»Jeg følte det, som om folk ville misforstå bevidst.«
»Skyde mig i skoene, at jeg bare var ude på opmærksomhed, bare ville have en gratis omgang i mediemøllen, og at jeg løj.«
Årets sidste »Genstart« – det populære DR-program, som fortæller tidens største historier fra begyndelsen – er blevet sendt her, fredag morgen, og i dag er fortællingen Sofie Lindes, og ovenstående ord er hendes.
Hun og hendes beretning til Zulu Comedy Awards om tv-kanonen, der forsøgte at true sig til oralsex, satte skub i sexisme- og #metoo-diskussionen herhjemme og blev startskuddet til, at rigtig mange brancher tog livtag med sexisme og sexchikane.
Flere personer har som følge heraf måttet forlade deres fremtrædende stillinger.
Undervejs føltes det imidlertid ikke, som om det ville rykke noget, fortæller Sofie Linde i »Genstart«.
I stedet var det ensomt og svært, og det tog tid, før medier og meningsdannere begyndte at interessere sig for essensen i talen og dens budskab, oplevede Sofie Linde.
I stedet handlede det længe om, hvem den store tv-kanon mon var, og frem for at tage ligelønsdiskussionen blev der i stedet sået tvivl om nogle af Lindes pointer vedrørende en lønforhandling.
»Jeg ved lige fra start, at jeg ikke kommer til at sige navnet på ham, men på trods af det begynder jeg at få opkald fra tidligere kolleger, som jeg arbejdede med for 12 år siden, som fortæller, at journalister har opsøgt dem og bedt dem forholde sig til, hvem den store tv-kanon er,« siger Sofie Linde.
»Det var så vildt at opleve, hvordan det ligesom handlede om at jorde mig. Det var benhårdt.«
Vendepunktet blev de støtteerklæringer, som kvindelige journalister indsamlede, og i programmet bliver Sofie Linde rørt, da hun skal tale om den støtte, som pludselig strømmede imod hende.
Lyt til programmet her.