Det er svært at overvurdere den betydning, som Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti har haft på Danmarks Europa-politik.
Anders Fogh Rasmussen turde som statsminister ikke udfordre DF, som han fra starten gjorde til sin nære alliancepartner for at opnå og fastholde regeringsmagten. Af samme grund valgte han bevidst at holde lav profil i Europa-politikken og tone Venstres gamle begejstrede EU-profil betydeligt ned.
Det har betydet, at den borgerlige EU-begejstring har været påfaldende begrænset i den nu overståede kampagne op til parlamentsvalget, og det har været tydeligt, at hverken Venstres kampagne eller de Konservatives ditto kom op at flyve for alvor.
Dertil kommer, at de to partiers spidskandidater – Jens Rohde og Bendt Bendtsen – har været uhyre opmærksomme på, at de ikke skulle føre en kampagne, som ville føre alle de borgerlige vælgere, som nok ønsker EU-samarbejdet, men blot ikke for meget, i armene på Dansk Folkeparti.
Resultatet af den strategi har været en ujævn og ikke særlig slagkraftig kampagne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Anderledes har det forholdt sig for parlamentsvalgets store vinder, Dansk Folkeparti, som reelt fik en drømmestart på partiets langvarige EU-kampagne allerede sidste sommer.
Da debatten om EF-Domstolens Metock-dom eksploderede i sommervarmen 2008, og det pludselig blev klart for mange danskere, at EU kunne underminere dele af den stramme danske udlændingepolitik, fik Dansk Folkeparti en enestående stærk platform.
Med Metock-dommen blev partiets afgørende mærkesager – nemlig kampen for en stram udlændingepolitik og modstanden mod EUs stigende indflydelse – så at sige forenet.
Dette stærke afsæt har den talentfulde Morten Messerschmidt siden formået at udnytte i en sådan grad, at han nu har fået et veritabelt folkeligt gennembrud og samtidig har sikret Dansk Folkeparti endnu en politisk landvinding.
Når der er grund til at fokusere så meget på netop Dansk Folkepartis eksplosive fremgang, skyldes det naturligvis, at partiet bliver af vital betydning, når det drejer sig om tilrettelæggelsen af fremtidens danske Europa-politik.
Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og vicestatsminister Lene Espersen har annonceret, at de ønsker at få gjort op med de gamle danske EU-forbehold, så Danmark kan komme helt ind i hjertet af det europæiske samarbejde.
Dansk Folkepartis styrke og evne til at køre ekstremt effektive kampagner – a la »Giv os Danmark tilbage« – gør, at det vil være nærmest halsløs gerning for Løkke og Espersen at forfølge tanken om et hurtigt opgør med forbeholdene.
Ja-siden kan ganske vist glæde sig over, at de gamle EU-modstandere i JuniBevægelsen er blevet historie, ligesom de kan notere, at SF er i fuld gang med at blive et proeuropæisk parti. Men problemet er, at Dansk Folkeparti så kraftfuldt har forstået at bejle til EU-skeptikerne, at Løkke og Espersen ikke skal nyde noget af at udfordre Pia Kjærsgaard & Co. i en afstemning om EU-forbeholdene før næste folketingsvalg. Tværtimod vil det kræve et langt og sejt træk at få gjort op med forbeholdene, hvis Løkke overhovedet vælger at tage den kamp.
Set fra ja-sidens synspunkt er dansk Europapolitik med andre ord blevet låst fast, og det er ikke mindst den fare, som supereuropæerne Uffe Ellemann-Jensen og Henning Christophersen øjnede og advarede mod i deres udfald mod især Jens Rohde.
Når resultatet af parlamentsvalget skal analyseres nærmere de næste dage, vil der – som vanligt – blive spekuleret i de rent indenrigspolitiske konsekvenser.
Styrker resultatet Løkke eller Thorning? Står rød eller blå blok stærkest?
Sandheden er, at der ikke bør lægges ret meget i disse analyser. Når det kommer til styrkeforholdet mellem regering og opposition er parlamentsvalget alene en trædesten i forhold til det langt mere skelsættende opgør om magten i landets kommuner og regioner, som venter Løkke og Thorning ved kommunevalget i det sene efterår.
