Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

»Privat-Lars« er en illusion

Politikere har naturligvis ret til et privatliv, men det står nu hævet over enhver tvivl, at Lars Løkke Rasmussen med LøkkeFonden blander politik og privat virke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) svarede på pressens spørgsmål efter et åbent samråd om hans relationer til kvotekonger 31. januar 2018. Men mest for at sige, at han ikke ville svare på spørgsmål. Løkke Rasmussen fastholdt, at hans aktiviteter i LøkkeFonden alene havde privat karakter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Da Lars Løkke Rasmussen i januar var indkaldt til samråd for at forklare sig om sit forhold til en gruppe storfiskere, afviste han at svare på en stribe spørgsmål med henvisning til, at de berørte private forhold.

Derfor ville statsministeren ikke udtale sig om sin korrespondance med de fiskere, som har stået i centrum for en politisk skandale om tildeling af kvoter. Statsministeren mente heller ikke, at Folketinget havde krav på at få at vide, at han havde fået en uges sommerferieophold som gave af en af kvotekongerne, John-Anker Hametner Larsen, og deltaget i en fest hos storfiskeren. Den samme fiskers donationer til en fond, som bærer statsministerens navn, kom heller ikke offentligheden ved. LøkkeFonden, som har til formål at hjælpe skoletrætte drenge, var alene et privat initiativ uden berøring til Lars Løkke Rasmussens politiske virke, lød forklaringen.

»Jeg har ligesom alle andre mennesker ret til et privatliv. Hvem jeg spiser med privat, hvem jeg besøger privat, hvem jeg bruger min fritid med, det er privat. Det afgørende er, at det ikke er styrende for min politik ... Det kan jeg garantere, at det ikke er,« bedyrede Lars Løkke Rasmussen.

Et politisk flertal stillede sig dengang tilfreds med statsministerens svar, men vi må i dag slå fast, at sondringen mellem en »privat« og en »politisk« Lars Løkke Rasmussen er svær at opretholde, når det gælder LøkkeFonden.

Weekendavisen har beskrevet, hvordan LøkkeFonden har solgt konsulentydelser til kommuner og bogført betalingerne som donationer. Skattekroner er også gået fra regeringens skolepulje til læringsforløb udført af LøkkeFonden ude i kommunerne. Det kan sagtens være, at fonden hermed løfter skoleelever fagligt, men der mangler gennemsigtighed om beløbene og ydelserne.

Kort før jul kunne Berlingske dokumentere, at der er hold i mistanken om, at organisationer kan købe sig adgang til politikeren Løkke Rasmussen ved at donere penge til LøkkeFonden. Interne dokumenter afslørede en direkte kobling mellem en donation på 50.000 fra Akademikernes A-kasse i 2015 og et eksklusivt møde med Løkke, som dengang var oppositionsleder. A-kassen blev også lovet en åben linje til partiet Venstre »til gensidig orientering og politisk sparring«.

»Det er en uholdbar konstruktion for en siddende statsminister at have så dybt et engagement i en almennyttig fond, som tilfældet er her.«


Der er al mulig grund til at nære sympati for LøkkeFondens formål, og derfor fortjener Lars Løkke Rasmussen ros for at have sat den i søen. Efterhånden må det dog stå klart, at det er en uholdbar konstruktion for en siddende statsminister at have så dybt et engagement i en almennyttig fond, som tilfældet er her.

Da Lars Løkke Rasmussen i oktober reagerede på skandalen om svindel med udbytteskat og milliontyveri fra Socialstyrelsen, talte han om, at danskerne bliver chokerede over den slags sager.

»Men mest af alt er vi forargede. Fordi bedrageri og hvidvask underminerer et af de vigtigste fundamenter i vores samfund: Vores tillid til institutioner, virksomheder og hinanden,« sagde Lars Løkke Rasmussen på en antikorruptionskonference.

At tilliden svækkes, har statsministeren ret i. Tilliden svækkes også, hvis der ikke er fuld offentlighed om, hvordan landets mest magtfulde politikere omgås lobbyister og samler penge ind, både til deres partier og til mulige fonde.

Derfor er det på tide, at Lars Løkke Rasmussen selv bidrager til mere oplysning og renere linjer om LøkkeFondens arbejde.

PIERRE COLLIGNON