Thomas Larsen: V pudser liberal profil

I regeringspartierne er der en overbevisning om, at det i mange tilfælde vil kunne give en både bedre og billigere service, hvis flere private virksomheder overtager opgaver fra det offentlige.

Når Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen slår til lyd for, at alle offentlige opgaver bør sendes i udbud, og at den bedste og billigste altid bør have opgaven - uanset om det er en offentlig eller privat virksomhed – lyder det i første omgang ikke kontroversielt.

Men når han giver som eksempler, at driften af folkeskoler, børnepasning, operationer på sygehuse og den bløde del af ældreområdet lige så godt kan ligge i privat som offentligt regi, vil mange stejle.

Og når han sætter trumf på og melder ud, at han sagtens kunne forestille sig, at en udenlandsk sygehuskæde overtager driften af danske sygehusopgaver, vil liberale ildsjæle klappe i deres hænder. Men ikke ret mange andre.

Tværtimod vil mange vælgere se med dyb mistillid på den slags ideer, og Venstres modstandere i oppositionen vil stå parat med anklager om, at partiets nye erhvervsoplæg viser statsminister Anders Fogh Rasmussens egentlige intentioner, som – ifølge ordførerne fra S og SF – går ud på at svække den offentlige sektor.

Kort sagt: Med sine udtalelser rører Jacob Jensen ved en tændsats, som kan udløse en af de stærkt ideologiske debatter om indretningen af den offentlige sektor, som Fogh normalt helst undgår.

Gang på gang har han understreget, at Venstre ønsker en velfungerende offentlig sektor, og til mange liberales fortrydelse har han ligefrem i annoncer pralet af, hvor mange offentligt ansatte, der er ansat i VK-regeringens tid ved magten.



Venstres nye erhvervsoplæg udkommer næsten parallelt med, at den liberale tænketank Cepos har søgt at sparke en debat i gang om øget udlicitering.

Ifølge en undersøgelse – foretaget af Rambøll Management for tænketanken – kan kommunerne over en årrække hente 15 mia. kr. i råderum til f.eks. bedre service ved at udlicitere flere opgaver. Det udløste straks massive protester fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og det samme vil ske i forhold til Jacob Jensen.

I oppositionen vil S og SF som nævnt kritisere oplægget for at være den direkte vej til at underminere den offentlige sektor, og det vil passe perfekt ind i både Helle Thorning- Schmidt og Villy Søvndals strategi, som handler om, at danskerne skal overbevises som, at regeringen er i gang med udhule den offentlige sektor økonomisk.

Men nok så interessant vil V-oplægget udløse nervøsitet hos Dansk Folkeparti, som ikke har interesse i at indlede et større ideologisk slagsmål om det offentlige. Men også i forhold til kommunerne er sagen stærkt følsom.

Netop nu står finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) midt i et ekstremt svært forhandlingsforløb med kommunerne, og han har ikke brug for at få smidt alt for kontroversielle forslag ind i den proces. I forvejen har han mere end rigeligt at gøre med at holde kommunernes førstemand, Venstremanden Erik Fabrin, i skak, ligesom han går på en knivsæg i forhold til borgmestrene fra V og K, som mener, at regeringen udstikker for mange velfærdsløfter, uden at de nødvendige penge følger med, og derudover er utilfredse med, at regeringen gennemfører en så detaljeret økonomisk styring, at det kommunale selvstyre efter deres mening er under voldsomt pres.

Det interessante er, at det forud for de svære økonomiforhandlinger blev diskuteret internt i regeringen, om man skulle komme med udmeldinger, der skulle vise potentialet i, at flere private virksomheder overtager opgaver fra det offentlige.

I regeringspartierne er der en overbevisning om, at det i mange tilfælde vil kunne give en både bedre og billigere service. Og derudover får VK-ministrene opfordringer fra erhvervsorganisationerne om at arbejde mere for sagen – blandt andet fordi det er blevet mere attraktivt for private virksomheder at søge opgaverne, efter at kommunalreformen har gjort kommunerne – og dermed markederne – større og nemmere at gå til.

Men det blev erkendt, at den slags udspil nemt ville kunne misbruges af oppositionen, ligesom man ikke fandt timingen optimal i forhold til kommunerne.

Her er der så rigeligt med konfliktstof allerede.

Det bedste bud er derfor, at Venstres erhvervsoplæg først og fremmest bliver en ideologisk markering. Lige nu er det nemt for modstanderne at kortslutte debatten med effektive skræmmebilleder.



tla@berlingske.dk