Prinsesse Diana, en tigerkonge og skægge vampyrer: Her er årets bedste streamingtilbud

Helt alene med os selv og vores nærmeste – og med streamingtjenesterne. Aldrig har vi set så meget tv og streaming som under coronakrisen. Her er de tilbud, som Berlingskes anmeldere har været mest glade for i 2020.

Foto: Netflix Des Willie og AFP/Ritzau Scanpix

Helt tæt på kronen

»Ved indgangen til fjerde sæson af »The Crown«, Netflix’ storserie om det britiske kongehus, er karaktererne nu så velkendte, at vi kan dem i søvne, uden at det dermed skal forstås, som om serien er blevet triviel. Tværtimod er seriens formidable evne til at omsætte verdenshistorie til et intimt menneskeligt drama stærk og usvækket.«

»Det store slagnummer er til gengæld den, som vi har ventet på i tre sæsoner: Den stormfulde romance mellem Charles og Diana (Emma Corrin). Første episode tager et langt tilløb, og lader den 18-årige børnehaveassistent Diana komme ind på scenen klædt som »Puk« fra Shakespeares »En skærsommernatsdrøm«. Det er ikke ren illusion. Charles er på besøg i hendes families fornemme country house, hvor Diana er ved at opføre stykket som børneteater.«

  • »The Crown«
  • ★★★★★☆
  • Sæson 4
  • Kan streames på Netflix

Læs hele anmeldelsen her.

»The Crown«, sæson 4. Emma Corrin som Lady Di. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix Des Willie.

Skak kan også være sexet

»»Dronninggambit« er en suveræn serie, selv intelligente mennesker kan holde ud at se. Og den bekræfter seeren i, at skønheden trods alt er til i verden.«

»Netflix-serien »Dronninggambit« – titlen referer til et udtryk i skak, hvor man ofrer en brik for at opnå en fordel – er noget så sjældent som en næsten helt vellykket fiktionsserie, som man kun kunne have ønsket sig, streamingtjenesterne havde nogle flere af. Og den fortæller en historie, som gennem skakspillets konfrontationer kommer igennem alle følelser i det menneskelige register i åndeløst spændende skakpartier, som ikke fortaber sig i uforståelige regler.«

»Her er en serie, der tager alle sine træk hjem med en selvsikkerhed som en skakspiller på vinderkurs. Dens eneste fejl er sådan set, at den gør det, en rigtig god omgang skak let kan resultere i: Den ender med at trække tingene lidt i langdrag.«

  • »The Queen’s Gambit«
  • ★★★★★☆
  • Sæson 1
  • Kan streames på Netflix

Læs hele anmeldelsen her.

Anya Taylor-Joy i rollen som Beth Harmon i »Dronninggambit«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix/PR.

Susanne Biers HBO-serie er drønspændende

»I nogle minutter tror man, at »The Undoing« lægger an til en dampende erotisk romance på tværs af socialklasse, aldersforskel og etnicitet, men på trods af Nicole Kidmans flakkende blikke og Elenas sensuelle læbevibrationer, er det ikke der, serien vil hen.«

»I stedet får vi en handling, der bringer mindelser om Tom Wolfes yuppie-hudfletning fra 1980erne, »Forfængelighedens bål« (fremragende bog, mindre heldig filmatisering), hvor et mord ligeledes ryster de svineriges fløjlsforede gemakker. Som Graces magtfulde milliardærfar, Franklin Renner, (Donald Sutherland) må erkende: »Denne sag er større end selv mig«.«

  • »The Undoing«
  • ★★★★★☆
  • Sæson 1
  • Kan streames på HBO

Læs hele anmeldelsen her.

Nicole Kidman og Hugh Grant er ægteparret, hvis magelige liv i New Yorks overklasse bliver udfordret af et mord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niko Tavernise/HBO.

De sociale medier har uhyggeligt meget på samvittigheden

»The Social Dilemma viser, at de sociale medie udnytter den menneskelige psykes svagheder, manipulerer bevidstheden og kaster folk ned i hver deres kaninhul af informationer.«

»Det er mildest talt tankevækkende at se graden af bekymring og forfærdelse over udviklingen hos eksperterne selv. Hvad der startede med gode intentioner om at forbinde folk og med »like«-knappen på Facebook at generere »positive vibes«, er blevet en mægtig destruktiv kraft i verden: Den sociale sammenhængskraft undermineres alvorligt, demokratierne kastes ud i en krise, og vi bliver sendt i retning af et civilisatorisk kollaps.«

  • »The Social Dilemma«
  • ★★★★★☆
  • Dokumentar
  • Kan streames på Netflix

Læs hele anmeldelsen her.

De sociale medier udgør i dag det meningsgivende system, vi primært bruger til at navigere i virkeligheden med. Fra »The Social Dilemma«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Expsoure Labs/Netflix.

Fremragende serie om flugten fra det mulighedsløse liv

»Serien er en fremragende fortælling om et mulighedsløst liv midt i New York, mulighedernes by. Men den minder os også om, at meningsløsheden driver os i favnen på meningen, hvis vi giver den lov. »Unorthodox« er et begavet, inspirerende kip med håbets flag, endda med al den duft af forår i Berlin, som hjertet, åh så overvældende, begærer lige nu.«

»Hvis du vil forstå, hvorfor de hasidiske jøder uanfægtet fortsætter det vante liv, uanset hvad resten af verden disker op med, så se den brillante miniserie »Unorthodox«. Serien, der er baseret på en virkelig historie, er et gribende og gruopvækkende indblik i et (kvinde) liv i et af de jødiske parallelsamfund, som for udenforstående ligner en slangekrøllet, hatteklædt turistattraktion.«

  • »Unorthodox«
  • ★★★★★☆
  • Miniserie i fire afsnit
  • Kan streames på Netflix

Læs hele anmeldelsen her.

»Unorthodox« kan streames på Netflix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anika Molnar/Netflix.

Fuldstændig grassat galskab

»»Tiger King« er en dokumentarserie, der slår alle rekorder i ren og skær all-american galskab. Det er så underholdende, at man næsten glemmer den dybere tragedie om lukrativ dyremishandling.«

»Netflix’ dokumentarserie »Tiger King«, der i syv afsnit skildrer livet på forskellige amerikanske »tigerfarme«, synes at tage alle ingredienser fra ovennævnte programmer og ælte dem sammen til en kras dej af fuldstændig grassat galskab, vold, promiskuitet, mere vold, narkomisbrug, kriminalitet og pleje af dyreunger.«

  • »Tiger King«
  • ★★★★★☆
  • Dokumentar i syv afsnit
  • Kan streames på Netflix

Læs hele anmeldelsen her.

»Joe Exotic« fra dokumentaren »Tiger King«. Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Vampyrparodi er udødeligt morsom

»TV-serien »What We Do in the Shadows« bruger det parodiske dokumentargreb, mockumentaryen, og bygger videre på Taika Watitis film fra 2014 af samme navn. TV-serien er et kistesøm mere rutinepræget end Watitis oprindelige film, der er et lille mesterværk.«

»Hvor filmen handlede om syv vampyrer, der noget usandsynligt deler en lejlighed i den newzealandske by Wellington, flytter TV-serien handlingen til Staten Island i New York, hvorfra en rede af vampyrer pønser på at »slavebinde« hele Nordamerika.«

  • »What We Do in the Shadows«
  • ★★★★★☆
  • Sæson 1
  • Kan streames på HBO

Læs hele anmeldelsen her.

Natasia Demetriou er udødelig og forfængelig i »What We Do in the Shadows«.  Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

TV 2s dokumentar om sexisme i de politiske ungdomsorganisationer er rystende

»Ni modige kvinders overbevisende fortællinger sætter kulturen i en række politiske ungdomsorganisationer i skammekrogen. Det er hård kost. Men hvad der er mest rystende: Ingen gjorde noget.«

»Man vidste jo godt, at der har været problemer med sexisme og syge omgangsformer i nogle af de politiske ungdomsorganisationer. Men forcen ved TV 2s indledende angreb på en betændt kultur er de stærke cases, der folder sig ud. Dokumentarserien har været halvandet år undervejs, og det har været det hele værd nu, hvor den rammer sexismedebatten med ualmindelige præcision.«

»At dømme efter første afsnit går serien forbilledligt til værks i forhold til den grundighed og seriøsitet, man må kunne forlange af medier, der giver sig i lag med #metoo-anklager. 54 vidner har bekræftet kvindernes historier. Alle er blevet hørt.«

  • »Partiernes skjulte overgreb«
  • ★★★★★☆
  • Tre afsnit
  • Kan streames på TV 2 Play

Læs hele anmeldelsen her.

»De politiske partiers skjulte overgreb« kaster en håndgranat ned i sexismedebatten. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV 2.