Terrortruede Lars Vilks: »Der fandtes længe en total fornægtelse«

Den svenske kunstner Lars Vilks holdt oplæg på den konference i Krudttønden, der i 2015 blev angrebet af en terrorist. Han er stadig dødstruet, men han vælger at se sit mærkelige live som en del af et kunstværk. »Det er frygt, politisk korrekthed og udgifterne til sikkerhed, der gør, at man ikke vil røre ved mig,« siger han.

»Den store provokation fungerer ikke mere, for den bliver hurtig banal.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Lars Vilks har tre mand fra PET med til interviewet på Berlingske. De er hans personlige livvagter. I Sverige er han under konstant beskyttelse, fordi han er truet af radikale islamister. I Danmark er folk som Flemming Rose, Naser Khader og andre også udstyret med sikkerhedsfolk, men i Sverige er Lars Vilks den eneste.

Lars Vilks  sammen med forfatteren Helle Merete Brix. Sammen har de udgivet »30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed.«  Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams.

14. februar 2015 holdt Lars Vilks Komiteen et debatarrangement om kunst og ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro. Lars Vilks var blandt paneldeltagerne, men nåede ikke at tale. En terrorist angreb mødet, og Helle Merete Brix skriver i sin nye bog, »30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed«: »Ud fra alt, vi ved, ville han dræbe Vilks og så mange blandt publikum som muligt.« Lars Vilks havde på det tidspunkt for længst gjort sig forhadt i den muslimske verden ved i 2007 at have tegnet profeten Muhammed som en hund i en rundkørsel. Tegningen var en reaktion på den danske Muhammed-krise, men det overraskede Vilks, at den lille tegning vakte had og førte til mordplaner. Han han været udsat for flere angreb i Sverige, og en terrorgruppe har udlovet en dusør på godt 1 million kr. til den, der slår ham ihjel.

Lars Vilks er i Danmark, fordi han har illustreret Helle Merete Brix´ bog.

Det politiske korrekte Sverige

Når man som du, Lars Vilks, er udsat for trusler og mordforsøg, så er det vel et hårdt psykologisk pres?

»Som kunstner har jeg i mange år været udsat for et pres. Allerede før min tegning af Muhammed havde jeg et kontroversielt kunstprojekt på Kullaberg, som vakte forbitrelse. Så jeg var vant til den slags, men balladen efter min tegning af Muhammed var en vældig opgradering af trusselssituationen. Jeg vidste ikke, at det ville komme. Den værste tid var, da jeg boede hjemme og ikke havde beskyttelse, for dengang kunne jeg frygte det værste.«

Hvad var det værste: Islamisternes hævngerrighed eller den frygsomme svenske reaktion, hvor det viste sig, at du stod temmelig alene?

»At islamisterne er, som de er, er til at forstå. Men det var vanskeligere for mig at acceptere, at det svenske samfund havde så svært ved at forstå alvoren i islamisternes trusler. Der fandtes længe en total fornægtelse, hvor man afviste, at der overhovedet var et problem. Regeringen satte akademikere til at udarbejde rapporter, hvor de skrev, at der ikke var noget islamisk problem og ingen trussel mod ytringsfriheden. Og forfatteren Jan Guillou skrev, at der ikke var terrorisme i Sverige. Det ved vi nu ikke er rigtigt.«

I Danmark skildres Sverige som et meget politisk korrekt samfund, hvor man lukker øjnene for bl.a. islamisk radikalisme?

»Ja, politisk korrekthed spillede så absolut en stor rolle. Efter 2007 kom det som noget et chok for mig, nybegynderen, hvor stor en rolle den spillede. I Sverige havde vi ikke den åbenhed, som I havde i Danmark.«

»Lars Vilks skabte et kunstværk i Kullaberg naturreservat i 1980: Den selvskabte nation Ladonia. I 2016 blev værket udsat for et brandattentat. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEFAN LINDBLOM.

Har du da ligefrem støtte nu i det svenske samfund?

»Så langt vil jeg ikke gå, men der er nu en mere åben debat. Da Dagens Nyheters journalist Niklas Orrenius, som er en meget politisk korrekt journalist, i 2016 skrev en seriøs bog om mig og om truslerne mod mig, betød det en åbning og en større forståelse for min situation. Men jeg betragtes stadig i det officielle Sverige som ikke-stueren. Jeg bliver ikke inviteret til universiteter, kunstudstillinger eller ceremonielle ting. Før krisen blev jeg ofte inviteret, men det sluttede efter 2007. Det er frygt, politisk korrekthed og udgifterne til sikkerhed, der gør, at man ikke vil røre ved mig.«

Kunsten skal kritisere konventioner

Din kunst og skæbne er blevet en del af kulturkampen. Er det mod din vilje?

»Det er kun de meget elementære og evidente sager,  jeg går ind i. Det er ytringsfriheden og retten til at kritisere og mindre kontroversielle sager som f.eks. islams problemer med modernisering. Men jeg vil ikke være en del af kampen på yderkanten, som f.eks. på den nationalistiske højrefløj. Når man bliver politisk ukorrekt, som jeg er blevet, så åbnes der en front på den ekstreme politiske fløj, som jeg ikke ønsker at blive en del af.«

Men du har skarpt kritiseret den svenske venstrefløj, så på den måde har du vel kastet dig ud i en politisk kamp?

»Jeg er mere interesseret i det principielle, nemlig i at kritisere de gældende konventioner, end at blive involveret i nogen specifik politisk kamp. Kunsten kritiserer altid dér, hvor magten findes.«

Og hvor findes magten?

»Magten er der, hvor konventioner dominerer. Det kan være institutioner, hvor vedtagne normer og klichéer er gældende. Også i kunstverdenen findes konventionelle holdninger, som er gyldige. Det har præget det svenske samfund og den svenske kunstverden, at politisk korrekte holdninger og venstreorienterede ideer dominerer, men jeg er ikke på nogen banal måde en del af en politisk kamp.«

Du siger, at du ser hele sagen om dig - truslerne og reaktionerne - som et kunstværk. Er det ikke at skabe en distance mellem den rå virkelighed og så din egen situation, som du altså anser for et kunstværk?

»Jeg ser min situation som et kunstværk, netop for at skabe en distance og få et overblik. Det letteste i verden er at knytte sig til en ideologi og tro på, at ideologien giver dig svaret. Jeg ser på hele spillet omkring mig for at skabe en afstand til dramaet. Jeg har ikke nogen entydige svar og ved ikke, hvad der vil ske, så alt indgår i dette kunstværk. Det interessante ved min sag er netop, at den skubber til konventioner på alle planer, og den udvikler sig konstant. Jeg har ingen svar, men jeg fremlægger det, jeg har observeret. Det er klart, at det er en form for æstetisering af  ideologiske komponenter. Men jeg ser det altså som et kunstværk, der fremlægger spørgsmål uden at levere svar, og det er netop det, god kunst gør.«

Men det skaber vel en distance til din egen virkelighed og din egen skæbne. Er det også en form for overlevelsestrategi?

»Jo, det kan du sige, men det ligger jo i postmodernismen, at man ser det hele udefra og mener, at vi alle sammen spiller med i en film. Men du har ret i, at det hjælper mig personligt, når det går dårligt, og jeg er nede psykisk, at se det som et kunstværk.«

Du har  dine meget mørke stunder, hvor den distance nedbrydes?

»Ja, det sker, og det sker i forbindelse med begrænsningen af min handlefrihed. Det var bedre tidligere, men man har nu begrænset min frihed, ikke af sikkerhedsgrunde, men mere af økonomiske årsager. Jeg har ikke meget indflydelse på min egen situation, og som offer er man temmelig retsløs.«

Tager vi dit standpunkt om, at det er et kunstværk til den yderste grænse, så kunne man hævde, at også nazisternes kz-fanger kunne se deres liv som et kunstværk. Men det ville vel være en usandhed, for ingen kz-fanger så deres liv som et kunstværk?

»Nej, men situationen er ikke sammenlignelig, for kz-fangerne kæmpede hver dag for deres liv. Sådan er det ikke med mig, for jeg har mange valgmuligheder og er ikke livstruet på samme måde.«

 

Efter angrebet på Krudttønden, hvor Lars Vilks var oplægsholder, viste skudhuller, hvor farligt angrebet havde været. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

 

Truet på livet

Hvis du bliver myrdet af en islamist, vil dit kunstværk så slutte?

»Kunst kan godt udvikle sig selv efter kunsternes død. Selv efter van Goghs død udviklede hans samlede kunstværk sig. Fortolkninger kan udvikle sig, for kunstneren er kun èn spiller i det samlede kunstværk. Betragternes kreative medvirken er en anden del af kunstværket, og nogle gange er det ligefrem bedst, at kunstneren er borte, for så forstyrrer han ikke det samlede kunstværk, og der er frit slag for fortolkninger.«

Når du kigger tilbage fra din første tegning af Muhammed i 2007, synes du så, at ytringsfriheden er truet mere eller mindre?

»Det er et kompliceret spil, for dengang i 2007 blev min tegning genoptrykt i mange aviser, men senere undlod man det. Så selvcensuren er blevet stærkere på ét niveau. Men samtidig er der kommet meget mere islamkritik frem i Sverige, så billedet er ikke entydigt. Samtidig er der i EU og FN stadig flere tegn på, at man ikke vil acceptere islamkritik, så man vedtager resolutioner om hate speech og andet, som i virkeligheden er udtryk for selvcensur. Så jeg ved faktisk ikke, om det går frem eller tilbage.«

Og hvordan er situationen i Sverige?

»Der er meget frygt i Sverige, og det afstedkommer selvcensur, men den åbne debat er kommet, og den kan ikke forsvinde igen. Men ikke mindst i svensk presse er der stadig meget selvcensur og jeg personificerer denne frygt, så jeg er ikke velkommen.«

I Sverige holdes Sverigedemokraterne ude af det politiske spil. Er der en sammenhæng mellem, at du holdes ude, og Sverigedemokraterne også holdes ude?

»På en vis måde ja. Den kunstverden, som jeg er en del af, er stærkt påvirket af venstreorienterede og politisk korrekte holdninger, og det er en del af min virksomhed at kæmpe mod de konventioner, der har præget denne kunstverden. Nu er venstrefløjens radikale ideer jo ikke så radikale, fornyende eller oprørende længere, de er blot blevet konventioner og mainstream, så mit kunstværk er et oprør mod denne konventionelle magt.«

Så de egentlige revolutionære, er det højrefløjens kunstnere?

»Nej, absolut ikke, så simpelt kan man ikke opstille oprøret. Man skal blot som kunster udfordre det konventionelle. Og det politiske system og kunstverdenen har en interesse i at fremstille enhver kritik af islam og islamisme som højreekstremisme, hvor ord som fascisme, nazisme og racisme anvendes for at stemple folk. Og det har ramt både Sverigedemokraterne og mig. Men mit kunstværk har et bredere sigte, nemlig at udfordre konventioner og politisk korrekte klicheer.«

Risikerer du at overskride nogle moralske grænser i den kamp og blive dømt, som plakatkunstneren Dan Park er blevet det?

»Dan Park er dømt for racisme og sat i fængsel, og det  er ganske enkelt dybt uretfærdigt. Der er tale om en politisk dom. Dan Park er ikke synderlig interesseret i politik og er ikke racist, men interesseret i at udfordre netop politisk korrekte konventioner. Men Dan Parks sag understreger, at man må have et kunstnerisk grundlag og en kunstnerisk fortolkning for at undgå at blive dømt ved en domstol for at udfordre konventionerne.«

Vil du blive fristet til at forstærke dine provokationer for at udfordre konventionerne?

»Det er ikke så let at udfordre konventionerne. Den store provokation fungerer ikke mere, for den bliver hurtig banal. Min lille tegning af Muhammed  blev en provokation, men det vidste jeg ikke, at den ville blive. De ikke planlagte provokationer er de bedste. Alle vil provokere nu, og vi har reklamer, der provokerer og politikere, der provokerer, så kunstnerens provokation må være sjælden og central.«

Er det svært at provokere kunstverdenen idag?

»Vi har en kunstverden, der er præget af politisk korrekthed, og hvor den kinesiske kunstner Wei Wei bliver banal, fordi han for at sælge og blive udstillet bliver politisk korrekt og hænger redningsveste op, som han gjorde på Charlottenborg i 2017  for at illustrere Vestens restriktive politik over for flygtninge. Det er dårlig og banal kunst, og mit kunstværk skal ikke udvikle sig til hverken dårlig eller banal kunst.«

Helle Merete Brix: 30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed med tegninger af Lars Vilks er udkommet på forlaget Pressto.