Verdis politiske thriller er en oplevelse på covid-19-ramt nationalscene

Handlingen i »Simon Boccanegra« er absurd indviklet og ikke så uhyggelig, at det gør noget. Men musikken er sublim, og opsætningen i Det Kongelige Teaters halvtomme operahus kunne ikke være meget bedre.

Et visuelt højdepunkt: Simon Boccanegra (i midten) bliver til en jesusagtig skikkelse, da scenen forvandles til den sidste nadver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Simon Boccanegra« er en politisk thriller. Eller det er operaen i hvert fald ifølge den tysk-franske instruktør David Hermann, hvis internationale opsætning af Giuseppe Verdis sygt indviklede musikdrama om magt og kærlighed nu er nået til Operaen.

David Hermann har ret, for så vidt som pointen – i det omfang, man kan gennemskue den – er, at politik er, eller kan være, et ualmindeligt beskidt spil. Alligevel er det ikke på grund af dette, i disse Trump-tider kun alt for indlysende budskabs skyld, at man er heldig, hvis man har fået en af de få billetter til det covid-19-ramte operahus' seneste Verdi-forestilling. Det er man, fordi »Simon Boccanegra« rent musikalsk er noget af det bedste, italieneren skrev, og fordi det på mange måder lykkes så fint for David Hermann og co. at forløse det svære og fascinerende værk.

Det store publikumshit har det aldrig været, for det er en opera uden de store ørehængere, man ellers er vant til fra Verdis side. Omvendt er »Simon Boccanegra« på sine egne præmisser et musikalsk pragtstykke. I den rette opsætning kan det godt gå hen og blive en endog meget stor oplevelse.

»Simon Boccanegra« synges af den fænomenale bulgarske baryton Kiril Manolov. Her er han i selskab med sin afdøde hustru. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter.

En langsom og pinefuld død

Og det bliver det så stort set også her, begyndende med prologen, hvor plebejeren Simon Boccanegra bliver valgt til doge i det 14. århundredes Genova. Han vil gerne giftes med Maria, men Maria dør, og deres fælles datter forsvinder. I første akt, som udspiller sig 25 år senere, er han stadig doge, og han genfinder datteren, Amelia, der, viser det sig, er vokset op hos hans politiske fjender, slægten Grimaldi, og resten af operaen handler både om datteren, der elsker en vis Gabriel Adorno og samtidig efterstræbes af en af sin fars fjender, Paolo, og om politiske intriger omkring gode og ordentlige Simon Boccanegra, der i sin tid kun modstræbende lod sig kåre til doge.

På et tidspunkt udsættes han for et attentat, der virker uhyggeligt bekendt, idet han som en anden nutidig russisk dissident bliver forgivet med en langsomtvirkende gift, og stoffet er så tilpas lang tid om at slå ham ihjel, at han stadig er i gang med at dø sin pinefulde død, da hans gamle fjende Fiesco får at vide, at han, altså Fiesco, i virkeligheden er Amelias bedstefar. De to mænd når at blive forsonet, ligesom Simon Boccanegra på falderebet får udnævnt sin efterfølger, Amelias elskede, Gabriel Adorno, der af grunde, som vi ikke skal komme nærmere ind på her, engang var hans uforsonlige modstander ...

Pyha! At gøre dén opera letforståelig er en umulighed, men så meget desto mere må man nyde »Simon Boccanegra« for dens mange smukke tableauer, som i David Hermanns og hans holds iscenesættelse udfolder sig i en stadig vekselvirkning mellem italiensk middelalder og noget næsten nutidigt. Personerne bruger mobiltelefonerne som dolke, når de da ikke taler i en gammeldags fastnettelefon, eller de truer med deres revolvere, når tingene spidses til, og nogle af dem er i jakkesæt, andre i middelalderdress, og Simon Boccanegras døde hustru går middelalderligt igen som hvidt spøgelse og så videre og så videre ... Det hele kulminerer visuelt i en scene, der imiterer Leonardo da Vincis »Den sidste nadver«, komplet med gode Simon som en slags Jesus, onde Paolo som en slags Judas og Amelia som noget, der ligner Jomfru Maria. Denne religiøse rollefordeling giver rimeligt god mening, og det er i hvert fald såre smukt at se på, og det her er i det hele taget en opsætning, hvor der er dejligt knald på farverne og fantasien og masser af smukt drama i lyssætningen.

Autoritet og skrøbelighed

Det er kort sagt teatralsk på den virkelig fede måde, og alene den bulgarske baryton Kiril Manolov er det hele værd, for han er et pragtstykke som Simon Boccanegra, suverænt vekslende mellem autoritet og rørende skrøbelighed i sit mægtige korpus. Lige så fremragende er den italienske bas Gianluca Buratto som Fiesco (der er altså ikke noget som ægte italienere i en ægte italiensk opera!), mens en gammel kending fra Den Kongelige Opera, sopranen Gisela Stille, stråler rørende som Amelia. Også vores egen baryton Jens Søndergaard som Paolo er forventeligt lige i skabet, og at den kongelige operatenor Gert Henning-Jensen så ikke er på samme niveau er til at leve med, når nu der er så meget andet at fornøjes over – herunder endnu en vaskeægte italiener, dirigenten Paolo Carignani. Med sin lydhøre, dramatisk stensikre og komplet uhysteriske tilgang til Verdis fornemme partitur får han det allerbedste frem hos både kor og orkester.

Så den er værd at opleve, denne Verdi-opsætning, for musikkens, den dejlige teatralskheds og de fremragende sangeres og musikeres skyld. »Simon Boccanegra« er og bliver i al sin indviklethed en ikke særligt vellykket politisk thriller, hvis det da er det, den er, og den brutale politiske virkelighed, den skildrer, er ikke værre, end hvad man kan opleve ved at tænde for nyhederne. Men det er så heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at når en opsætning af værket virkelig lykkes, kan det rent musikalsk ikke være ret meget skønnere. Det kan det næsten heller ikke her.

»Simon Boccanegra«
Opera af Giuseppe Verdi. Iscenesættelse: David Hermann. Musikalsk ledelse: Paolo Carignani. Solister: Kiril Manolov, Gianluca Buratto m.fl. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor. Operaen, store scene.