Frispark

Når noget gør ondt, skal det ud. Eller som en underviser i 1981 på et kursus i humanistisk kroppsykoterapi (det hed det!) engang sagde til os kursister: Giv smerten lyd.

Den slags skal man ikke sidde overhørig. Specielt ikke, når manden, der sagde ordene bærer det respektindgydende navn: Henrik Solsikke.

Min »smerte« handler om noget så lavt og almindeligt som misundelse. Overfor dem, der har penge og succes og store huse og dejlige biler og virker som om det bare kører. Alt det man ikke selv har, men drømmer om og ser på TV. Og ja, de er sikkert ikke lykkeligere end mig, men de burde skamme sig, hvis de ikke er. Jeg har været kronisk misundelig, siden jeg for fire år siden flyttede til Nordkysten og næsten hver dag konfronteres med den, hvad enten det er husene ud til vandet eller overhørte samtaler i kystbanetoget. Misundelsen gør nas på en irriterende indædt måde, som jeg ikke er stolt af. Derfor disse linjer, der måske kan vise andre i samme situation, at de ikke er alene. For ingen taler om misundelse, og hvis man gør, så er det med et ironisk grin som om, man har det helt fint med det.

Jeg mødte for en måned siden et par, som jeg ikke ser så meget til mere, og deres ene datter. Det var den slags afrapporteringsmøder, hvor der kun er tid til at referere, hvad man har lavet siden sidst, og hvordan status quo ser ud. Min afdeling var hurtigt overstået, fordi jeg ikke havde så meget nyt at fortælle og ikke fandt situationen egnet til at problematisere min sammenbragte familiesituation. De, derimod, var trætte efter at have holdt weekend på en stor båd, som de havde sejlet rundt i med nogle venner i det sydfynske øhav. Og så var de også godt trætte af at sætte nye køkkener op i deres ferielejlighed i Nice og i sommerhuset (ned til en sø) i Sverige. Hun havde succes i sit nyoprettede énmandsfirma, og han havde stadig sit indflydelsesrige og velbetalte job. De skulle ikke lave så meget denne sommer, bare være dem selv og deres to teenagepiger i huset i Sverige.

Det lød super godt. Min egen erfaring med en teenagedatter er, at hun ville foretrække ferie med vennerne frem for at gabe kæberne af led med far eller mor. Det fik mig til, med et solidarisk smil til deres datter, at nævne, at det måske ikke var det sjoveste for deres piger at holde flere ugers ferie med de gamle i det øde Småland. Jeg fik at vide, at det ikke var noget problem, fordi pigerne jo var gode til at stå på vandski på søen. Jeg mærkede misundelsen prikke under huden. Men som altid tøjrede jeg den og bebrejdede mig selv mit lave selvværd. Vi sagde farvel, og vi skal også ses snart og skiltes med vink og smil. De kørte bort i en bil uden rusthuller.

Sidste søndag kørte jeg så i det blændende solskin på cykel nedad Kystvej i Hornbæk. Det gør jeg nogle gange for at drømme mig bort, men det er altid lige lukt ned i misundelsen snævre gab. Kystvej er vejen, hvor Danmarks dyreste sommerhuse ligger skulder ved skulder som perler på en kæde, hvor der står: PRIVAT, eller også står der kun et efternavn på en brummer ved porten, og bagved på perlegruset står en Audi og en Mercedes måske på udenlandske plader, men i hvert fald i skyggen af gamle træer. Sommerhuse er så meget sagt, for det er lækre, ofte gamle velholdte huse på flere hundrede kvadratmeter til tocifrede millionbeløb. Jeg kørte langsomt ned ad vejen og tilbage og kiggede fra side til side, så jeg blev rundtosset af at se, hvor store og rummelige og lyse husene var. Intet liv at spore. Bare stille velstillet ro i heden. Et par amerikanske kvindestemmer på vej ud af en bil. Lyden af et TV bag en mur, hvor man hørte, at de kongelige var ved at indfinde sig i dåbskirken. En solsort på et græstag. Jeg tænker hver gang, jeg tager turen, at det her er det tætteste, man kommer på Paradis og ikke mindst: GID DET VAR MIG!

Henrik Solsikke ville have sagt det på en anden måde: Hvil i dig selv.