Beethovens smertensbarn på Det Kongelige: Skrabet musikteater i skyggen af pandemien

Helt overbevist om nødvendigheden af at opføre en af den store 250-årsfødselars mindre vellykkede frembringelser blev man ikke af nyopsætningen af »Fidelio« på nationalscenen. Men den budgetvenlige forestilling er behageligt fri for firkantede politiske budskaber.

En glad minister (Jens Søndergaard) med en netop befriet Florestan (Niels Jørgen Riis). Kvinden længst til højre er sidstnævntes hustru, Leonore. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af alle Ludwig van Beethovens egne værker var hans eneste opera, »Fidelio«, det, der stod ham nærmest. Ikke fordi det var en let fødsel, og ikke fordi den var hans mest succesfulde præstation, men netop fordi den var et smertensbarn. Så mange år undervejs var operaen, inden den endelige version stod klar, så diffus i sin tilblivelseshistorie, at det blev til hele fire (!) forskellige ouverturer, som man så som iscenesætter kan vælge imellem.

I Det Kongelige Teaters nyopsætning af »Fidelio« har man valgt den musikalsk mest interessante indledning, »Leonoreouverture nr. 3«, og den er altid en fornøjelse, og særligt når den spilles så godt som her, af Det Kongelige Kapel med Gregor Bühl på dirigentpodiet. Til gengæld gør det ondt at gå direkte fra dette heroiske pragtstykke til første akts småborgerlige musikteater, hvor Leonore har forklædt sig som fængselsbetjenten Fidelio for at være i nærheden af sin husbond, den politiske fange Florestan, der rådner op i en fængselskælder. Der er også en fængselsinspektør, Rocco, hvis datter, Marcelline, er forelsket i Fidelio, og der er Roccos assistent, Jaquino, der er forelsket i Marcelline, og sikke dog noget rod.

»»Fidelio«, der i virkeligheden er et syngespil, kommer til at ligne en opera mere, end den egentlig er, og det bliver den ikke dårligere af.«


Leonore/Fidelio (Ann Petersen) og hendes/hans nærmeste boss, fængselsinspektøren Rocco (Stephen Milling) Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter.

Midt i det hele begynder Rocco at synge en bedrevidende arie om, at uden penge bliver der ingen ægteskabelig lykke, og det er lige så trivielt, som det lyder, og først i anden akt kommer der fokus på den heroisme og alvor, som ouverturen lægger op til: Fidelio/Leonore får sammen med Rocco, der ellers var blevet bedt om at aflive Florestan, reddet sin forhutlede husbond op af hullet, og så kommer den gode minister Don Fernando forbi og sørger for, at det nu er Florestans onde ånd, Don Pizzaro, der ryger bag tremmer, og så jubler alle, både fanger og borgere.

Ingen soldater, tak

Som man nok kan forstå, er det ikke let at få sammenhæng i dette ikke særligt sammenhængende værk, men der er mindst to gode ting at sige om operachef John Fulljames’ iscenesættelse. For det første, at han ikke falder for fristelsen til at fylde scenen i denne befrielsesopera med plakatagtige politiske budskaber (af hjertet tak for, at der ikke er nogen soldater i uniform!). For det andet, at originalens alt for lange talte dialog ikke bare er barberet ned, som det er almindelig praksis, men simpelthen strøget. Det betyder, at »Fidelio«, der i virkeligheden er et syngespil, kommer til at ligne en opera mere, end den egentlig er, og det bliver den ikke dårligere af.

Forgæves kærlighed: Jacquino (Petter Moen) med kvinden, han elsker, Marcelline (Mary Bevan). Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter.

Rent udstyrsmæssigt er det hele mere tvetydigt, for der er tale om noget af det mest skrabede musikteater, man mindes at have set på Det Kongelige Teater. Eneste rekvisitter er nogle garderobeskabe og en rist, og det er ikke flot, men det budgetvenlige setup er trods alt ikke den rene jammer, for Steffen Aarfing og Lee Curran får meget ud af deres arbejde med lys og video, selv om man savner den der hold-da-kæft-hvor-er-det-flot-fornemmelse, som man for eksempel får i nationalscenens aktuelle udgave af »Tryllefløjten«.

Leonore (Ann Petersen) forklædt som manden Fidelio. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter.

Og så til sangerne (nogle af dem): Skønnest var britiske Mary Bevans bedårende Marcelline, som desværre ikke fylder så meget i det samlede værk. Vores egen Ann Petersen var en dramatisk Fidelio/Leonore, men med en stemme, der for denne anmelder at høre ikke rigtig klæder Beethovens klassicisme, og Niels Jørgen Riis’ mishandlede Florestan var blevet sat til at jamre og ryste så meget, at det næsten var for meget af det onde. (Det bliver i øvrigt næsten komisk, når Leonore holder et par meters afstand til sin genfundne elskede, mens hun synger »O, namenlose Freude! Mein Mann an meiner Brust!« (Oh, navnløse glæde, min mand ved mit bryst!«), men måske kan det ikke være anderledes i disse epidemiske tider?). Jens Søndergaard var en virkelig fin Don Fernando, som vi fik i nærbillede, da han henimod slutningen blev interviewet til TV og projiceret op på bagtæppet, mens Stephen Milling klarede sig magtfuldt gennem den håbløse rolle som den anstændige Rocco, der bliver sat til at udføre ordrer fra den onde Pizzaro, som i Thomas Johannes Mayers udmærket skurkagtige skikkelse ikke bare er en skurk, men ovenikøbet en alkoholiseret én af slagsen.

Helt overbevist om nødvendigheden af at opføre en af den store 250-årsfødselars mindre vellykkede frembringelser blev man ikke af denne »Fidelio«, men se den da endelig: Beethoven ville ikke være Beethoven, hvis der ikke indimellem også var noget genial musik på spil, og det er der selvfølgelig også her. Ouverturen – én af dem – er allerede nævnt, og der er også mødet mellem de to elskende i begyndelsen af anden akt og de store korsatser, som er så smukke, og som Det Kongelige Operakor sang med forventet brillans og lidt for mange armbevægelser.

Selve værkets sælsomme blanding af det biedermeieragtige og det heroiske kan man ikke stille noget op med. Den virker bedaget. Det gør Beethovens musik til gengæld stort set aldrig. Heller ikke her.

Fidelio
Opera af Ludwig van Beethoven. Operaen, Store Scene. Iscenesættelse: John Fulljames. Scenografi, kostumer og video: Steffen Aarfing. Lys: Lee Curran. Musikalsk ledelse: Gregor Bühl. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor.