Aktier kl. 9.34: C20 fik en forholdsvis blid medfart

 

Den sure stemning fra de amerikanske kanter ramte onsdag morgen de europæiske fondsbørser, hvor det teknologitunge tyske indeks smed knap 1,5 pct. i den indledende handel. Et skuffende regnskab fra Intel fik natten til onsdag bekymringerne til at blomstre. Det danske aktiemarked oplevede mere moderate tab, og C20-indekset faldt 0,6 pct. pct. til kurs 506,60. Carlsberg svømmede endda mod strømmen, efter at konkurrenten Heineken har oplevet et godt salg i første halvår.

 

Carlsberg-konkurrenten Heineken hævede onsdag morgen sine forventninger til den organiske indtjeningsvækst grundet godt salg i blandt andet Europa. Heineken venter nu en organisk indtjeningsvækst på 20-25 pct. i 2007, hvor den tidligere prognose lød på 10-13 pct. Carlsberg åbnede 1,5 pct. højere i kurs 702.

 

Dagbladet Børsen skriver onsdag morgen, at Carlsberg kan foretage opkøb i omegnen af 70 mia. kr., hvilket fortsætter spekulationerne om opkøb.

 

Containerrederiet A.P. Møller - Mærsk, som tirsdag lukkede i rekordkurs 74.100, tabte 0,4 pct. til kurs 73.800.

 

Novozymes køber enzym-aktiviteterne i indiske Biocon for 551 mio. kr. på gældfri basis. Det meddeler Novozymes, som fastholder forventningerne til 2007. Købet får en "lille negativ effekt" på Novozymes resultat i 2007, mens det ventes at øge omsætningen med 20-25 mio. kr.

 

- Det ser fornuftigt ud. Det giver Novozymes en stærk position i Indien, så det får mulighed for at ekspandere sin forretning på et potentielt stort marked. Det indiske marked for enzymer er ikke stort i dag, men det kan det blive, udtaler analytiker hos Jyske Bank, Jens Thomsen.

 

Novozymes åbnede 0,6 pct. lavere i kurs 694 efter tirsdagens rekordkurs 698.

 

Nordea-aktien, som lå uændret i krus 90,5, blev også bragt ind i rampelyset. Det skete, efter at finske Sampo har købt yderligere op i Nordea og nu ejer 3,9 pct. af den nordiske finanskoncern. Sampo er dermed tredjestørste aktionær i Nordea efter den svenske stat og Nordea Danmark Fonden. Den svenske stat har sat et salgsskilt på sin Nordea-aktiepost på 19,9 pct., hvilket har gødet jorden for opkøbsspekulationer om Nordea.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )