AGF mister koncernchef

Lars Windfeld stopper som koncernchef i Århus Elite A/S, meddeler selskabet i en pressemeddelse.

Afgående koncernchef i Århus Elite er tidligere AGF-målmand, og vandt den legandariske Pokalfinale mod Brøndby i 1996. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jakob Dall / Scanpix
Lars Windfeld, koncernchef i Århus Elite A/S, selskabet bag fodboldklubben AGF, stopper. Det skriver selskabet i en pressemeddelse.

Lars Windfeld blev i november sidste år sygemeldt med stress, og den første aftale var, at han skulle være sygemeldt indtil 1. februar.

Men sygemeldingen er trukket ud, og derfor er parterne blevet enige om, at samarbejdet stopper.

"Desværre har Lars’ sygdom vist sig længerevarende end umiddelbart antaget, og vi er derfor blevet enige om, at han ikke skal tilbage som koncernchef i Århus Elite," siger Torben Bjerre-Madsen, bestyrelsesformand i Århus Elite, i en pressemeddelelse.

Åben for ny stilling
Indtil der er fundet en ny koncernchef, vil den daglige ledelse varetages af vicedirektør Jørgen Noes, økonomichef Ib Grosbøl Selmann og Atletions direktør, Peter Kjærgaard. Gruppen refererer direkte til Torben Bjerre-Madsen.

Når Lars Windfeld er rask igen, er selskabet åben for at bruge ham i en ny stilling.

"Når Lars igen er rask, vil vi tage en dialog med ham om i hvilken udstrækning, vi kan benytte hans mange styrker i og omkring Århus Elite”, siger Torben Bjerre-Madsen.

Lars Windfeld har en fortid som proffesionel målmand for AGFs superligahold.