Anmeldelse: TV 2s dokumentar om sexisme i de politiske ungdomsorganisationer er rystende, præcis og veldokumenteret

Ni modige kvinders overbevisende fortællinger sætter kulturen i en række politiske ungdomsorganisationer i skammekrogen. Det er hård kost. Men hvad der er mest rystende: Ingen gjorde noget.

»De politiske partiers skjulte overgreb« kaster en håndgranat ned i sexismedebatten. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV 2

»Hvad der skulle have været specielt, blev ligesom taget fra mig.«

Den unge kvinde »Anna« vil gerne være anonym, for hun er stadig aktiv i ungdomspolitik. Men hun har sat TV 2s lone rider-journalist Frederik Brun Madsen stævne »et hemmeligt sted langt ude på landet«.

Det, der blev taget fra Anna, og som hun fortæller om med hårdt tilkæmpet præcision, er hendes mødom. Hun har billeder, der viser blodpletterne på det beskidte gulv på det toilet, hvor en af de øvrige festdeltagere trængte sig ind og udnyttede hende seksuelt.

Hun har endda billeder af gerningsmanden bagfra, mens han tørrer blod op fra gulvet og forsøger at slette sine spor.

En decideret voldtægt, der fandt sted i forbindelse med en fest i Liberal Alliances Ungdom, hvor den liberale fremtid havde drukket tæt efter et politisk møde.

Og som efterfølgende har frataget »Anna« glæden ved sex som noget, der kan handle om følelser.

»Detaljerigdommen i deres fortællinger er overvisende: »Jeg kan huske, jeg lå og lastede op på en plakat af Helle Thorning.««


Hen mod slutningen af første afsnit smider TV 2s stærke dokumentar »Partiernes skjulte overgreb« for alvor fløjlshandskerne og disker op med den ubehagelige historie, der ovenikøbet ikke er resulteret i en anklage, selv om offeret gik til politiet med et par års forsinkelse. Gerningsmanden? Han er ikke vendt tilbage, når tilrettelæggerne har henvendt sig for at få hans version af historien.

Og det gælder i det hele taget hele vejen rundt. Ingen af de involverede mænd er klar til at tale om deres egen del i de overgreb af varierende art, som allerede i første afsnit af den længe ventede serie vælter ud af skabene. Tænk, hvis nogen havde modet til at stille sig op og forklare sig. Dér er vi ikke endnu. Slet ikke.

Nu er det kvinderne, der fører ordet. Ni kvinder i begyndelsen og midten af 20erne. På tværs af politiske partier. Og det gør de med stor overbevisning og voldsom styrke i de vidneudsagn, der er filmet på en nøgen stol i et dunkelt lokale.

Effektivt begyndende med det, man normalt ikke ser på TV: Nervøsiteten, før det egentlige interview begynder. Stilhed før følelsesstorm. Men alligevel slående fattet og nådesløst velformuleret, da kameraerne ruller. De modige kvinder har haft tid til at tænke over, hvad det er, de har været ude for i de miljøer, hvor de søgte et fællesskab, der længe måske også var med til at holde dem fast i en stiltiende accept af tingenes horrible tilstand.

Detaljerigdommen i deres fortællinger er overbevisende: »Jeg kan huske, jeg lå og kastede op på en plakat af Helle Thorning.«

Og deres beretninger om alt fra sexistiske ritualsange til nedværdigende chattråde og fysiske overgreb peppes op af gennemtænkte rekonstruktioner, der for en gangs skyld ikke virker pinlige eller hysterisk utroværdige, men nøjes med nærmest abstrakte, flimrende og virkningsfulde stemningsangivelser.

Syge omgangsformer

Man vidste jo godt, at der har været problemer med sexisme og syge omgangsformer i nogle af de politiske ungdomsorganisationer. Men forcen ved TV 2s indledende angreb på en betændt kultur er de stærke cases, der folder sig ud. Dokumentarserien har været halvandet år undervejs, og det har været det hele værd nu, hvor den rammer sexismedebatten med ualmindelige præcision.

At dømme efter første afsnit går serien forbilledligt til værks i forhold til den grundighed og seriøsitet, man må kunne forlange af medier, der giver sig i lag med #metoo-anklager. 54 vidner har bekræftet kvindernes historier. Alle er blevet hørt.

En voksen til stede?

Indledningen er urovækkende: Vi starter med et dunkelt skud af magtens højsæde, Christiansborg, som vi ellers så gerne vil hylde som epicentret for frihed, demokrati og ligeværd. Mens Sofie Lindes efterhånden ofte gentagne ord, der kickstartede hele #metoo-debatten i Danmark efter års forsinkelse, lyder. Så er rammen ligesom sat.

Og i den mindst lige så uheldssvangre, formørkede intro krydsklippes der småubehageligt til billeder af skiftende statsministre og partiledere, der i sidste ende har haft ansvaret for deres partiers ungdomsorganisationer. Man spørger i det hele taget sig selv: Har der været en voksen til stede? Og hvorfor har ingen gjort noget?

Det er decideret rystende at erfare, at DSU i 2015 bestilte en undersøgelse, der viste, at hele 29 procent af deltagerne på en påskekursus havde følt, at andre var kommet dem fysisk for nær under opholdet. På sommerlejren så det ikke meget bedre ud. Ingen gjorde noget. Ingen fulgte op på noget – og dermed ligner ungdomsorganisationen DR, TV 2, og hvem der nu ellers har været ude af stand til at tage sexismediskussionen alvorligt.

DSUs nuværende formand, Frederik Vad Nielsen, der også dengang var en del af ledelsen, ser mildest talt opgivende ud, da han spagt pipper, at der i det mindste blev sat en undersøgelse i værk. Han bliver i øvrigt effektivt mødt i en konfrontation af den Rikke From, der meldte sig ud af DSU efter otte års observationer af grov sexisme, som ingen gjorde noget ved.

»Du har jo vidst, at der har siddet personer, der har udnyttet deres position over for meget unge piger,« slynger hun ham i hovedet, mens han prøver at lægge ansigtet i de rette bekymrede folder, men mest af alt ser ud, som om han håber på, det hele vil gå væk af sig selv.

»Hvad fanden kan man sige?« siger han undervejs.

Ja, Frederik Vad Nielsen, hvad fanden kan man sige? Det synes jeg, du skal fortælle os. Og de andre kan de øvrige politiske partier over en bred kam også godt begynde at forberede sig på at levere et svar på.

Anmeldelsen er blevet til på baggrund af første afsnit af »Partiernes skjulte overgreb«, der vises på TV 2 torsdag aften kl. 20 og kan streames på TV 2 Play.