Nu bliver også Beethoven lagt for had af de identitetspolitiske

Den tyske komponists værker beskyldes for at være en hindring for, at kvinder, LGBTQ+er og ikkehvide befolkningsgrupper får adgang til klassisk musik.

Ludwig van Beethoven beskrives som en barriere for minoriteters adgang til den klassiske musik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joseph Mahler

Selv om manden døde for næsten 200 år siden (1827), beskyldes den tyske komponist Ludwig van Beethoven nu for at være en årsag til at kvinder, LGBTQ+ere og farvede ikke føler sig velkomne i den »elitære« klassiske musik.

I en klumme i avisen New York Post advarer redaktøren Jonathan S. Tobin mod, at den tyske komponist bliver mål for en udrensning af samme karakter som den, der har ført til, at medlemmer af Black Lives Matter og andre venstreorienterede grupperinger har fået væltet statuer og fjernet »døde hvide mænd« fra universiteternes pensum.

De første takter af Beethovens Femte Symfoni er formentligt er det stykke musik, flest mennesker vil nynne, hvis de blev bedt om at tænke på »klassisk musik«. Men hvem er det, som ifølge Jonathan S. Tobin, har set sig gale på den store mester?

Det drejer sig om musikforskeren Nate Sloan og sangskriveren Charlie Harding, der samarbejder med The New York Philharmonics om en serie podcasts, der introducerer klassisk og andet musik for lytterne.

I en flere timer lang podcasts gennemgår parret Beethovens berømte symfonier, men får samtidig beskyldt – hævder Jonathan S. Tobin – den tyske komponist for ene mand at have ændret den måde, musik bliver lyttet til. Før Beethoven blev symfonier fortæret af et bredt publikum bestående af høj og lav, der klappede højlydt efter hver sats. Efter Beethoven blev det kutyme kun at klappe, når sidste tone i symfonien havde lydt. Den klassiske musik blev »dannet« og elitær.

Det skulle være et eksempel på, at Beethoven fik gjort klassisk musik mere ekskluderende, og podcast-forfatterne nævner blandt andet en musikskribent fra 1840, der skrev, at det skulle være lovpligtigt, at alle kvinder med adgang til koncertsalen først skulle knebles til tavshed. Siden skulle Beethovens monumentale musik, ifølge forfatterne, have ført til en ekskluderende form for etikette, der påbød en særlig opførsel og påklædning.

De velhavende hvide mænd tog Beethoven og gjorde ham til et symbol på deres egen dominans, siger Nate Sloan og Charlie Harding i podcasten:

»For andre befolkningsgrupper, heriblandt kvinder, LGBTQ+ og farvede, er Beethoven først og fremmest en påmindelse om, at klassisk musik har en lang historie, der handler om det elitære og eksklusion.«

Podcasten henviser til kritikeren James Bennett II, der mener, at Beethovens monumentale størrelse i klassisk musik i sig selv udgør et problem.

»... det sender et signal til de »andre«, at der ingen plads er til dem i musikken,« siger han ifølge podcasten.

New York Philharmonikernes sorte klarinettist, Anthony McGill er, ifølge New York Post-skribenten, enig med podcasten, og beskriver Beethoven som en »mur« mellem den klassiske musik og en nutidig publikum med større diversitet.      

Jonathan S. Tobin kæder angrebet på Beethoven sammen med New York-kritikeren Anthony Tommasinis krav om flere sorte musikere i symfoniorkestre. Det skulle ske i form af etniske kvoter, der giver flere sorte adgang, men også sætter en øvre grænse for hvor mange asiatiske musikere, der får plads i orkestrene.

Hans klumme slutter med at advare mod, at man sender Beethoven ud i kulden:

»Hvis man kan eliminere (»cancel«, red.) Beethoven, er der intet, der længere er i sikkerhed,« skriver han.

Beethoven er tilsyneladende et emne, der hyppigt optræder i identitetspolitiske kredse. I de senere år er han jævnligt blevet gjort til genstand for spekulationer om, hvorvidt han i virkeligheden var sort. Den påstand stammer angiveligt fra den sorte britiske komponist Samuel Coleridge-Taylor, der i 1907 fabulerede over en ansigtslighed mellem sig selv og den tyske komponist. Siden blev tanken forvansket til et faktum af aktivister for sortes rettigheder, heriblandt Malcolm X, ifølge den britiske avis The Guardian.