og med en gylden stemme, der, mens hun stadig er ung konservatorieuddannet, fører hende til den parisiske opera og verden rundt, mens jegfortælleren, Esther, er større og mindre køn og med et malertalent, der aldrig rigtig bliver anerkendt.

Sammen med nabosønnen Johan, der er vokset op med en utilregnelig og voldelig far, en undertrykt mor og en handicappet søster tager tvillingerne om ikke skæbnen, så dog det københavnske natteliv i egen hånd.

De »frakker« (har sex) med den ene og den anden, men drømmer begge om århundredets store og altopslugende kærlighed, om Højsangen og om at »blive lagt som en seglring om hans hjerte«.

Esther møder manden i sit liv og lever sammen med ham i nogle år, men da hun svigtes af både ham og sin egen krop, der går for tidligt i overgangsalder, vender hun fokus mod Palermovej, familiefortællingen og andres ve og vel.

Svulmer af livskraft

Det kan lyde trist, men er det ingenlunde, for Annette Bjergfeldts skrivestil svulmer af livskraft og højt humør. Ved at fange detaljen i det bedrøvelige og det dvaske og enten vende den slags hændelser på hovedet eller med vrangen udad får hun gjort det leverpostejsfarvede og det grå spraglet og billedskabende:

»Mit sprog er ikke vågnet i dag,« siger hun og strækker de lange ben i køjesengen:

»Verberne vil ikke vågne, og eftersom de definerer hele handlingen, så sker der ikke det store.«

Esther bliver familiens krønikeskriver, og da hun er maler med hang til stærke og komplementære kulører i sine koloristiske »hattedameæstetiske« landskabs- og dyremalerier, bliver familiesagaen omtrent ligeså.

Litterært er den frodige og fabulerende stil lige så umoderne, som Esthers kunst er det på kunstakademiet i 1970erne, men Annette Bjergfeldt er tro mod sin egen gennemført sprudlende sproglighed, og det har – på trods af stedvis overmætning – sin charme.

»Højsangen fra Palermovej«

Forfatter: Annette Bjergfeldt. Forlag: Modtryk. Sider: 362 Vejledende pris: 299 kr.