Derfor begås det ene karaktermord efter det andet i politik og kulturliv: »Jeg var fuldstændig knust«

I åbne krige på den politiske scene er karaktermord en del af krigsførelsen. Men fænomenet begrænser sig ikke til politik. Det strækker sig langt tilbage og helt ind i samtidslitteraturen, siger lektor. At udføre det er lettere end nogensinde, men ødelæggelsen er den samme som altid. Teaterdirektør Jon Stephensen har mærket skaden i årevis.

Teaterdirektør Jon Stephensen gik fra at være den måske mest succesfulde skikkelse i det københavnske teatermiljø til at være et udskældt, sort får. »Skaden var sket, karaktermordet lykkedes. Jeg følte mig værdiløs,« siger han i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Jon Stephensen var bange. Han tænkte, at det hele måtte være en fejl. Han var lammet, som et rådyr i en lyskegle fra forlygterne på en bil.

»Jeg var fuldstændig knust,« fortæller han i dag.

Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T. Men i 2009 blev han hovedperson i en sag, der resulterede i, at han blev fyret fra sin stilling som chef på Østre Gasværk Teater. Senere blev han med egne ord »juridisk renset og nåede overfladen igen«, men alligevel hænger den over ti år gamle sag stadig ved. Selv kalder han episoden for et karaktermord og beskriver i dag forløbet som at være »et stykke jaget vildt, som må jages hele året«.

Det er netop derfor, Berlingske har talt med teaterdirektøren. For fænomenet karaktermord er langtfra nyt, men det er et højaktuelt begreb, og vi ser det blive brugt på den politiske scene, i litteratur og på sociale medier.

Jon Stephensen, teaterdirektør

»Dengang kunne jeg pludselig dårligt tage mine egne sko på.«


Jon Stephensens historie vender vi tilbage til. Først skal vi forbi et spørgsmål, som de seneste dage har floreret på sociale medier: Er folketingspolitikerne i det Radikale Venstre i fuld gang med at begå karaktermord på hinanden på kryds og tværs?

Spørgsmålet er opstået i kølvandet på det fortsatte blodbad i partiet, som er udløst af en stribe personangreb. Først da Morten Østergaard gik af, efter at det kom frem, at han angiveligt selv var blevet bedt om at holde krænkelsessagen med Lotte Rod hemmelig, hvilket efterfølgende blev trukket tilbage. Og nu igen, hvor Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen til offentlige skue på sociale medier beskylder hinanden for at lyve.

Torsdag aften kunne B.T. fortælle, at Sofie Carsten Nielsen – i kølvandet på hendes og Ida Aukens beskyldninger mod hinanden – har sendt denne besked til Auken: »Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at det har du aldrig fortalt mig om. Vi har talt om mange gange, at Morten var klam, at han har taget dig på røven fx.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Den fulde sandhed bag anklagerne kender offentligheden ikke, og måske kommer den aldrig til det. Men ikke desto mindre dukker begrebet karaktermord ofte op, når personlige opgør finder sted.

Slår man begrebet op på ordnet.dk lyder definitionen på karaktermord, at der er tale om en »ondsindet og uberettiget ødelæggelse af en persons gode rygte«.

Og at ødelægge en persons »gode rygte« er måske lettere end nogensinde før.

Et tyndt grundlag

Spørger man ekspert i sociale medier Astrid Haug, der har fulgt den digitale udvikling gennem 15 år, er det med sociale medier således lettere end nogensinde før at miskreditere andre mennesker.

»Hastigheden i dag er en helt anden end tidligere. Sociale medier har gjort det lettere at så tvivl om folks omdømme på et tyndt grundlag, og det hele kan ske ekstremt hurtigt,« siger hun og fortsætter:

»Se eksempelvis på situationen hos de Radikale. Ida Auken skrev onsdag på sin Facebook, at den politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, ikke har fortalt offentligheden den fulde sandhed om krænkelsessagerne. Meget kort tid efter svarede Carsten Nielsen igen på sin egen profil og afviste alle Aukens anklager,« siger hun og påpeger, at miskrediteringen typisk tidligere foregik fra mund til mund eller gennem pressen.

Ekspert i sociale medier Astrid Haug, der har fulgt den digitale udvikling gennem 15 år, fortæller, at det med sociale medier er lettere end nogensinde før at miskreditere andre mennesker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Historisk set går begrebet meget længere tilbage end SoMe-tidsalderen, og det er altså langtfra et fænomen, der udelukkende udspiller sig på digitale platforme og i den politiske verden.

Fænomenet karaktermord er nemlig også at finde i litteraturen – og har været det længe.

Det forklarer Rikke Andersen Kraglund, der er lektor på Nordisk Sprog og Litteratur ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Hun har blandt andet undersøgt karaktermord i samtidslitteraturen.

»Karaktermord som fænomen har altid været til stede i litteraturen. Det er helt naturligt, fordi det opstår i vores relationer til hinanden i eksempelvis familie- og kærlighedsforhold. Vi anklager hinanden og forsvarer os selv, når vi er i problematiske situationer,« siger hun.

Rikke Andersen Kraglund fortæller, at der i moderne litteratur er »en markant tendens til karaktermord«.

Hun nævner, at det eksempelvis er blevet langt mere tydeligt, at forfattere inddrager virkelige personer med rigtige navne i deres romaner.

»Karaktermordet vækker mange etiske problemstillinger, fordi værker kan opfattes som ærekrænkende over for de personer, som bliver negativt omtalt deri. For ofrene af karaktermord bliver det ekstra problematisk i selvbiografiske romaner, hvor det er særligt vanskeligt at skelne mellem virkeligheden og fiktion.«

Komponenterne til et karaktermord er typisk, at en person bliver fremstillet usympatisk, bliver anklaget for at have dårlige karaktertræk og begår usympatiske, pinlige eller skamfulde handlinger, siger Rikke Andersen Kraglund.

Hun forklarer, at et af de mest omdiskuterede værker, når det kommer til karaktermord, er romanserien »Min kamp« af norske Karl Ove Knausgård.

»I det værk står der jo direkte, at forfatteren ikke ville tage hensyn til sine nærmeste. Han valgte at bruge sin kones navn, sin fars navn og så videre. Allerede da bogen blev udgivet, blev der skrevet læserbreve fra de berørte personer i pressen. De oplevede det som dybt ærekrænkende, men ved at udtale sig i medierne kom de samtidig til at skabe endnu større interesse for deres privatliv,« siger Rikke Andersen Kraglund.

Hvad er konsekvenserne af karaktermord i litteraturen?
»Som offer for karaktermord er det utroligt grænseoverskridende at se sin livshistorie placeret i en roman. Forfatteren vil ofte have brugt oplysninger fra et fortroligt rum, hvor der er en indforstået tavshedspligt mellem familiemedlemmer, venner og kollegaer. Man kan derfor spørge, om litteraturen altid står i en større sags tjeneste, der berettiger karaktermord og angreb på virkelige menneskers liv? Domstolene fælder meget sjældent domme om ærekrænkelse i forhold til skønlitteratur.«

Bunden af brønden

Og så fra karaktermord i skønlitteraturen og tilbage til virkeligheden og teaterdirektør Jon Stephensen.

Sagen fra 2009 handlede om, at bestyrelsen på Østre Gasværk Teater, hvor Stephensen var chef, og ledelsen i paraplyorganisationen Københavns Teater, mente, at han uretmæssigt havde modtaget et honorar på 170.000 kroner fra et produktionsselskab ved navn The One and Only Company.

Sagen blev et højspændt drama i medierne, hvor Jon Stephensen blev anklaget for at have taget af kassen, men selv nægtede han, at det var foregået.

Et revisionsfirma vurderede, at der juridisk set ikke var noget at komme efter i sagen, og siden blev anklagerne fra Københavns Teater trukket tilbage.

Billedet er fra en længere Berlingske-artikel fra 2016, der handler om Jon Stephensens fald og genrejsning. »Jeg mistede det hele. Alle æg lå i én kurv. Jeg knoklede som et svin morgen, dag, aften og nat. Jeg havde fået succes på den næstsværeste scene i Danmark, og afleverede over 200.000 tilskuere på en sæson. Det var meget voldsomt, at jeg skulle ud på grund af en fodfejl. Jeg havde ikke taget af kassen, som pressen skrev,« sagde han blandt andet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Men inden det skete, var Jon Stephensen gået fra at være den måske mest succesfulde skikkelse i det københavnske teatermiljø til at være et udskældt, sort får. Persona non grata.

»Skaden var sket, karaktermordet lykkedes. Jeg følte mig værdiløs. Og det tog lang tid for mig at finde tilbage til mig selv. Det var som at befinde sig på bunden af en brønd og ikke være i stand til at komme op. Det var enormt voldsomt. En stor del af mit liv var at få ting til at ske, men dengang kunne jeg pludselig dårligt tage mine egne sko på,« siger han.

Efter at sagen havde lagt sig, blev blev Jon Stephensen i 2011 hyret ind som teaterdirektør på Aveny-T, og det er ikke med vrede, at han udtaler sig om sagen i dag.

Men når det er sagt, hang sagen ved i årevis – og det gør den stadig.

»Jeg blev juridisk renset, og anklagerne blev jo trukket tilbage. Men det personlige hænger ved. Ordet »svindler« bliver stadig brugt mod mig, når jeg blander mig i debatten.«

Tror du, at man er man stemplet for evigt, når man har haft sådan en sag?
»Jeg ved det ikke. Men når jeg læser om P1-værten Mads Aagaard og de Radikales Morten Østergaard, tænker jeg: Hvordan fanden kommer de videre? Jeg spejler mig i det, de skal igennem, for det er virkelig voldsomt.«

Er det ikke deres egen skyld?
»Det vil jeg ikke forholde mig til. Det er klart, at de ikke kan renses juridisk, men de kan håbe på tilgivelse. Men om tilgivelsen kommer, aner jeg ikke. Det er hårdt at være på toppen i en ung alder med drømme om ministerposter eller at ryge til tops i medieverdenen. Det gør så nas at falde ned, og jeg håber, de har venner og familie. Man er alene i mørket, når sådan noget sker.«