Bella Center jagter nye ejere

Krisen kradser hos ejerne bag det succesfulde Bella Center, der havde rekordindtjening i 2009, og flere store aktieposter er sat til salg, så en interesseret køber reelt har muligheden for at sikre sig magten over det store konferencecenter på Amager.

Det går godt for Bella Center, men skidt for ejerne, og det betyder, at der er attraktive aktieposter til salg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med store internationale konferencer som IOC og COP15 har 2009 været det hidtil bedste år i Bella Centers historie med et trecifret millionoverskud.

Men hos ejerne bag det succesfulde center kradser krisen, og det kan meget vel betyde, at Bella Center skal have ny ejer inden for kort tid.

Læs også:
Bella Center i risikabel satsning

Tidligere på året krakkede erhvervsmanden Carsten Berger med sit selskab Rudersdal, hvorigennem han ejer godt 18 procent af det københavnske konferencecenter, og senest har også den tidligere milliardær Michael Kaa Andersen fået problemer med sin hårdt forgældede Proark-koncern, der ejer omtrent 50 procent af aktierne i Bella Center.

Læs også
: Storbank taber millioner på Scala

Samtidig er de to andre ejere, Morsø Sparekasse og den Horsens-baserede investor Steen Aaby, ligeledes mørbanket af krisen og derfor interesseret i at lytte til tilbud på deres aktieposter på henholdsvis 13 og 20 procent i det veldrevne messecenter.

»Der ligger en stor aktiepost hos kuratellet efter Rudersdal, og ud over det er det ingen hemmelighed, at også Morsø Sparekasse og Steen Aabo er interesserede i at afhænde deres aktier. Det er naturligvis attraktivt for en pengestærk ejer, der ønsker at sikre sig majoriteten i selskabet,« siger direktør i Bella Center Arne Bang Mikkelsen.

Påvirker ikke hverdagen

Sidste år tjente Bella Center knap 154 mio. kr. før skat efter et rigtig godt år, hvor der ud over de to altoverskyggende arrangementer havde været stor travlhed i konferencecentret, der blandt andet var vært for Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsks generalforsamling.

Den flotte indtjening var blandt andet en af de få positive historier i hovedaktionær Michael Kaa Andersens Proark-regnskab, der satte en tyk streg under, at den belånte virksomhed lever på bankernes nåde.

Ifølge Michael Kaa Andersen var Bella Center, set med hans øjne, langt mere værd, end hvad han selv havde bogført aktieposten i centret til i sit regnskab, og med igangværende forhandlinger mellem ham og hans mange kreditorer er det åbenlyst, at den tunge aktiepost nemt kan komme i spil.

Den megen usikkerhed i ejerkredsen omkring Bella Center påvirker dog ikke den daglige drift, forsikrer direktøren.

Milliardbyggeri kan skræmme

»Situationen i ejerkredsen påvirker på ingen måde Bella Center. Vi har gennem en årrække siden 2005 skabt rigtig gode afkast til vores investorer, og dermed må Bella Center være en attraktiv investering, set med de lange briller, til trods for, at verden stadig er mærket af finanskrisen,« siger direktøren.

En af de ting, der ifølge direktøren kan afholde eventuelle købere fra at smide en stor sum penge på bordet for at sikre sig magten i selskabet, kan være det store hotelbyggeri, som man har kastet sig ud i, og som står færdigt i 2011. Her har Bella Center forpligtet sig for 1,7 mia. kr., men ifølge direktøren kører byggeriet efter budgettet og vil i fremtiden sikre yderligere værdiskabelse for selve konferencecentret og potentielle købere.

Hos Morsø Sparekasse siger direktør Peter Christensen, at sparekassen endnu ikke har taget stilling til, om man vil sælge sine aktier.

»Bella Center er en spændende og veldreven butik, og vi har endnu ikke taget stilling til et salg. Jeg var ikke engang klar over, at Carsten Bergers aktiepost var sat til salg,« siger direktøren.