Premieren på Verdis »Trubaduren« begyndte ikke ligefrem heldigt

Giv dig selv en aften med Verdis »Trubaduren« i operahuset med indtil flere af romantikkens skønneste melodier og lige så mange følelser af den tidløse slags.

Gisela Stille som Leonora i »Trubaduren« er fanget mellem to herrer – der på dramatisk vis afslører sig som brødre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther/Det Kgl. Teater
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gys i opera ligger som regel på niveau med børneteater. Kærlighed i opera ligger som regel på niveau med billige knaldromaner.

»Trubaduren« fra 1853 af Giuseppe Verdi kan ses og høres ude i Operaen på Holmen fra nu og et par måneder frem – og den er undtagelsen fra det hele.

Det uhyggelige virker rent faktisk hårrejsende. Det kærlige undervejs kan rent faktisk virke decideret gribende. Så selv om trekantsdramaet fra en af Spaniens mange borgerkrige pakkes ind i kulørt papir, får man kvalitet fra ende til anden:

Grev Lunas spæde bror blev forhekset engang. Man mistænkte en troldkvinde og fik hende brændt – men det viste sig, at hun var uskyldig. Og fordi troldkvindens datter, Azucena, ville hævne sin mor, stjal hun den fine lille dreng.

Grev Luna kastede siden sit grevelige hjerte efter adelskvinden Leonora og føler sig ikke elsket den anden vej. Leonora vil meget hellere have trubaduren Manrico og bliver i den forstand fanget mellem en baryton og en tenor.

Rigtigt gættet: Den elskovssyge greve tager Manrico af dage og indser derfor sin fejl et dødsstød for sent – at trubaduren i virkeligheden var hans bortførte bror.

Som skudt ud af en kanon

Det lyder måske stadig kulørt. Men som kritikeren Eduard Hanslick fra Verdis samtid skrev: Karaktererne i hans »Trubaduren« virker som skudt ud af en kanon.

Værket bevæger os endnu i dag med det ene »hit« efter det andet og stiller stadig mange spørgsmål. Hvem er for eksempel den egentlige hovedperson? Komponisten selv svarede Azucena og ville egentlig have opkaldt sin opera efter hende.

Den Kongelige Opera har ladet Francisco Negrin stå for opsætningen. Nogle vil huske den mexicanske instruktør demontere lidt for meget af magien i Händels herlige »Alcina« for tre år siden.

Han har større held med sine valg og især fravalg i »Trubaduren« og får en dejligt regulær forestilling om passion ud af det hele.

Scenografien ved Louis Désiré er på samme måde helt ren og i sidste ende effektiv – omend enkelte muligvis har set den gråsorte granit a la Nordic Noir lidt for mange gange efterhånden.

Premieren i lørdags lagde ikke alt for heldigt ud.

Man kunne høre Grev Luna i skikkelse af waliseren David Kempster synge med et viaduktvibrato fra kyst til kyst. Man kunne også høre svenske Gisela Stille kaste sig ud i rollen som Leonora med en stemme til den lidt for hvælvede side. Og man kunne især høre solisterne og Det Kongelige Kapel med Eun Sun Kim som dirigent være udfordret på koordinationen og køre direkte skævt af hinanden et par gange.

Alle sang sig op

Så norskfødte Randi Stene som Azucena og italieneren Diego Cavazzin som trubaduren havde forestillingens heldigste hænder helt frem til pausen.

»Scenografien ved Louis Désiré er på samme måde helt ren og i sidste ende effektiv – om end enkelte muligvis har set den gråsorte granit a la Nordic Noir lidt for mange gange efterhånden.«


Plus selvfølgelig Det Kongelige Operakor med holdet af travle herrer i spidsen. Nationalscenen er af uvisse grunde begavet med nogle af klodens fineste korsangere overhovedet. Lige præcis i den danske hovedstad kan operaelskere utroligt nok tage over til operahuset på Holmen for korets skyld alene og her opleve herrer uden antydningen af overspil og damer med masser af disciplin både sangligt og dramatisk.

Men forestillingen som helhed rettede sig faktisk efter pausen. Alle sang sig op. De fleste fandt sammen.

Så man skal alt i alt give sig selv en aften med indtil flere af romantikkens skønneste melodier og lige så mange følelser af den tidløse slags.

»Trubaduren« af Giuseppe Verdi i Francisco Negrins iscenesættelse. Diverse solister samt Det Kongelige Kapel og Operakor. Dir.: Eun Sun Kim. Premiere på Operaen i lørdags. Spiller til 20. november.