»At arbejde med Stefan er min livseleksir«

Sopranen Gisela Stille har ofte arbejdet sammen med den norske instruktør Stefan Herheim, der er aktuel med en ny opsætning af »Hoffmanns eventyr«. Gisela Stille er begejstret.

29BKUHOFFMANNS-EVENTYR-1249.jpg
Digteren Hoffmann, spillet af Zoltán Nyári, omgivet af den samme fristende Giulietta i tre identiske skikkelser, fra venstre Elisabeth Jansson, Sophia Brommer og Gisela Stille. Foto: Miklos Szabo. Fold sammen
Læs mere

En hvirvelvind farer i disse dage gennem Den Kongelige Opera. Den verdensberømte norske instruktør, Stefan Herheim er på besøg for at iscenesætte Jacques Offenbachs surrealistiske opera »Hoffmanns eventyr«. Og han vender sædvanen tro op og ned på alting, både på og bag scenen.

Gisela Stille har arbejdet sammen med Herheim flere gange, både herhjemme og i udlandet. Og sopranen er begejstret for hans utraditionelle tilgang til opera som kunstart og den energi og inspiration, han bringer med sig.

»Han kaster det hele op i luften og får det til at lande på nye måder,« siger hun. »Han gør op med de traditionelle roller og – især i denne opera – med identitet, køn og seksualitet. Kvinder bliver til mænd, og mænd bliver til kvinder. Det hele går fuldstændig amok, næsten som i en drøm. Det kan være frustrerende, men også helt fantastisk.«

»Hoffmanns eventyr«, baseret på forfatteren E.T.A. Hoffmanns historier, sætter digteren selv i centrum for kuldsejlede kærlighedseventyr, bl.a. til en svigefuld kurstisane, en ung pige med en dødeligt smuk stemme og en mekanisk dukke. Men i Stefan Herheims opsætning bliver det til en endnu mere eksistentiel fortælling om tvivlen på egen identitet og seksualitet, om læng­slen efter kærlighed og anerkendelse, om angst og frustration over sin egen usikkerhed.

»Alt det gør han op med i denne forestilling. Jeg tror virkelig, at netop denne forestilling er en meget personlig ting for han. At det i virkeligheden er Stefans eget indre, vi ser på scenen,« siger Gisela Stille.

»Der er også noget meget symbolsk i hele opsætningen med glimmer og glamour, høje hæle, paillet­undertøj og masser af makeup på både mænd og kvinder. Der er noget tragisk over hele denne søgen efter lyset og opmærksomheden, som måske også viser Stefans egen indre frustration og angst. Hvor ensom bliver jeg, når lyset er slukket?«

Sammen med den tyske koloratursopran Sophia Brommer, mezzesopranen Elisabeth Jansson – og den svenske gospelsanger, Pelle Karlsson – lægger Gisela Stille krop og stemme til kvinderne i Hoffmanns liv. Selv har hun dobbeltrollen som den svigefulde kurtisane Giulietta og den unge Antonia med den gyldne stemme, der lokkes til at synge sig selv i døden.

»Traditionelt er det to meget klassiske kvinderoller, fristeren og det uskyldige offer. Men Stefan blander rollerne sammen, så Antonia er ikke bare et offer, hun er også en drama queen, der er besat af rampelyset og vil gøre alt for at stå i det,« fortæller hun. »Han har også valgt at dele Giuliettas arie op, så vi her er tre om at synge den. På den måde får man virkelig oplevet Hoffmanns frustration over at være omringet af kvinder, der frister – og svigter – ham.«

Gisela Stille mødte første gang Stefan Herheim, da han i 2010 kom til København for at sætte Alban Bergs »Lulu« op i Operaen. Hun sang selv titelpartiet og fulgte med, da Herheim satte den op i Oslo og Semper Oper i Dresden. Senere har de to arbejdet sammen på bl.a. »Salome« og »Siciliansk Vesper« på Den Kongelige Opera.

»Den røde tråd i Stefans forestillinger er et enormt højt energiniveau. For Stefan handler det altid om liv og død, og han forventer intet mindre end 100 procent fra alle – hele tiden,« siger hun.

Hun glæder sig til aftenens premiere, og det eneste, hun virkelig ærgrer sig over, er, at hun ikke selv får mulighed for sidde i salen og se forestillingen.

»Jeg tror, det bliver superfedt. Publikum får en totaloplevelse og kommer til at gå herfra med rigtig mange tanker og spørgsmål,« siger hun.

»Det er netop det, der gør det så fascinerende at arbejde med Stefan. Det er ikke sikkert, vi altid forstår ham, men har er et geni, og vi helt oppe på dupperne og arbejder 200 procent. Og selv om man nogle gange går både frustreret og grædende herfra, så er det – i hvert fald for mig – det hele værd. Derfor er jeg så glad for, at Det Kongelige Teater, trods alle besparelserne, stadig har mulighed for at invitere en mand som ham. Det er min livseleksir, det, der gør, at jeg overlever som kunstner.«