Nu begynder den farlige tid for streamingtjenesterne

Viasat satser stort ved at lægge 110 kroner oven i den månedlige abonnementsregning, for 2021 ser ud til at blive det helt store udskillelsesløb, mener en ekspert, og ikke alle vil overleve, når danskerne begynder at vælge skarpt fra, hvad de ikke har brug for længere.

Den nordiske streamingtjeneste Viaplay spiller højt spil med sin kraftige prisstigning, mener eksperter. Man håber, at seerne ikke kan undvære den sport, som kun kan ses her. Viaplay/NENT

»Denne gang stiger prisen, fordi det er blevet dyrere at købe rettighederne til det indhold, der vises på vores kanaler.«

Sådan skrev Danmarks største tv-leverandør, det TDC-ejede YouSee, i november til sine kunder for at retfærdiggøre den prisstigning på op til 40 kroner, som ramte tv-pakkerne fra årsskiftet.