»Den slags svin vil jeg ikke spille for«: 9 fortællinger om et misforstået geni

250 år efter sin fødsel er manden bag Beethovens 9. stadig den meste berømte af alle komponister. Men også stadig en af de mest misforståede. Her er nogle nedslag i mennesket og musikken, der ændrede musikhistorien.

Et formentlig vellignende portræt af Beethoven, malet af Joseph Willibrord Mahler i 1815. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joseph Mahler

Mesteren

Beethovens musik er, når den er bedst, den mest konsekvente, der findes. Fjern en enkelt takt fra et af hans værker, og det hele falder sammen. Sådan lyder målrettet genialitet.

250-års-fødselaren blev døbt 17. december 1770 i Bonn, formentlig, som det var praksis dengang, dagen efter sin fødsel. Faderen var en fordrukken musiker, der håbede, at hans søn ville blive en ny Mozart. I 1792 forlod han provinsen og slog sig definitivt ned i Wien. Her døde han i 1827, døv, nedslidt og almindeligt anerkendt som sin tids største komponist.

Hvis man kun knap kender ham, kan man begynde med at lytte til hans 5. symfoni, der blev færdig i 1808. Han sled med den i fire år,  indtil det hele var uimodsigeligt på plads. Resultatet blev en af alle tiders mest elskede klassiske kompositioner. Og den mest ikoniske.

Hør Beethovens 5. symfoni med Wienerphilharmonikerne, dirigeret af Carlos Kleiber, her:

Under Anden Verdenskrig brugte BBC begyndelsen af symfonien som jingle. Da, da, daaah er morsetegnet for V, og V kan stå for Victory og dermed for Churchills legendariske V-tegn. Værket findes også på The Voyager Golden Record, der i 1977 blev sendt ud i rummet for at dokumentere intet mindre end den menneskelige eksistens for fjerne intelligenser. Forventet levetid: 500 millioner år.

Voyager Golden Recor blev sendt ud i rummet 5. september 1977. Beethoven var med ombord. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO.

Myten

Overleveringen vil vide, at den hørehæmmede komponist komponerede da, da, da, daaah som et billede på skæbnen, der banker på. Fjerdesatsens jubel skulle da være kunstens triumf over forfaldet.  For en mere nøgtern tid lyder det som en romantisk efterrationalisering, på linje med symfoniens senere tilnavn, »Skæbnesymfonien«.

Det mest berømte Beethoven-monument i verden står i Wien. Det blev bestilt af Gesellschaft der Musikfreunde in Wien og skabt af Caspar von Zumbusch. Monumentet blev indviet i 1880, 53 år efter komponistens død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Victor Wong.

En romantisk efterrationalisering er helt sikkert det Beethoven-monument, der i sin tid blev bestilt af Gesellschaft der Musikfreunde i Wien. Kolossen blev indviet i den daværende østrig-ungarske hovedstad i 1880, og den i virkeligheden ikke særligt pæne komponist lignede nu mere en afklaret halvgud end et fejlbarligt menneske. Kunstneren bag, Caspar von Zumbusch, viser den stoisk lidende kunstner, der skabte genialt, trods den ørelidelse, der gjorde ham halvdøv midt i livet og heldøv til sidst. Væk er den lyriske,  humoristiske komponist, der nok så meget er en del af fortællingen om ham og hans musik. Caspar von Zumbuschs Beethoven er en tidstypisk, borgerligt-romantisk Beethoven. En forsimpling.

Borgerligheden

Virkelighedens Beethoven blev det opkommende borgerskabs musikalske husgud, fordi han var kunstneren, der mere end nogen andre før ham gjorde oprør mod den feudale orden. Adelige beundrere, som han paradoksalt nok havde mange af, gav den geniale gnavpot de midler, han havde brug for, og så gjorde han i øvrigt, hvad der passede ham. »Den slags svin vil jeg ikke spille for,« sagde han, da en højrøvet greve konverserede sin udkårne under en koncert, og da Napoleon i 1804 blæste på den franske revolutions idealer og kronede sig selv til kejser, gjorde Beethoven kort proces og udraderede den dedikation til franskmanden, der stod i det håndskrevne partitur til hans netop færdiggjorte 3. symfoni, »Eroica«. Partituret findes og beviser, at historien ikke er en skrøne.

Forsiden af det håndskrevne partitur til Beethovens 3. symfoni, »Eroica«, med den udkradsede dedikation til Napoleon Bonaparte. Fold sammen
Læs mere
Foto: .

Nationaliteten

I det nazistiske Tyskland blev Beethoven regnet som en stor germansk komponist, omend han var mindre betydningsfuld end Hitlers yndlingskomponist, antisemitten Richard Wagner, der var lettere at udnytte ideologisk. I efterkrigstidens DDR, hvor man også havde brug for fortidige helte til at stive sig af med, så man Beethoven som en progressiv tysk gigant, som kun det rigtige Tyskland, arbejdernes og bøndernes Tyskland, virkelig forstod. I samme efterkrigstids fortidsfornægtende og nu igen selvstændige Østrig valgte man at betone Beethovens særlige østrigskhed. I nyere tid har han fået officiel EU-status. Mere om det senere.

Skønheden

Det er let af finde det skønt appellerende hos Beethoven i det, man traditionelt har kaldt hans »mellemste« eller »heroiske« periode. Dén er rig på det stolte, det knejsende og det jublende, og violinkoncerten fra 1806 er ét af mange højdepunkter: Et vidunder af perfekt form og skøn melodik, der blev dømt uspilleligt af en samtid, der ikke altid var Beethoven voksen.

Hør Beethovens violinkoncert med Patricia Kopatchinskaja som solist. Philippe Herreweghe dirigerer hr-Sinfonieorchester: 

Et andet eksempel på, hvor ligefremt og tilgængeligt Beethoven kan udtrykke sig, er det lille såkaldte albumblad »Für Elise«. En uimodståelig kærlighedserklæring fordelt på nogle få perfekte takter.

Patossen

Beethoven er mindst god, når han er patetisk og teatralsk. Fantasien for klaver, kor og orkester har for eksempel nok sin charme, men den er også en omgang stor ståhej for ingenting. Hans eneste opera, »Fidelio«, viser om ikke andet, at opera ikke var hans spidskompetence. Helt langt ude er den gang programmusikalsk bulder og brag, der går under navnet »Wellingtons sejr« og er en musikalsk skildring af slaget ved Vitoria i 1813, hvor engelske, portugisiske og spanske tropper gav Napoleons franske ditto bank. Undervejs hører man både »Rule, Britannia!«, »Marlbrough s’en va-t-en guerre« og »God Save the King«. Monstret blev Beethovens største publikumssucces.

Beethovens dødsmaske, lavet af billedhuggeren Joseph Dannhauser 28. marts 1827, to dage efter komponistens død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Public domain.

Galskaben

Vil man høre, hvor genialt meget uden for al tid, Beethoven også kan være, kan man gå til hans »Grosse Fuge«, der blev skrevet i hans »sene periode«, som sidste sats af en af hans såkaldte »sene strygekvartetter«.

Beethovens egenhændige manuskript til hans mest radikale komposition, »Grosse Fuge« for strygekvartet. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAWEL MAZUR.

Alle disse legendariske sene kvartetter er en udfordring for dem, der tror, at klassisk musik er ufarlig og letfordøjelig underholdning, men med »Grosse Fuge« gik den nu stokdøve Beethoven mere til yderligheder end nogensinde før eller siden. »Grosse Fuge« blev hånet, spottet og latterliggjort, da den udkom hen imod slutningen af komponistens liv, og Beethoven blev nødt til at skrive en ny sidstesats og udgive den store fuga separat. Den fortræffelige modernist Igor Stravinskij viste mere forståelse. Mange år senere kaldte han værket for »et absolut moderne stykke musik, der vil forblive moderne for evigt.«

Hør Beethovens Grosse Fuge med Talich Quartet:

Forbandelsen

Haydn komponerede over 100 symfonier, Mozart over 60, hvis man regner fragmenterne og de ikke længere eksisterende med. Beethoven nøjedes med ni (plus nogle udkast til en tiende), og på et tidspunkt i løbet af 1800-tallet begyndte man at tale om »den 9.s forbandelse«, fordi ingen betydelig komponist efter Beethoven havde nået at skrive flere symfonier end netop ni. Overtroiske Gustav Mahler forsøgte at snyde døden og kaldte sin symfoni nr. 9 for »Das Lied von der Erde« i stedet for at kalde den nr. 9, men hans næste symfoni kaldte han overmodigt nr. 9, og så døde han, uden at være blevet færdig med nr. 10 ...

Hymnen

Hvis Beethovens 5. symfoni er et af de meste kendte klassiske musikværker, er »An die Freude« (med ord af Friedrich Schiller), der optræder i sidste sats af hans 9. symfoni, en af de meste kendte melodier. Den er let at elske, men nogle har ment, at det var upassende at spille denne tyske hymne til glæden og det menneskelige fællesskab ukommenteret efter nazismen – som om den tyske katastrofe aldrig havde fundet sted. Én af skeptikerne var den rebelske tyske komponist Mauricio Kagel, der fejrede 200-året for Beethovens fødsel med filmen »Ludwig van: ein Bericht«, hvor man på et tidspunkt ser en hanelefant skide, mens »Freude schöner Götterfunken ...« kører på lydsiden.

Få dage efter Murens fald, 25. december 1989, dirigerede amerikanske Leonard Bernstein et internationalt ensemble i finalen af Beethovens 9. symfoni i Berlin. Friederich Schillers berømte ord »Freude, schöner Götterfunken« var til lejligheden blevet ændret til »Freihet, schöner Götterfunken«. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADN.

Andre har været mindre skeptiske over for den 9. symfoni og sidstesatsens glade budskab. I 1985 blev »An die Freude« til EUs officielle hymne, og juledag 1989, nogle uger efter Murens fald, dirigerede USAs på det tidspunkt meste kendte og elskede dirigent, Leonard Bernstein, den berømte symfoni med den berømte sidstesats i Berlin, i dagens anledning med teksten »Freiheit, schöner Götterfunken« i stedet for »Freude, schöner Götterfunken«.

At symfonien betragtes som et uomgængeligt hovedværk ses også på, at Bonn markerer selve dagen, 17. december, med en opførelse i byens operahus. Under overskriften »Fra Bonn til verden«, dirigerer stjernedirigenten Daniel Barenboim sit eget West–Eastern Divan Orchestra, der er et idealistisk projekt på højt musikalsk niveau med musikere fra bl.a. Iran, Egypten, Israel, Jordan, Libanon og Syrien. Korsangerne kommer fra hele Europa. Mere internationalt kan det ikke blive.

Hør Leonard Bernstein dirigere Beethovens 9. symfoni i Berlin, december 1989:

Den 9. symfoni er i det hele taget, qua sin monumentalitet og sin hyldest til glæden og menneskeheden, ideel til store fejringer, hvor mellemfolkelig forbrødring står i centrum. Og så er det bare ærgerligt, at slutningen, hvor symfonikeren Beethoven for første og eneste gang bruger både sangsolister, kor og orkester, i sin helhed er en indimellem bevægende, men også usammenhængende affære, der ligger under komponistens vanlige niveau. Symfonien er mislykket på højt niveau. Budskabet, derimod, er ikke til at tage fejl af.