Sent søndag aften gik Martin Krasnik til forsvar for »kvindefjendsk« bogomtale

Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, gik søndag aften til tasterne for at mane til besindighed hos kritikerne af en af avisens bogomtaler, som bliver beskyldt for at være kvindefjendsk.

En bogomtale fra Weekendavisen har ført så megen kritik med sig, at Martin Krasnik maner til besindighed på socialt medie. Arkivfoto: Malene Anthony Nielsen Fold sammen
Læs mere

En foromtale af en bog i Weekendavisen har sat sindene i kog på sociale medier.

Bogomtalen kritiseres for misogyni (had eller dyb modvilje mod kvinder).

Bogen med titlen »Maria« rammer først hylderne til marts og er forfattet af Malou Aamund, der er direktør for Google Danmark.

I »Maria«, der er Malou Aamunds debutroman, følger læseren to kvinder ved navn Maria på deres 40-årsfødselsdag og udpensler et nedslag i kvindernes kaotiske tilværelse.

»De to kvinders liv er et sitrende indblik i rystelser og stemninger, i fortid og nutid hos de to kvinder, hvis liv ingen af os har lyst til at have, men hvis livsvalg vi alle står overfor«, lyder det i forlaget Gyldendals beskrivelse.

Det er imidlertid ikke bogens indhold, der har fået Weekendavisens litteraturkritiker, Klaus Rothstein, til at skyde med skarpt i foromtalen med titlen: »Det var ikke Alberte ...«

Derimod Malou Aamund selv.

Lighed med Alberte Winding

Her beskrives Aamund, som havende en slående lighed med musikeren og forfatteren Alberte Winding:

»Men, hov! Det er jo slet ikke Alberte! Hun ligner bare med det lyse hår og de fine linjer. Der er noget bekendt ved ansigtet. Det må være endnu en kendis, der springer ud som romanforfatter. Aha, det er jo Malou Aamund. Datter af ham, De ved nok, og gift med ham, De ved nok,« lyder det i omtalen.

Malou Aamunds »fine linjer« og efterfølgende henvisninger til hendes far, Asger Aamund, og ungdomsdatingliv har fået kritik fra flere fronter på sociale medier.

»Uklædeligt og fornedrende«, »humorforladt« og »arrogant sviner« er betegnelser, der bliver delt om foromtalen på det sociale medie Twitter.

Og sent søndag aften skrev Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, på Facebook et svar på kritikken. Foromtalen, lyder det fra Krasnik, er en satirisk kommentar til Gyldendals presseomtale af bogen.

»Jeg kan forstå, at mange langtfra læser den som satirisk, og det er selvfølgelig fuldkommen rimeligt at kritisere. Men jeg vil her gerne slå et vigtigt princip fast: Der er på Weekendavisen højt til loftet og langt til chefredaktørens slettelak,« skriver han.

At Klaus Rothstein skulle være misogyn og kvindehadende er »ubehagelige beskyldninger«, skriver Martin Krasnik, der mener, at det, som burde være en slagfærdig debat, har udviklet sig til et »amokløb« mod avisens skribent.