Morten Hesseldahl: DR bør og skal dyrke det nørdede

Som led i de omfattende besparelser, DR er blevet pålagt, ofrer man de to billige feinschmecker-kanaler P6 og P8, og det er helt forkert set ud fra et public service-synspunkt.

Foto: Anne Bæk

Da DR for nogle år siden søsatte radioprogrammerne P6 og P8, blev der rådet bod på en mangeårig undladelsessynd hos public service-giganten: Kompetent musikformidling.

Musik havde i årene forinden udviklet sig til alene at være en slags lydtapet mellem den omsiggribende smalltalk på sendefladen, ligesom musikken på de kommercielle radiostationer udelukkende blev anvendt som underlægning for det, man her var sat i verden for: Reklamespots.

Med P6 og P8 blev indiemusik og jazzmusik taget alvorligt som kunstneriske udtryk og et kulturelt fænomen i sin egen ret. Præcis som det gennem mange år var sket for den klassiske musik på den i øvrigt stadigt mere afpillede P2-kanal.

På hver sin måde stimulerede de tre kanaler den levende musikscene, og de løftede generelt den musikalske dannelse i landet, til gavn for både musikere, lyttere og samfund.

På P6 og P8 blev vejen banet for alt det nye, ligesom det bedste af musikhistorien igen og igen blev støvet af og introduceret for nye generationer.

I de diminutive radiostudier i DR-byen har det vrimlet med engagerede fagfolk, der i ét væk har udpeget nye musikalske spor, man efterfølgende har kunnet forfølge på egen hånd, f.eks. på Spotify. Tusind tak for det!

Men fra årsskiftet er det slut.

Som led i de omfattende besparelser, DR er blevet pålagt, ofrer man de to billige feinschmecker-kanaler P6 og P8, og det er helt forkert set ud fra et public service-synspunkt.

DR bør og skal nemlig dyrke det nørdede. Ikke bare af hensyn til nørderne, men fordi vi helt generelt risikerer en forfladigelse af musikken i Danmark, hvis de få eksisterende væksthuse for det skæve, eksperimenterende eller skramlede bliver lukket.

Det er herfra, fornyelsen kommer. Det er ikke fra de kommercielle stationer og ikke fra de brede programmer, som DR i stort omfang fylder sendefladen med.

Ikke fordi de brede programmer ikke skal være der. Det skal de naturligvis. Men det er lige så klart, at de brede programmer tømmes for kant og tyngde, hvis ikke de får næring af det indhold og de nye navne, der udvikles i de mere nicheprægede rammer.

Det gælder for debat, politik og samfund, ligesom det gælder for musik, litteratur og anden kunst.

Uden den »grundforskning« efterlades vi alene med det velkendte. Den samme mainstreammusik og de samme nedtrampede positioner på alt og alle. Og det går ikke, hvis vi i øvrigt tror på, at et samfund har behov for konstant at blive vitaliseret af det nye, smalle eller bare overraskende.

Det er, hvad nicheprogrammerne kan, og det er det, vi nu fra årsskiftet mister på jazz- og indiemusikkens område. Det er begrædeligt for både musikelskere og nørder og dem, der ved, at også de brede programfællesskaber er afhængige af friskt blod og en sprællevende musikfortid.