14 spillesteder får støtte fra Statens Kunstfond: »Nu begynder pengene at gå den anden vej efter mange års langsom kvælning af kulturen«

Et forslag fra De Radikale er nu blevet til virkelighed, og en række såkaldte genrespillesteder, som det tidligere lukningstruede Jazzhus Montmartre, får nu omkring en halv million kroner hver.

Jazzhus Montmartre er blandt de 14 spillesteder, som nu får støtte efter den nye ordning. Stedet har ellers haft et turbulent år, hvor det var meget tæt på at lukke, og hvor det kom frem, at en medarbejder havde taget 600.000 kroner fra kassen. Christian Lindgren

Loppen på Christiania og Vega på Vesterbro er blandt de 14 rytmiske spillesteder, der får penge fra Statens Kunstfond, efter at en ny ordning kom på finansloven sidste år. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at der seneste år var en masse polemik om, at det legendariske Jazzhus Montmartre stod over for en lukning. I den forbindelse udtalte kulturminister Joy Mogensen (S), at der måske kunne findes en løsning – en udtalelse, der førte til, at Joy Mogensen blev kaldt i samråd.

Men nu ser det lysere ud for både Montmartre og Loppen. For deres ansøgninger om at blive såkaldte netværks- eller genrespillesteder er gået igennem. På Loppen er de »utroligt glade« for, det er lykkedes.

»I kender mig. Og jeg synes ikke, det er fair, hvis I begynder at beskylde mig for smagsdommeri og cherrypicking. Det har på ingen måde været min tilgang. Jeg er bare til gengæld blevet kritiseret af rigtig mange mennesker, især oppositionen, for aldrig at melde ud og aldrig blande mig i den offentlige debat,« sagde Joy Mogensen, da hun blev kaldt i samråd i september, efter hun ville give Jazzhuset Montmartre en håndsrækning. Liselotte Sabroe

»Det betyder meget økonomisk for os, særlig efter dette år. Det betyder, at vi kan tage større chancer, end vi plejer, og at vi kan komme tilbage til det, vi allerhelst vil. At tage os af undergrunden og nicherne, hvor der ikke er helt lige så mange fans som andre genrer,« siger Jasper Jensen, der er daglig leder og booker hos Musikforeningen Loppen, til Berlingske.

Spillestederne får ifølge pressemeddelelsen mellem 500.000-600.000 kroner, og Jasper Jensen nævner metal, garagerock, psykedelisk rock og visse undergenrer af hiphop som eksempler på genrer, der kan komme mere af på Loppen efter den nye bevilling.

»Men genrerne er ikke det væsentligste. Det handler om, at vi nu får lidt flere muligheder for ikke kun at tage hensyn til bundlinjen og vælge de bedste populære musikere, men derimod at vælge kunstnere på baggrund af deres kunstneriske meritter,« siger Jasper Jensen.

Radikalt forslag

I finansloven for 2021 blev afsat 10 millioner kroner, der skulle gives i 2021, og 12 millioner kroner, der skal gives 2022-2024, til en ny ordning for såkaldte netværks- og genrespillesteder.

Det var netop det, som Radikale Venstre i indeværende avis foreslog i forbindelse med finanslovforhandlingerne sidste år. Ordningen supplerer de allerede eksisterende støtteordninger for spillesteder, dels en regional ordning og dels en honorarstøtteordning.

Forslaget udsprang af coronakrisen, hvor blandt andre Loppen og Jazzhus Montmartre var lukningstruede, forklarer kulturordfører Zenia Stampe (R).

»Krisen var med til at sætte fokus på, at mange spillesteder har trange økonomiske kår, og det her er en anerkendelse af, at kulturlivet har en vigtig rolle i Danmark. At det er lykkedes viser, at pengene nu begynder at gå den anden vej, i stedet for den langsomme kvælning af kulturen, der ellers var i gang,« siger Zenia Stampe til Berlingske.

Med til at vedtage finansloven og fordelingen af 16 milliarder kroner var regeringen og dens støttepartier.

Kulturminister Joy Mogensen siger i pressemeddelelsen, at ordningen anerkender en række mindre spillesteder, og at den forhåbentlig vil komme danskere i hele landet til gode.

»Det har både publikum og spillestederne brug for efter en lang periode med færre koncerter end normalt. Jeg glæder mig desuden til at følge Vegas arbejde med at udvikle nye formater inden for livemusik,« siger Joy Mogensen i pressemeddelelsen.