Malou Aamund trykker aldrig fortællespeederen i bund, og hvor er det ærgerligt

Kudos til topchefen Malou Aamund for at have taget et ukonventionelt, litterært sving på livets vej. Desværre præsenterer debutromanen »Maria« et klimaksforladt kvindeunivers, hvor man ikke for alvor har lyst til at blive hængende.

Malou Aamund, topchef i Google og tidligere folketingsmedlem og direktør i IBM, debuterer med »Maria«. Linda Kastrup

Man skal ikke kigge mange sekunder på Malou Aamunds CV for at forstå, at damen er udstyret med et solidt sæt mentale cojones. Google-direktøren er med flere tech-topstillinger lidt af en enhjørning i dansk erhvervsliv, og hun har flere gange taget uventede og ukonventionelle sving på livets vej.

Vi møder moderne variationer over Askepot og Cruella de Vil, men ikke noget midtimellem.

Mange, senest Weekendavisens udskældte litteraturskribent Klaus Rothstein, har forsøgt at reducere hende til at være nogens – Asger Aamunds datter, Mikael Bertelsens kone, kronprinsens ekskæreste – men Malou Aamund har forlængst bevist, at hun er helt og aldeles sin egen. Mens de fleste erhvervsbosser er påpasselige med at mene for meget, har Malou Aamund haft en politisk flirt med Christiansborg. Og mens de fleste erhvervsledere højst geråder sig ud i at skrive en selvbiografi eller en ledelsesbog, har Malou Aamund nu skrevet en roman.