Obl. kl. 11.50: Lidt højere inden forbrugerpriserne i USA

 

Det danske obligationsmarked holdte onsdag middag fast i en svagt positiv stemning på den fortsatte usikkerhed, som er forbundet med kreditmarkedet. Kursfremgangen er dog mindsket lidt i forhold til den indledende handel. Fokus er rettet mod den vigtige præsentation i eftermiddag, når de amerikanske forbrugerpriser for juli offentliggøres. Danske Bank og Nordea Markets er uenige om i hvilken retning kerneforbrugerpriserne kan overraske fra konsensusforventningerne.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lå onsdag middag 0,12 point højere i kurs 97,35 med en effektiv rente på 4,37 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,02 point højere i kurs 89,12 med en effektiv rente på 5,15 pct.

 

- Det er krisen på kreditmarkedet, som har hovedrollen onsdag, og der er ikke tegn på, at de globale centralbanker pumper mere kapital ud på markedet, udtalte senioranalytiker hos Nordea Markets, Anders Matzen, til RB-Børsen onsdag formiddag. Onsdagens forbrugerpriser spiller i bedste fald kun en rolle som andenviolin forstået på den måde, at fokus er på udviklingen i kreditspændet og risikoappetitten er det primære i øjeblikket, vurderede analytikeren.

 

Referatet fra det seneste rentemøde i den britiske centralbank den 2. august viste onsdag formiddag, at samtlige ni centralbankmedlemmer stemte for en uforandret rente på 5,75 pct. Der hersker lidt usikkerhed om den fremtidige pengepolitik fra Bank of England, efter tirsdagens overraskende store fald i inflationen til 1,9 pct. i juli på årsbasis.

 

Onsdagen byder på vigtige nøgletal, idet de amerikanske forbrugerpriser for juli præsenteres. Udviklingen i inflationen har været godartet og holdt sig på et forholdsvis lavt og stabilt niveau de seneste måneder, men den amerikanske centralbank har fastholdt sin bekymrende holdning til inflationen på mellemlang sigt. Investorerne håber, at endnu en godartet forbrugerprisopgørelse kan være med til at bløde op i centralbankens holdning og dermed kan afføde rentesænkninger senere på året. Kerneforbrugerpriserne ventes at stige med 0,2 pct. i juli og 2,2 pct. på årsbasis.

 

De to største danske banker venter begge, at kerneforbrugerpriserne kommer ind på linje med konsensusforventningerne på 0,2 pct. Danske Bank ser risiko for en stigning på 0,3 pct., og bankens eksakte skøn ligger på 0,23 pct., mens Nordea Markets ser mulighed for en overraskelse på nedsiden til 0,1 pct. på grund af den lavere stigningstakt i tirsdagens kerneproducentpriser.

 

Foruden de amerikanske forbrugerpriser bliver det regionale erhvervstillidsbarometer New York Empire State offentliggjort, og investorerne venter et stort fald til 18,0 i august i forhold til 26,5 måneden forinden.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )