Vestas får belgisk offshore-ordre

Vestas har modtaget en belgisk ordre på et offshore vindkraftværk med en total kapacitet på 165 MW, oplyser Vestas.

Læs mere
Fold sammen
Vindkraftværket, Bligh Bank Offshore Wind Farm, består af 55 stk. V90-3,0 MW-vindmøller og vil blive opført 46 km ud fra kysten ved Zeebrugge i den zone, som den belgiske regering har dedikeret til opførelse af vindmølleparker.

Ordren er modtaget fra Belwind N.V., som er ejet af et konsortium bestående af belgiske og hollandske investorer. Ordren omfatter design, levering, installation, test og idriftsættelse af de 55 vindmøller samt en femårig service- og vedligeholdelsesaftale. Den hollandske entreprenør Van Oord Dredging and MarinContractors er ansvarlig for konstruktion, indkøb og byggeri.

- Vi er stolte over at skulle levere vindmøller til Bligh Bank Offshore Wind Farm-projektet. Vi glæder os samtidig meget over, at denne gruppe af investorer ser et stort potentiale i offshore vind, og vi ser frem til at sikre dem en succesfuld gennemførelse af projektet, siger Anders Søe-Jensen, President for Vestas Offshore.

- Vestas er en førende global spiller på vindmarkedet, og vi har drevet offshore-vindindustrien helt fra begyndelsen. At være på offshore-markedet kræver meget specifikke kundskaber og kvalifikationer - som Vestas besidder - og Bligh Bank Offshore Wind Farm-ordren er et bevis på Vestas' vilje til at forblive stærkt fokuseret på dette marked, siger Anders Søe-Jensen.

Levering og installation af møllerne, inklusive fuld energiproduktion, forventes at finde sted i løbet af 2010, hvorimod endelig færdiggørelse af offshore-vindkraftværket forventes primo 2011.

Det 165 MW store vindkraftværk er første fase i Belwind-projektet, som i alt udgør 330 MW. Vi ser frem til at arbejde sammen med Vestas og Van Oord om etableringen af projektet, som er et stort skridt i retning mod at realisere de belgiske mål mht. vedvarende energi. Vi er stolte over vores investorer og banker, som gjorde det muligt for os at realisere denne investering i svære økonomiske tider.

Projektet er finansieret på 'non-recourse' basis. Det er samtidig den første offshore-forretning, som projektfinansieres siden finanskrisens start. Dette blev muligt via en forsikringsgaranti stillet af Eksport Kredit Fonden (EKF) og med finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Derudover har ASN Bank, Dexia Bank Belgium, Dexia Crédit Local og Rabobank International stillet en finansieringspakke til rådighed.



(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )