Gad vide, hvad der egentlig foregår på TV 2? Tv-stationen har netop standset en dokumentar, der skulle afdække sexisme og #metoo på danske mediearbejdspladser, men da pilen pludselig begyndte at pege lidt for meget på TV 2 selv, droppede man dokumentaren. Det hedder sig, at TV 2 ikke skal undersøge TV 2, men hvis det er holdningen, hvorfor så igangsætte en undersøgelse til at begynde med? Det må siges at være en noget spøjs konklusion at komme frem til efter halvt års research og optagelser.
Hvis Danske Bank havde igangsat en hvidvaskundersøgelse af sig selv og var kommet frem til, at der var foregået endnu mere hvidvask end først antaget og derfor konkluderet, at man hellere måtte skrotte undersøgelsen, så havde landets journalister sagt: Seriøst? Og var faldet døde om af grin.
Igen må man konstatere, at Facebook er et galehus for mennesker over 50 år
De medvirkende i den planlagte dokumentar er dog næppe ved at dø af grin. De må være målløse over først at skulle fortælle om krænkelser og overgreb og gennemgå en retraumatisering for så at få at vide, at produktionen er blevet skrottet, fordi deres oplevelser var for skrap kost – for TV 2s ansvarlige ledelse.
De TV 2-medarbejdere, der har arbejdet på dokumentaren, må også være paf, og det samme fornemmer man, at mange TV 2-ansatte i det hele taget er over den ledelsesmæssige slingrekurs på stationen.
Samme ledelse skal dog roses for at vise handlekraft, når det kommer til at tage konsekvensen af den eksterne advokatundersøgelse, som har ført til sanktioner og afskedigelser af værterne Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen. Især programchef Lotte Lindegaard har måttet lægge ryg til lidt af hvert, for man fyrer ikke uden videre to mænd, der er ringforlovede med nationen.
Amokstøttegruppe
Tænk bare på amokstøttegruppen »For os der støtter Jes Dorph og Jens Gaardbo« på Facebook. Her kan man finde misogyni, voldstrusler og et hysterisk krav om at få de to tilbage på skærmen, fordi man i tre årtier har indtaget sin aftenkaffe sammen med dem. Gruppen, som vist er kollapset igen, var desuden et interessant antropologisk studium i den generationskløft, #metoo har blotlagt.
Jeg har ikke systematiseret samtlige oplysninger om brugerne i støttegruppen, men da mange af dem hedder Bente, Keld, Kirsten, Inge, Jonna, Bjarne, Finn og Jørgen, har de formentlig været med, siden TV 2 gik i luften i 1988. De tager parti for Jes Dorph-Petersen, og han har også snedigt og professionelt brugt sin egen folkelighed som våben.
Tre observationer i den forbindelse:
1. Jes Dorph valgte som bekendt selv at fortælle sin historie til Politikens journalist Olav Hergel, og læserne skal meget langt ned i den over 30.000 anslag lange artikel, før vi får at vide, hvad den tidligere vært er blevet anklaget for. Der er ellers tale om opsigtsvækkende grove anklager om vold, forfølgelse og voldtægt. Disse anklager bliver i støttegruppen til »bare en hånd på et lår« og til, at misundelige kvinder løgnagtigt prøver at tryne stakkels mænd for at få deres job. Der vendes op og ned på krænker og krænket, og det sande offer er ikke kvinderne, men Jes Dorph. Hvis man sørger for at underspille bestemte kendsgerninger, kan man manipulere læserne til at tro, at de også ER mindre væsentlige.
2. For det kan vel ikke være sådan, at den runde, joviale, halvskaldede og lidt fjollede tv-vært har gjort sig skyldig i andet end at være hyggelig, vel? Malcolm Gladwells bog »Talking to Strangers« giver måske lidt af svaret. Videnskabsjournalisten skriver, at vi har en tendens til at slutte fra en persons ydre til vedkommendes indre og til at tro, at hvis et menneske ser venligt ud, så er det det nok også.
Men et menneskes ydre afspejler langtfra altid dets indre. Transparens er i høj grad en myte, pointerer Malcolm Gladwell og kommer med en lang række videnskabelige, popkulturelle og historiske eksempler. Fra Chamberlains møde med Hitler over tv-serien »Friends« til demaskeringen af Bernard Madoff. Bill Cosby kunne også være et eksempel her.
Gladwell beskriver desuden det, han kalder »default to truth«. I mødet med alvorlige anklager mod folk, vi godt kan lide, foretrækker vi som noget helt naturligt at stole på dem og afvise alle andres argumenter, vidnesbyrd, fakta og beviser.
3. Og det må man sige er sket i sagen om Jes Dorph-Petersen. Han stillede samme dag op til interview i Aftenshowet, men ønskede ikke at tale om selve anklagernes indhold. »Det er meget ubehageligt for mig at tale om, Mette,« sagde han til intervieweren, Mette Bluhme Rieck, hvis fornavn han i det hele taget gentog ad absurdum ligesom en sympatianglende telefonsælger. Til gengæld ville han gerne fortælle en masse om processen, og hvorfor det var synd for ham. Mette Bluhme Rieck lavede et svært, men glimrende interview og blev efterfølgende udsat for en urimelig tilsvining på Facebook – igen må man konstatere, at det sociale medie er et galehus for mennesker over 50 år.
TV 2s dokumentar kunne have bidraget til at opklare, hvem der egentlig er krænker og krænket i denne ulykkelige #metoosag, men valgte altså at trække den tilbage. Tilbage står, at popularitet er et stærkt våben i kampen om sympatien, og at generationerne deler sig på midten – de ældre har sympati for mændene, og de yngre har sympati for kvinderne.
