Arne Dahl kan to ting, som få andre krimiforfattere mestrer i samme grad: Han kan skrive med nerve og psykologisk indsigt, og så kan han opbygge et plot, hvor sidehistorier og ekstra sløjfer på hovedhistorien fletter sig ind i det store hele, så dramaet bliver komplekst og kraftfuldt og fyldt med flere på hinanden følgende spændingskurver.
Sådan forholder det sig også med det fjerde, fritstående bind i serien om efterforskerparret Berger og Blom, »Friheden«, om end forventningerne undervejs får små rids i lakken af lidt for megen spændingssplatter og sært kortsluttede konklusioner. Det er ikke mere, end at underholdningen stadig er i top, men det er, som om Dahl visse steder bliver overvældet af sit eget handlingsforløb og så at sige skriver linen ud i stedet for – som han har for vane – at skabe mere rum til læserens fantasi og forståelse for de underliggende hændelsesforløb.
