»Hvad vil du være, når du bliver stor?« Et klassisk spørgsmål – også for halvandet hundrede år siden. Gustav Mahler kunne have svaret alt muligt. Knægten fra Kalisch i det bøhmiske endte trods alt som dirigent, som leder af verdens førende operahuse, som manden bag en håndfuld højt elskede symfonier. Men det vordende verdensnavn stilede højere. Han ville være … martyr! »Tilnærmelser til Gustav Mahler« er Karl Aage Rasmussens bog nummer otte.
Et portræt med lethed i læsningen og tyngde i indsigterne. En gave for både begyndere i Mahlers musik og for viderekomne. Selv om han kun kalder den en lille bog, kommer man godt rundt. Fra en turbulent barndom i brændevinsbrænderens jødehjem til berømmelsen som katolsk konvertit. Officielt en barndom med overgreb og ensomhed. Klar til dyrkning af neuroser. Men martyren inviterede altså også sine medstuderende fra konservatoriet hjem sommetider, skriver skarpsindige Rasmussen – »hvilket han næppe havde gjort, hvis familievold og torturscener hørte til dagens orden.«
Karrieremæssigt bevæger vi os fra hans tid som stor dirigent på små teatre, gennem perioden som frygtet kapelmester ved statsoperaen i Hamburg, videre over årene som diktatorisk direktør for statsoperaen i Wien og til hans død i 1911 som legendarisk leder af Metropolitan Opera på Manhattan. Og kunstnerisk gennem hans sange og fantastiske symfonier og mærkelige værker midt imellem. Han endte med hele ti symfonier, sommetider for hundredvis af musikere plus både kor og solister. Med ti timelange verdner af brusende basuner det ene øjeblik og børnesange det næste – en port til det 20. århundredes dyrkelse af både det patetiske og det banale.
Ægtemand med hovedpine
Plus selvfølgelig kærligheden. Alma havde mødt den næsten to årtier ældre berømthed på en cykeltur i 1899 og bedt om hans autograf. Hun løb på ham igen et par år senere, giftede sig og var lykkelig. Det går galt allerede på bryllupsrejsen. Hendes mand skal samtidig dirigere tre koncerter i Skt. Petersborg, får endda migræne på vejen derover og rammes til overflod af hævede mandler. En nybagt ægtemand med hovedpine.
Af frygt for de ægteskabelige pligter? Berømtheden ser i virkeligheden kun »en mor, kammerat og husmor« i sin kone. Så hustruen tåler kun lige ægteskabet og de talløse nætter med impotens. Og kaster sig så over alle mulige andre. Almas sult efter det erotiske blev kun overgået af hendes tørst. Hun fik et hav af kærester og døde dybt fordrukken. Amerikansk selskabsliv havde fornøjelse af hende endnu i 1960erne, hun var jo enke efter et af romantikkens største navne – fantastisk nok. Kapitlet om kærligheden er karakteristisk for Karl Aage Rasmussens kunst.
Han skriver ikke ubetinget kronologisk, bytter rundt på tingenes orden, blander årsager og virkninger. De enkelte kapitler lukkes om sig selv, sættes sammen til en kinesisk æske, kan hver for sig læses som essays over komponistens liv og virke – alle med samme vægt. Resultatet er emergens, som man siger. Helheden virker større end summen af delene. Og altid med underspillet humor. Da beundreren Natalie Bauer-Lechner så komponisten gifte sig med purunge Alma, »forsvandt hun stilfærdigt ud af hans liv og blev talsmand for den gryende kvindebevægelse,« skriver Rasmussen. Man ser det for sig. Nogle vil også smågrine under de mere alvorlige passager.
Gustav Mahler blev for eksempel interviewet af New York Times kort før sin død og gav en kort karakteristisk af landets sorte indbyggere: »Man må huske at de amerikanske negres forfædre i de fleste tilfælde simpelthen var vilde,« siger han. Karl Aage Rasmussen savner måske et par titler på sin litteraturliste, herunder Francoise Girouds feministiske biografi over Alma og danske Knud Martners skelsættende »Mahler’s concerts«. Men hans bog giver til gengæld en Mahler i anden potens. For ligesom Mahlers musik i høj grad var tidligere tiders musik plus smertelig ironi, så går Rasmussens bog om Mahler selv gennem samme mølle. En komponist skriver om en komponist. En kunstner om en kunstner.
