Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mandag fortrød Jes Dorph-Petersen sin »dårlige dømmekraft«, skrev han på Facebook, efter dokumentaren »Metoo: Sexisme Bag Skærmen« fik premiere på Discovery+. Men det opslag er nu slettet.
I opslaget skrev han, at han ikke mener at have begået et overgreb på Therese Philipsen, som dengang for 20 år siden var praktikant på TV 2, men at de havde et forhold, som han mener var et udtryk for dårlig dømmekraft. Modsat, så selvom hændelsesforløbet med den anden tidligere praktikant, Louise Degn, nu er mere grundigt beskrevet, så anerkender Jes Dorph-Petersen dog i opslaget hendes oplevelse.
Therese Philipsen mener modsat, at Jes Dorph-Petersen havde begået et overgreb på hende.
Jes Dorph-Petersen har nu slettet sit Facebook-opslag. Det er altså ikke på grund af Facebook-censur, at opslaget er væk, siger han til Berlingske tirsdag morgen.
»Jeg trykkede selv på sletknappen omkring midnat. Der var efter min mening for mange kommentarer, der rettede meget personlige og uigennemtænkte angreb mod både mig og de kvinder, der har anmeldt mig. For mange beklikkede os som personer, og det er slet ikke det, det her handler om,« siger Jes Dorph-Petersen.
Dorph-Petersen siger, at det hele tiden havde været planlagt at slette opslaget, når nok mennesker havde set det, siger han.
»Der står jo ikke i grundbogen for kommunikation, at det, man skriver, skal blive liggende for altid,« svarer Jes Dorph-Petersen, da Berlingske spørger, hvorfor han lavede opslaget, hvis det alligevel skulle slettes.
Da du blev fyret på grund af advokatundersøgelsen, var der en Facebook-gruppe med mange medlemmer, som støttede dig, og en spørgeundersøgelse foretaget for B.T. af YouGov viste, at 52 procent af de 1.200 adspurgte var uenige i beslutningen. Kunne du i kommentarsporet se, at den opbakning svigtede, efter at dokumentaren kom ud?
»Det har jeg svært ved at vurdere. Jeg opfattede kommentarsporet som overvejende støttende.«
»Jeg kan sige det sådan, at jeg ikke har slettet opslaget helt, det ligger stadig i papirkurven, så man kan tjekke, om det jeg siger, er rigtigt eller forkert – så jeg kan dokumentere det.«
Det vil jeg gerne se, så.
»Arh, rolig nu. Har du selv læst kommentarsporet?«
Nej. Det er derfor, jeg spørger.
»Jeg kommer ikke til at sende det til dig, så du kan sidde og lave statistik på det. Der var opslag i både og den ene og den anden retning, det er rigtigt. Men jeg vil mene, at langt hovedparten af bidragene støttede mig, hvilket vel heller ikke er overraskende, da det var på min profil. Jeg vil slet ikke kategorisere det som en shitstorm, jeg synes bare ikke, at de grove kommentarer skulle ligge der for tid og evighed.«
»Det var derfor, jeg valgte at slette det, fordi jeg ikke orkede at skulle sidde hele natten og slette ubehagelige kommentarer. Og som sagt havde jeg på forhånd godt vidst, at det ville jeg nok gøre –især når kommentarsporet endte som personlige hetzer mod mig og andre. Det er slet ikke det, det her handler om,« slutter Jes Dorph-Petersen.
Berlingske spurgte også til, om han havde kommentarer til dokumentaren. Men det havde han ikke, udover at han har set den.
Læber og hænder alle steder
En anden kvinde Louise Degn fortalte ligeledes i dokumentaren om et andet angiveligt overgreb. Hendes forklaringen var ligeledes med i den advokatundersøgelse, der var årsag til fyringen af Jes Dorph-Petersen.
Hun var på angiveligt falske præmisser blevet lokket med op i en lejlighed med Jes Dorph-Petersen, og en anden mand, en unavngivet redaktør. Oppe i lejligheden, siger Louise Degn, havde den ene mand spurgt, om hun nogensinde havde haft en trekant, hvorefter stemingen skiftede.
»Så kommer de hen til mig, og begynder at røre ved mig. Gramse på mig, kysse på mig. Jeg husker det som hænder og læber alle steder,« fortæller Louise Degn i dokumentaren:
»Hvad sker der, hvis jeg siger nej? Det er chefen og Danmarks største navn på tv, og hvem er jeg? Alle lamper lyser, alle alarmklokker ringer i ens hoved, og man skriger så højt, man kan, men lyden kommer ligesom bare ikke ud.«
Om det skrev Jes Dorph-Petersen i sit nu slettede Facebook-opslag:
»Jeg afviser ikke, at de faktiske episoder, som LD (Louise Degn, red,) henviser til, har fundet sted for snart 19 år siden. Men jeg har i de efterfølgende år ikke vidst, at hun har følt sig krænket af mig. Da jeg for et år siden i forbindelse med TV 2s advokatundersøgelse blev gjort bekendt med LD’s anmeldelse, skrev jeg derfor til hende og tilbød hende en uforbeholden undskyldning.«
To direktører fra TV 2 var også ude at beklage over for kvinderne i går. Det kan du læse mere om her.