Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mandag udkom dokumentaren »Metoo: Sexisme bag skærmen« om den sexistiske og grænseoverskridende kultur, som ifølge de medvirkende har hersket på TV 2.
Dagen efter var nyhedsdirektør Ulla Pors på Journalisthøjskolen i Aarhus for at fortælle om arbejdet med at rydde ud i krænkende adfærd og hård tone på kanalen. Arbejdet har været i gang på TV 2 i et års tid.
»Det, vi så i dokumentaren, var forfærdeligt. Sådan noget skal ingen opleve på TV 2. Jeg vil gerne have, at TV 2 er et sted, som er fremtidssikret, og et sted som unge, dygtige journalister har lyst til at være. Det er derfor, det er så vigtigt for både chefer og medarbejdere på TV 2 at få ændret på den kultur, der har været,« siger Ulla Pors.
I dokumentaren taler nuværende TV 2-vært Cecilie Beck og tidligere vært Karen-Helene Hjort om, at såkaldt fuckablity – altså om man var en, andre havde lyst til at have sex med – var et parameter, som kvindelige værter blev målt på.
Sådan er det ikke mere, svarer Ulla Pors i et toneleje, der får den dårlige telefonforbindelse fra bilen hjem fra Aarhus til at knitre en anelse, da Berlingske stiller spørgsmålet.
»Jeg er selv kvinde, er selv kvindelig journalist, har selv været på skærmen, og nu er jeg kvindelig nyhedsdirektør,« siger Ulla Pors, og fortsætter:
»Det er er bizart at tro, at kvinder skal være fuckable for at blive ansat som vært på TV 2. Man skal først og fremmest være en dygtig journalist for at være studievært på TV 2, og jobbet som vært på TV 2 News er et af de sværeste job, man kan have som journalist.«
Ulla Pors er selv med i dokumentaren, men havde ikke set resten af dokumentaren, da hun deltog. Hun stillede mandag op i »Go' Aften Danmark« på TV 2 og sagde undskyld til de kvinder, der har været udsat for krænkelser og en sexistisk kultur.
»Kvinderne ville ikke have en undskyldning – de vil have, at det ikke sker igen. Så det er det, vi nu arbejder på, og som vi allerede har arbejdet på i flere måneder,« siger nyhedsdirektøren.
Dokumentaren skulle oprindelig være produceret af TV 2 selv, men TV 2 valgte at sende opgaven videre. Denne blev grebet af Impact tv og Information, efter at også Politiken havde opgivet. Dokumentaren er foreløbig kun tilgængelig på Discovery+, som 11 procent af danske husstande havde adgang til ifølge en måling fra august.
Bør dokumentaren vises på TV 2?
Kulturkommentator på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, foreslog i et Facebook-opslag, at TV 2 derfor viser dokumentaren.
»Til gengæld håber jeg, at TV 2 vil vise #metoo-dokumentaren om sig selv. På TV 2, selvsagt. For sådan viser man, at man tager ansvar for en kulturændring, og sådan viser man de mange kvindelige studieværter den respekt, de fortjener,« skrev Hermansen mandag.
Det var en en idé som hovedtillidsrepræsentant på TV 2, Lennart Sten, bifaldt i Berlingske tirsdag.
»Hvis man ser bort fra jura, penge og alt det der, så synes jeg, at der ville være stil over det. Så når du spørger, vil jeg sige ja. Det vil være et flot signal,« sagde Lennart Sten.
Ulla Pors mener dog ikke, at det kan lade sig gøre at sende dokumentaren på TV 2.
»Det er jo nogle andres ejendom, så det tænker jeg, Discovery vil have sig frabedt. Der er jo en grund til, at vi valgte, at vi ikke kunne lave den dokumentar – der ville være for megen diskussion om, hvordan vi havde redigeret den,« siger Ulla Pors.
Men nu er den jo produceret og redigeret af nogle andre?
»Der er det problem, at hvis vi viser den på vores platform, er det alligevel os, der har udgiveransvar, så jeg synes, at dokumentaren er endt det rigtige sted og er blevet sendt det rigtige sted. Dokumentaren er jo blevet opdaget og omtalt i alle medier, så den er jo ikke hemmelig.«
Man må alligevel sige, at publikum er noget mindre på Discovery+ end på TV 2?
»Ja. Men vi tog den beslutning, og jeg synes, at dokumentaren er blevet rigtig god, og den er som sagt nogle andres ejendom nu.«