Dennis Nørmark: »Nu bliver alle intellektuelle mænd over 55 rasende, men jeg kan bedre lide »Bob Dylan fra Thyborøn«, end Bob Dylan«

Mit Kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det Dennis Nørmark, sociolog og forfatter.

»Jeg synes, at for mange danskere tror, at kunst skal demokratiseres, men det skal kunst egentlig ikke.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»Så tænker jeg både højskolesangbog og håndboldhal. Jeg tror i det hele taget, jeg tænker meget på fællesskabsprægede aktiviteter. Jeg synes, at jeg oplever, at dansk kultur handler meget om noget, man deler i Danmark, noget, der giver sammenhold i stammen.

Det er jo også kultur i den mere antropologiske forstand: De regler og normer, der binder os sammen. Der er en række koder og forventninger i forhold til de ting. Det er derfor, vi kan skændes højlydt i medierne over, hvilke sange der er med i Højskolesangbogen.

Man kan ikke påstå, at befolkningen er udannet i et land, hvor man går op i sangvalget i en sangbog, der i øvrigt år efter år ligger på bestsellerlisterne!«

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Jeg var på Kunsten i Aalborg og se udstillingen »Work it Out«, som jeg selv har været med til at udvikle ideer til. Det er en udstilling, der prøver at debattere vores forhold til arbejdet, og det er jo en stor del af det, jeg beskæftiger mig med professionelt, så jeg er glad for, at de spurgte mig. Jeg synes, at det er blevet fint.«

»Det er den evindelige lighedsmani her i landet, der gør, at danskere har svært ved at forstå, at noget kunst kræver større evner og indsigt, end de selv besidder.«, siger Dennis Nørmark Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling, eller har du nogensinde læst slutningen på en bog først?

»Nej, ikke hvis jeg føler, at der er en idé med det, der foregår, så prøver jeg at disciplinere mig og se tingene til ende. Men hvis jeg mærker, at der er sjusket med tingene, og de, der laver dem, ikke engang selv ved, hvad de gør, så kan jeg godt finde på det.

Man skylder folk, der tror på det, de laver, at bedømme det ud fra helheden. Så er helheden måske bare ikke noget for mig, men derfor er det jo ikke dårligt, og det er respektløst at gå.«

Dehumaniserende socialisme

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske!

»Henrik Stangerups »Manden der ville være skyldig«. Jeg var ikke så politisk bevidst, da jeg læste den, men jeg blev det, fordi det lykkedes Stangerup at beskrive, hvad der grundlæggende er galt med det socialdemokratiske samfund og en venstreorienteret menneskeopfattelse. Den bog gjorde mig borgerlig. Den handler jo om et menneske, der ikke får lov til at stå til ansvar for sine egne gerninger, fordi det alt sammen er samfundets skyld. Det gik op for mig, hvor dehumaniserende socialisme er, da jeg læste den. Jeg kunne spejle min egen moral i den.«

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse?

»Nej, egentlig ikke, men jeg er træt af, at alle diskussioner om høj- og lavkultur i Danmark bliver en diskussion om, at noget er finere end noget andet, eller at nogle forsøger at tage røven på andre ved at lave bevidst utilgængelig kunst.

Det er den evindelige lighedsmani her i landet, der gør, at danskerne har svært ved at forstå, at noget kunst kræver større evner og indsigt, end de selv besidder. Det betyder ikke nødvendigvis, at kunstnere ser ned på dem, der ikke forstår det.

Men mange danskere føler sig under angreb, hver gang de præsenteres for noget kunst, de ikke lige umiddelbart kan afkode. De tror, det er gjort bevidst utilgængeligt for dem. Men automekanikeren ser jo intet underligt i, at det ikke er alle mennesker, der kan reparere en Renault Clio.

Jeg synes, at for mange danskere tror, at kunst skal demokratiseres, men det skal kunst egentlig ikke.«

Tabuerne er ikke væk

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Det er jo altid lettest at pege tilbage på Muhammedtegningerne, men skønt vi har haft andre kulturdebatter siden da, så er det sjældent, at der er et decideret »før« og »efter« sådan en debat. Det meste starter bare forfra næste gang, fordi de fleste kulturdebatter igen udspiller sig rundt om de faste travere om eliten over for folket og lav- versus højkultur, og som altid er der en underliggende diskussion om lighed, fordi det er den debat, de fleste debatter her i landet graviterer henimod. Dén og så udlændingespørgsmålet.

Debatten om Muhammedtegningerne hævede sig op over debatten om udlændinge og gjorde det klart, at kunstnere i dag ikke har det mod, de havde engang. Den viste, at det ikke passede, at efter 1960erne var kunsten helt frigjort, og alle tabuerne væk.«

»Der er stadig mange gode forfattere, der debuterer med noget, de har skrevet, efter de kom hjem fra arbejde, og børnene var puttede. Det er simpelthen noget sludder, at kunstner er noget, man er 24/7«, mener Dennis Nørmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Videokunst. Hver gang jeg kommer ind på et kunstmuseum, og der står noget videokunst, går jeg derind og sidder lidt, indtil jeg synes, at det er passende, at jeg rejser mig igen. Jeg giver det en chance hver gang, og hver gang synes jeg, at det giver ingenting fra sig.

Jeg har en mistanke om, at videokunstnere tit er dem, der ikke for alvor var dygtige. Det vil rigtige kunstnere selvfølgelig sige betyder, at jeg ikke har fattet en pind af det hele, men den teori hygger jeg mig med, og jeg synes, den har noget for sig. Jeg har ikke set mange videokunstnere, der også kan noget andet og mere krævende. Men måske har jeg bare ikke ledt længe nok.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Jeg får lyst til at sige Johnny Madsen. Han er selvfølgelig anerkendt og alt det der og lidt af en legende, men eksempelvis har Bob Dylan aldrig sagt mig en pind. Nu får jeg så alle intellektuelle mænd over 55 efter mig, men jeg synes, at alle hans numre lyder ens, og teksterne rører mig ikke.

Men giv mig »Akvariefisk« eller »Udenfor sæsonen«, og så forstår jeg godt, hvorfor nogle kalder ham Bob Dylan fra Vestjylland. Så jeg er bare mere til Dylan fra Thyborøn end til ham fra USA. Det er nok humoren, det bevidst sære og det anarkistiske, der tiltaler mig dybt. Jeg ved som sagt heller ikke, om han er undervurderet, men jeg tænker, at særligt hans borgerlige holdninger nok gør ham svær at elske på parnasset. Så kan de bedre holde af Dylan.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

»Sikre nogle skattefordele til kunstnere og så lukke Statens Kunstfond. I dag er der flere penge i at blive en kunstbureaukrat og uddele penge til folk end i at være udøvende kunstner. Det synes jeg er problematisk.

Jeg vil hellere give kunstnerne flere penge ved måske at momsfritage de dele af kunsten, der endnu ikke er momsfri, eller give dem et højere bundfradrag, hvis de lever primært af udøvende kunst. Det vil jeg hellere prioritere end sende flere penge ud i administration.«

God kunst kan være udemokratisk

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»Jeg læste et indlæg fra Jens Christian Grøndahl i Weekendavisen for nylig, hvor han påmindede kunstnere om, at nogle af de største forfattere altså havde et almindeligt arbejde ved siden af deres kunst.

Der er stadig mange gode forfattere, der debuterer med noget, de har skrevet, efter de kom hjem fra arbejde, og børnene var puttede. Det er simpelthen noget sludder, at kunstner er noget, man er 24/7, og at man ikke kan rumme at blive forstyrret af banale, profane og verdslige aktiviteter uden at inspirationen bliver »blokeret«.

Hvis de virkelig ikke kan skabe et kunstnerisk output uden at dedikere sig 100 procent til kunsten hele tiden, så tyder det mere på, at inspirationen faktisk ikke kommer særligt let til dem, og det burde måske få dem til at overveje, om de i virkeligheden skal finde noget at lave, som de er bedre til.«