Vild tilstrømning til streamingtjenester tager af

Danskerne abonnerer i dag på færre streamingtjenester end for et halvt år siden. De største film- og serietjenester bliver endnu større, og der er nu kommet en helt ny nummer et i Danmark.

Danskerne bruger hvert år et milliardbeløb på at købe streamingabonnementer – og vi gør kort proces, hvis vi er utilfredse med en tjeneste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskernes tilstrømning til streamingtjenesterne er begyndt at tage af, og hver husstand har nu lidt færre abonnementer, end man havde for et halvt år siden.

Det viser helt aktuelle tal, som analysefirmaet Wilke tirsdag præsenterede på den store, årlige tv-konference, Copenhagen Future TV Conference, i Industriens Hus i København.

»Antallet af streamingtjenester pr. husstand har fundet et stabilt leje. Mange af dem, der var klar som first movers, har købt abonnementerne. Nu handler det om det sene flertal, og derfor vil markedet slet ikke ændre sig med samme hastighed som hidtil. Det går ikke lige så hurtigt nu, som det gjorde frem til 2020. Men her er andelen af danskere, som slet ikke har en tv-pakke også steget med 500 procent over fem år. Det er klart, at det ikke kan blive ved i samme hastighed,« siger Daniel Ebert Pedersen, der er ansvarlig for dataindsigt hos Wilke.

Milliardforbrug hvert år i Danmark

Rigtigt mange har sagt de klassiske tv-abonnementer op. Omkring 1,5 millioner danskere har i dag ikke et kundeforhold til en tv-distributør, viser Wilkes tal.

Samtidig bruger danskerne nu omkring fem milliarder kroner – inklusiv moms – på streamingabonnementer til film, tv-serier, dokumentarfilm, musik m.m.

»Og mere end 60 procent af disse penge går til udenlandske tjenester,« siger Daniel Ebert Pedersen.

32 procent af danskerne havde i august kun streamingabonnementer og har helt skippet tv-kanaler eller aldrig haft dem. Det er en stigning fra 31 procent i februar i år og 28 procent i august 2020.

546.000 danskere (12 procent) har udelukkende en tv-pakke nu mod 629.000 i 2020, mens 2.575.000 (55 procent) kombinerer tv-pakken med streamingtjenester mod 2.530.000 i 2020.

Netflix overhaler DR

Hver dansk husstand abonnerede i august på 3,3 streamingtjenester, hvor det i februar lå på 3,5 i februar 2021.

»Da Disney+ blev lanceret i Danmark, steg antallet med næsten en hel, fordi man lagde Disney+ oven i, hvad man havde i forvejen. Disney+ har formået på kort tid at etablere sig som en top 5-tjeneste på trods af en stor prisstigning på 20 procent – og syv procent af Disney+-abonnenterne har lagt endnu flere penge ind for at få premiumadgang. Det er ret imponerende,« siger Daniel Ebert Pedersen.

For første gang har Netflix nu overhalet DR og er blevet den mest sete streamingtjeneste i Danmark.

61 procent af de danske husstande havde i august et Netflix-abonnement, mens DR – som danskerne betaler over licensen – blev brugt af 57 procent. Nummer tre er TV 2 Play med 42 procent, efterfulgt af Viaplay med 36 procent og Disney+ med 29 procent, viser Wilkes tal.

Kort proces – og hurtige tilvalg

Men streamingtjenesterne skal ikke vide sig sikre, når de først er kommet indenfor.

»Vi kan bestemt godt finde ud at opsige streamingtjenester. Vi er ikke gift med dem,« siger Daniel Ebert Pedersen.

68 procent af alle danskere har prøvet at opsige et streamingabonnement, og blandt yngre danskere ligger det endnu højere.

Der er meget kort fra tanke til handling. 36 procent af danskerne tegner abonnement på en ny tjeneste samme dag, hvis de overvejer det. Fire procent gør det inden for en uge. Der er dog hele 19 procent, som slet ikke ændrer på deres streamingvalg men holder fast i de mest populære kanaler, hvoraf mange er valgt som en del af de tv-abonnementer, som tv-udbyderne tilbyder.

Med udsigt til stigende abonnementspriser som følge af dyrere indhold bliver der endnu større kamp om alles øjne og tid fremover.

LÆS MERE