Øv, en trist omgang #metoo

Skulle det mon være muligt at forfatte en klumme, som IKKE handler om corona …? Jeg vil prøve … Jeg gør det sgu!

Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

I kølvandet på #metoo kører toget ustoppeligt videre, trækkende efter sig et blodspor af desavouerede og udskammede mænd. At grænseløse skiderikker, voldtægtsforbrydere, magtmisbrugere og sadistiske kvindefornedrende svin skal hænges til tørre, er helt o.k. med mig. Jeg tror simpelthen ikke på, at der findes et bredt udrullet nederdrægtigt oldboysnetwærk, som kollektivt holder hånden over og sikkerhedsnettet under utilstedelige mænd. Jeg tror, det er en myte. Jeg er i hvert tilfælde ikke med i det netværk.

Jeg bryder mig lige så lidt om en voldtægtsmand som den mest glødende feminist – dér er i vi fuldstændig enige. De grimme krænkere skal frem i lyset. Er de skyldige som anklaget, skal de dømmes og straffes efter loven med den straffedes rettigheder.

Sådan! Men er det nu også det, der sker i disse uger? Jeg er ikke helt sikker. Sofie Linde skrev sig ind i historiebøgerne med sin berømte tale ved Zulu Comedy Galla, hvor hun strøg tændstikken til denne omgang #metoo. Og som man så rigtigt siger ... Når først der går ild i gamle huse.

Men blev vi egentlig klogere? Hvem var mon denne »store kanon« med den ensidige fellatio-ambition? Jeg færdes i periferien af det miljø og har hørt samme navn nævnt flere gange, men er det nok? Er det så ham? Hvor mange andre tror som jeg, at de kender hans navn? Hvor mange gætter på en anden? Er det godt eller skidt?

»Få dog stodderen frem i lyset og sagen lukket! Nu hænger den i luften som en lummer prut.«


Jeg syntes, det er HELT forkert! Få det dog ud i det åbne! Havde vi mon nærmet os målet, altså en rensen ud i fordums synder og en ny standard for respektfuldt samvær mellem mand og kvinde, hvis vi havde fået svesken på disken og navn og ansigt på manden? Men det fik vi ikke. Sofie havde sine grunde til ikke at sige fra dengang og ikke stille »den store DR-kanon« til regnskab nu … rygterne svirrer, men vi ved faktisk ikke rigtig noget, vi har kun Sofies halve beretning. Kunne man formode, at DR ville bruge en så klar, åbenlys og nationalt udrullet historie til at få skeletterne ud af skabet og starte på en frisk? Næhhh ...

Man fornemmer næsten tværtimod. Komisk var det i de efterfølgende uger at se, hvordan en lang perlerække af DR-mænd på mere eller mindre kejtede måder forsøgte at få illustreret, at det i hvert tilfælde ikke var lige præcis dem ... men hvem var det så? Få dog stodderen frem i lyset og sagen lukket! Nu hænger den i luften som en lummer prut.

Morten Østergaard, Frank Jensen, Jens Gaardbo, Jes Dorph ... og mange andre ikke så højtprofilerede og navngivne offentlige mænd er blevet udråbt som krænkere og sanktioneret efter den for tiden gældende stemning, men hvad havde de egentlig gjort, og hvornår? Ingen ved tilsyneladende præcist, hvad der er foregået, og vi betragtere må se os hensat i forvirring og tusmørke. Bland dig udenom, kunne man med rette sige til sådan en nyfigen én som mig, men deri er jeg ikke enig. Når først disse sager bliver så voldsomt publiceret, så er de i alles interesse, og derfor tillader jeg mig at stille mig spørgende an.

Ville det ikke være godt, at få sagerne ud i det åbne fuldt belyste, færdigbehandlede, transparente og ærligt sanktionerede og så fix-und-fertig? Ku' vi så komme videre, lære af fordums fejl, blive klogere og stærkere sammen?

Krænkelsens anatomi

Men nej. Sådan er krænkelsens anatomi åbenbart ikke. I stedet sidder vi igen med halvfærdige historier, insinuationer og uunderbyggede hear-say-anklager. Det perfekte grundlag for rygtedannelser, rænkesmederi, skyggeprocesser, konspirationsteorier og dem mod os-polariseringer. Fra Gaardbo hørte vi intet, men Jes var ikke tilsvarende stækket og fortalte direkte, at TV 2 havde tilbudt ham et pekuniært hold kæft-bolsje. Jes sagde efter sigende nej tak, men mon Gaardbos rungende tavshed så betyder, at han sagde ja tak? Hvad koster mon en mands tavshed, sådan i kroner og ører? Sådan en plet på skjorten kan aldrig vaskes af, den vil være der resten af mandens dage …

Forleden kunne man så i avisen læse, at Jens Gaardbo skal skilles, men det har HELT BESTEMT ikke noooooget som helst med hans mystiske fyring at gøre. Sladderen kører i kulissen, rygterne svirrer, jo mindre vi ved, desto mere gætter og gisner vi. Jeg føler med Gaardbo, det er et uværdigt spektakel at betragte.

Som almindelig mand på gaden, uden hverken grimme intentioner eller en privilegeret vertikal magtstruktur over kvinder i min arbejdssfære, følger jeg selvfølgelig med i de her meget offentlige sager. Naturligvis håber jeg, såvel som så mange andre, både kvinder og mænd, at der kommer noget godt ud af denne omgang #metoo, men jeg tvivler desværre … i min næse stinker det hele, jo mere man rører op i det. Alle taber, ingen vinder. Øv.