Søndag 31. januar 2016 var statsminister Lars Løkke Rasmussen rejst til det yderste Vestjylland til fiskerbyen Thyborøn.

Her holdt han et møde på Thyborøn Havn med udvalgte lokale, blandt andre den lokale storfisker John-Anker Hametner Larsen og formanden for Thyborøns Fiskeriforening, Kurt Madsen. Til stede var også Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen. De diskuterede især fiskekvoter for bundfisken tobis, og hvor store udfordringer det gav fiskerne, at kvoterne kunne svinge voldsomt fra år til år – de såkaldte yoyo-kvoter. Ved dette mødte optrådte Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Så meget, at Statsministeriet hjalp ham med et beredskab. Fire dage før mødet skrev en embedsmand i Statsministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet: »Jeg vil bede jer sende et fakta-/baggrundsnotat vedr. tobisfiskeriet samt betydningen heraf for industrifiskeriet og for Thyborøn + opland,« står der i en email fra 27. januar 2016.

Mødet på Thyborøn Havn den januardag varede omtrent en time. Herefter vandrede Lars Løkke Rasmussen over til et såkaldt torskegilde, hvor der blev spist fisk og indsamlet penge til LøkkeFonden – en velgørenhedsfond, som Lars Løkke Rasmussen har stiftet. Nogle af deltagerne fra mødet på havnen gik med over til torskegildet, har Lars Løkke Rasmussen forklaret til mediet FødevareWatch, som bragte historien frem.

Men på vej hen til torskegildet skiftede Lars Løkke Rasmussen ham.

I hvert fald ifølge ham selv. Nu var han ikke længere statsminister Lars Løkke Rasmussen, men derimod privatpersonen Lars Løkke Rasmussen. Så da Lars Løkke Rasmussen efterfølgende spiste og talte med overvejende fiskere, var det alene i privat regi.

Sondringen kan forekomme kuriøs.

Men efter onsdagens samråd i Folketinget er den langt fra ligegyldig.

Privat og offentlig

Gennem mere end halvanden times samråd om Lars Løkke Rasmussens rolle i sagen om kvotekonger – storfiskere med enorme fiskekvoter – fastholdt Lars Løkke Rasmussen en skarp skillelinje mellem ham som statsminister og ham som privatperson. Og distinktionen er tilsyneladende afgørende for, hvad offentligheden og Folketinget kan få at vide om Løkkes relation til kvotekonger.

Løkke var indkaldt i samråd for at svare på, om han havde givet korrekte og fyldestgørende svar om sin relation til kvotekonger, da han i november 2017 var i et samråd, som også var en udløber af sagen om kvotekongerne. Dengang forsøgte Løkke at tegne et billede af, at han kun havde meget vage relationer til kvotekonger, men siden har Ekstra Bladet afsløret, at han har modtaget sommerhusophold og deltaget i en firmafest hos storfiskeren John-Anker Hametner Larsen.

Forvarslet

Man fik allerede et forvarsel om Løkkes tilgang til samrådet, da han takkede ja til at komme i samråd. For en uge siden skrev han til Miljø- og Fødevareudvalget, at han ikke ville svare på fem af seks spørgsmål, som især kredsede om gaver fra kvotekongerne, fordi spørgsmålene drejede sig om private forhold. Juraprofessorer havde dog vurderet over for Berlingske, at opdelingen mellem privat og offentlig var problematisk, fordi spørgsmålene om gaver åbenlyst havde offentlig interesse.

Men under samrådet i går trak Lars Løkke Rasmussen grænsen skarpt op:

»Jeg har ligesom alle andre mennesker ret til et privatliv. Hvem jeg spiser med privat, hvem jeg besøger privat, hvem jeg bruger min fritid med, det er privat. Det afgørende er, at det ikke er styrende for min politik, og det kan jeg afkræfte. Det kan jeg garantere, at det ikke er,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Og som han sagde om kvotekongerne:

»Det kan ikke være meningen, at jeg skal give Miljø- og Fødevareudvalget en udtømmende liste over, hvor mange fiskere jeg har mødt. Det afgørende for mig er, at min relation til den pågældende person ikke er styrende for mig eller regeringens politik.«

Nu er det nok de færreste, der mener, at politikere ikke har krav på et privatliv. Og nok også de færreste, der mener, at befolkning og Folketinget har krav på at kende hver en SMS og hvert et besøg, en politiker har sendt eller aflagt.

Lukket land

Men i den konkrete sag om Løkkes rolle er tingene ikke helt sort-hvide. For storfiskeren John-Anker Hametner Larsen har fem år i træk taget initiativ til at indsamle penge til LøkkeFonden, et beløb, der ifølge Ekstra Bladet alt i alt er løbet op i langt over en million kroner. Og samtidig har regeringen været under hård kritik for at modarbejde et folketingsflertals ønske om at gribe ind over for kvotekongerne. En sag, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen måtte undskylde fire gange over for Folketinget og endte med at få en af de største politiske næser af Folketinget i nyere tid.

Til gengæld er Lars Løkke Rasmussens påberåbelse af at være privatperson, når det gælder fiskere og deres donationer til LøkkeFonden, vidtrækkende. For – som det fremgik på samrådet onsdag – betyder det, at Lars Løkke Rasmussen afviser enhver åbenhed om sine mulige relationer.

Nok har han sendt SMSer til fiskeren John-Anker Hametner Larsen, men »ingen SMSer, der relaterer sig til mit politiske virke eller min position som landets statsminister,« som Løkke formulerede det. Derfor er SMSerne heller ikke journaliseret i Statsministeriet eller omfattet af aktindsigt. Nok havde han været til fest hos John-Anker Hametner, men det var hans hustru Sólrun, som var inviteret, og så tog han med, igen som privatperson. Og derfor havde han ikke fortalt Folketinget om sommerhusophold og firmafest på samrådet i november, for det var alt sammen noget, der relaterede sig til privatpersonen Lars Løkke Rasmussen, lød argumentet. Og mødet med fiskerne på havnen? Det havde han fortalt om til TV2 samme aften, som mødet fandt sted, så det var næppe en afsløring, forklarede Lars Løkke Rasmussen.

På bundlinjen betyder det, at Folketinget ikke kan få svar på, hvilke SMSer eller beskeder storfiskeren fra Thyborøn har udvekslet med Lars Løkke Rasmussen. Og medmindre det er omfattet af de almindelige gaveregler, får Folketinget således heller ingen indsigt i eventuelle andre ferieophold eller gaver fra storfiskere. Eller om storfiskeren fra Thyborøn for eksempel har været på Marienborg hos Lars Løkke Rasmussen. Det er privat.

Hans argumentation om private forhold indskriver sig i en årelang diskussion om politikernes forhold til deres økonomiske støtter. Politikere og partier har i årevis samlet set modtaget millioner af kroner fra virksomheder, fagforeninger og privatpersoner. Både rød og blå blok.

Der er overvejende lukkethed om disse donationer, men politikerne fastholder, at de ikke lader deres politik styre af de store pengegaver.

Den konkrete sag om Lars Løkke Rasmussens rolle er også endnu en i rækken af sager, hvor Lars Løkke Rasmussen har taget imod goder og gaver. Cigaretter, hotelbesøg – også under dæknavn – udlandsrejser, en lejet rygekabine, habitter og sko er blandt eksemplerne.

Politik over for jura

Ifølge Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er statsministerens sondring mellem private og offentlige forhold snarere et politisk end et juridisk spørgsmål.

»Statsministeren må deltage i de sammenkomster, han vil. Først hvis der er gaver involveret, er det rent juridisk interessant at se på, hvordan den private relation er. Det er snarere en politisk diskussion, om man mener, at det er klædeligt, hvis man får en særlig adgang til en statsminister, når man donerer penge til en fond, som statsministeren har været med til at oprette,« siger Sten Bønsing.

Men på Christiansborg lader sagen ikke umiddelbart til at eksplodere. Som i flere andre sager er det udslagsgivende parti Dansk Folkeparti. Onsdag aften skrev Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, til Berlingske: »Vi har talt om sagen i Dansk Folkeparti, og vi tager statsministerens forklaring til efterretning. Medmindre der kommer mere frem, så opfatter vi sagen som afsluttet.«

Læs mere:

Du kan læse mere om sagen om kvotekonger her.

Du kan læse mere fra Berlingskes gravegruppe her.