Med Puccini i det knap så vilde Vesten

Med 107 års forsinkelse har Puccinis »Pigen fra Vesten« fået premiere på Den Kgl. Opera. Det er lidt svært at se, hvorfor.

Drama på pigeværelset: Ann Petersen (Minnie) og Niels Jørgen Riis (Dick Johnson) i »Pigen fra Vesten«. Foto: Miklos Szabo
Læs mere
Fold sammen

Det begynder lidt kedeligt. Det er der to grunde til. Den ene er, at Puccinis opera »Pigen fra Vesten« er umanerligt lang tid om at komme rigtigt i gang.  Der sker følgende:
Et sted på en bar i det knap så vilde vesten sidder guldgraverne efter endt guldgravning og drikker whisky og spiller kort, og efter et stykke tid kommer barejeren, Minnie, som de alle sammen er vilde med, og så kommer sheriffen, Rance, der ligefrem er forelsket i hende, og agenten Asby, der jager røveranføreren Ramerrez, og da sidstnævnte træder ind i baren og præsenterer sig som Johnson, bliver han ikke genkendt, men han og Winnie får et godt øje til hinanden, og på et tidspunkt går alle, undtagen Minnie og Johnson, ud for at finde Ramerrez.


Det er ikke sindsoprivende,  det er en alt for lang optakt, et dramaturgisk kiks, og det bliver ikke mere sindsoprivende på Operaen, hvor kulissen er en lidt lurvet bar, der emmer af trist almindelighed. Der går en times tid med af få ovenstående afviklet. Hele første akt.
Heldigvis bliver det bedre i anden akt, hvor der fra Puccinis og hans tekstforfatteres hånd bliver sat tryk på både handling og følelser. Her opsøger Johnson Minnie i hendes beboelsesvogn, og der er kærlighed og skudvekslinger og sivende blod og drama, musikalsk suverænt skruet sammen af komponisten, og Ann Petersen som Minnie og Niels Jørgen Riis som Johnson giver los for lidenskaben. Stærkt, stærkt, det er det, hold da op, hvor de kan, de to, når de giver den gas, men desværre sker det i en kulisse, som er lige så lurvet og trist som første akts: Et bord, en sofa, en seng, et lokum, et køkken.
Et rum, med andre ord, uden visuel stimulans, uden stemningsskabende lysvirkninger, uden den uhygge, som vel nok burde kunne trylles frem, når vi har at gøre med en enligtboende kvinde og hendes udsatte elskede oppe i bjergene, forfulgte og forelskede. Øv.


Det er trivielt, og det trivielle står i skærende kontrast til selve værkets dramatik, og det er der nok en pointe i fra instruktøren Christoffer Berdals og hans holds side, men pointen falder i så fald til jorden. Man får lyst til at lukke øjnene og lytte og skabe sine egne billeder, men hvorfor så gå i teatret? Opera er ikke bare lyd. Opera er en totaloplevelse. Eller bør være det.
Og så bliver det tid til tredje akt, og her skiftes almindeligheden ud med en stiliseret operakulisse, hvor en galge og mørke og lys er, om ikke originale, så dog rimelige rammer om den store finale, hvor Johnsson med nød og næppe undgår at blive klynget op. Forløbet er mesterligt skruet sammen af  Puccini, og med de allerede nævnte og Johan Reuter som sheriffen og operakoret og andre gode kræfter og kapellet og Den Kgl. Operas kommende chefdirigent, Alexander Vedernikov, i spidsen for det hele indfinder sig, endelig, noget af den gode gysen. Man får den lyst til at overgive sig, om sådan et drama i ord og musik gerne og altid bør fremkalde hos den, der lytter og ser. Men det sker, som antydet, lidt sent.

Denne, den første opførelse nogensinde på Det Kgl. Teater af »Pigen fra Vesten«,  der havde premiere i New York i 1910, er kort sagt en blandet fornøjelse. I den grad værd at lytte til, men uden overraskelser og langt hen ad vejen uden magi, og hvorfor så overhovedet sætte den op? Vesten burde have været vildere, når det nu skulle være. Det havde både pigen, Puccini og publikum fortjent.