Tirsdagens aktier: Ørsted topper C25 efter rygter om høje købstilbud

Ørsted skiller sig positivt ud fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag, efter nyheden fra mandag aften om at flere selskaber har budt på selskabets elnetselskab, Radius, der kan være op mod 4 mia. dollar (26 mia. kr.) værd.

Efter knap ti minutters handel ligger Ørsteds aktie 1,9 pct. højere i 433,70 kr., hvilket dog ikke er nok til at afværge en negativ åbning i eliteindekset C25 på 0,2 pct. til 1042,06.

Selskab Kurs Ændr. %

På de øvrige børser i Europa er der også tømmermænd at spore efter festivitassen mandag, da markedet fejrede en 90 dages våbenhvile i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Herhjemme er der også fokus på SAS, som forud for børsåbningen kom med årsregnskab, som viste et resultat før skat og engangsposter på 2127 mio. svenske kr.

»På hovedtallene er det meget på linje med, hvad jeg regnede med, og på resultat før skat og engangsposter en lille smule bedre end konsensus.«

»De er ude at udskyde en del af de positive effekter fra deres besparelsesprogram til 2020, så de nu ikke længere venter 1,1 mia. svenske kr. i positiv effekt i 2018/19, men kun 0,9 mia. svenske kr. Det er selvfølgelig til den negative side,« siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Han noterer sig også, at SAS ikke sætter tal på sit forventede resultat i indeværende regnskabsår, 2018/19, men fortæller alene, at der forventes et »positivt« resultat før skat og engangsposter.

»I forhold til deres prognose havde jeg regnet med i hvert fald en bund på omkring 1 mia. svenske kr., men de signalerer bare et positivt resultat. SAS ser mere forsigtigt på, hvad der kan ske i 2019, end det ståsted jeg har for nuværende,« siger Jacob Pedersen.

SAS-aktien ligger ved 9.10-tiden 2,6 pct. lavere i 15,82 kr., efter at aktien ellers åbnede højere i den indledende handel.

Selskab Kurs Ændr. %

Tilbage i C20 trækker Mærsk B ned med et fald på 1,4 pct. til 9437 kr. efterfulgt af Lundbeck med et fald på 1,4 pct. til 263,30 kr. Novo Nordisk ligger desuden 0,1 pct. lavere i 302,72 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Der er analysenyt om Novo Nordisk, som har fået løftet kursmålet hos Morningstar med mere end 20 pct. Det nye kursmål er 344 kr. mod før 284 kr., viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er fortsat »hold«.

Selskab Kurs Ændr. %

Danske Bank har en buffer på op til 2,7 mia. dollar, svarende til 17,8 mia. kr., til at betale eventuelle bøder som konsekvens af sin involvering i hvidvasksagen. Det fortalte fungerende topchef Jesper Nielsen mandag til Bloomberg News. Bufferen er ifølge direktøren »signifikant« over, hvad der er krævet af banken.

Danske Banks aktie stiger 0,5 pct. til 133,95 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Senere på dagen kommer Flügger på banen med et halvårsregnskab for 2018/19. Seneste prognose fra malingselskabet lyder på en fremgang på mellem 0 og 2 pct. i omsætningen og en EBIT-margin på 3 til 4 pct.

Aktien ligger inden begivenheden uændret i 268 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Santa Fe blev stort set fordoblet i værdi mandag, da selskabet afhændede sine australske aktiviteter for 1 dollar og senere solgte immigrationsforretningen for 52 mio. euro. Aktien har dog været igennem en hård tid på det seneste, og fordoblingen sender kun kursen op til niveauet fra midten af september 2018, mens den stadig ligger halveret i forhold til ved årsskiftet.

Mandag lukkede aktien i 19,90 kr., hvilket var 98 pct. over slutniveauet i fredags - men tirsdag falder den 4,3 pct. til 19,05 kr.

/ritzau/FINANS