»Beklager« og »undskyld«. Sådan lyder det flere gange i en e-mail, som TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig, har sendt til TV 2.
Det skriver Bt.dk.
Undskyldningen kommer, efter at der har været premiere på den længe ventede dokumentar på Discovery+, »Sexisme Bag Skærmen«. I dokumentaren fortæller 11 kvinder om sexistisk tone og grænseoverskridende adfærd på TV 2.
»Vi har erkendt og konstateret, at der er sket et stort ledelsessvigt i TV 2. Det beklager vi og undskylder for,« skriver Anne Engdal Stig blandt andet i sin e-mail ifølge B.T.
Hun fremhæver, at hun noterer sig, at mange af kvinderne i dokumentaren stiller op til interview, fordi de vil være med til at sikre, at fremtidige generationer ikke skal opleve det, de selv har været udsat for.
»Tak for det. Tak for perspektivet. Og undskyld for det, I har oplevet,« skriver Anne Engdal Stig videre i sin e-mail.
Mandag aften gik nyhedsdirektør på TV 2, Ulla Pors Nielsen, på skærmen under »Go' aften Live« på selvsamme tv-station.
Her undskyldte hun også over for de krænkede kvinder:
»Jeg er utrolig ked af det, I har oplevet. Jeg synes, at det lyder helt vanvittigt,« sagde hun og fortsatte:
»Jeg vil ogå gerne sige undskyld til jer.«