En klassisk anekdote fra Bill Clintons succesrige kamp for at erobre Det Hvide Hus handler om, hvordan en af hans rådgivere hængte en seddel op på sit kontor med ordlyden: »It’s the economy, stupid«.
Med andre ord: Hele Bill Clintons valgkampagne skulle konstant være fokuseret på de økonomiske udfordringer, som USA – også dengang – stod over for.
Når det er værd at hive anekdoten frem i dag, skyldes det selvfølgelig, at håndteringen af økonomien også bliver det afgørende tema i den kommende folketingssamling.
I forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Færøerne præsenterede Lars Løkke og Lene Espersen i fællesskab regeringens krisepakke 3 og gjorde det tindrende klart, at deres vigtigste prioritering fortsat er at navigere Danmark så skånsomt som muligt gennem det økonomiske tilbageslag.
Omfanget af de aktuelle udfordringer vil desværre fremgå med al smertelig tydelighed, når finansminister Claus Hjort Frederiksen den 25. august gør status over rigets økonomiske tilstand ved fremlæggelsen af regeringens forslag til finanslov for 2010.
Men det er ikke kun regeringen, som stiller skarpt på økonomien.
Når Helle Thorning-Schmidt i dag indleder sommergruppemødet for den socialdemokratiske folketingsgruppe, er det vigtigste initiativ en plan om at skyde 50 milliarder kroner ind i en statsbank for at kunne hjælpe de sunde små og mellemstore virksomheder, som ikke kan få kredit. Fra gruppemødet vil S-formanden sende det signal til omverdenen, at hun også fortsat vil være optaget af at udarbejde udspil, som skal stimulere økonomien og holde arbejdsløsheden på det lavest mulige niveau.
Dermed er der lagt op til en fortsættelse af det langvarige opgør mellem regering og opposition om tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. Hvilket ikke kan undre. Set ud fra en saglig synsvinkel er det indlysende, at stort set alle øvrige temaer må være underordnet krisehåndteringen. Men det er også klart, at begge parter på det politiske plan er uhyre bevidste om, at de ikke alene skal præsentere holdbare planer, men også helst skal vinde kampen om danskernes opfattelse af, hvem der er bedst til at styre økonomien og holde arbejdsløsheden nede.
I det opgør er fronterne skarpt trukket op. Den nye S-plan er endnu en krigserklæring mod regeringen, som konsekvent anklages for at reagere for sent og for lidt. I løbet af kort tid vil Thorning desuden – i tæt samspil med Villy Søvndal – præsentere et skatteudspil, som bliver en krumtap i de to partiers samlede økonomiske strategi. Også her vil brudfladen til regeringen og DF være tydelig.
Blandt økonomer er der forskellige holdninger til, hvordan krisen håndteres mest effektivt og ansvarligt, både på kort sigt, hvor det handler om at sparke gang i økonomien, og på længere sigt, hvor regningen for krise- og investeringspakkerne skal betales tilbage. Vælgerne er selvsagt heller ikke enige.
Indtil nu har regeringen kunnet glæde sig over målinger, som viser, at et flertal af vælgerne er mest trygge ved regeringens økonomiske lederskab. I regeringens top er man også forholdsvis rolige ved, at S og SF – sekunderet af Enhedslisten – konstant overtrumfer. Vurderingen er, at de fleste vælgere vil opfatte det som overbudspolitik og mangel på ansvarlighed, ligesom man i V og K heller ikke er kede af at skulle genåbne en hård skattedebat i forventning om, at planen fra S og SF vil øge skattetrykket.
I S-lejren fremhæves det omvendt, at SF har rykket sig enormt fra det gamle udgangspunkt, hvor partiet med Mogens Lykketofts berømte ord helst ville bruge bruttonationalproduktet to gange. Dernæst er det oplagt, at den stigende arbejdsløshed kan blive en alvorlig belastning for regeringen. Ganske vist stiger ledigheden fra et historisk lavt niveau, men fortsætter stigningstakten, kan arbejdsløsheden hurtigt rykke helt op i toppen af den politiske dagsorden.
Sandheden i Clinton-rådgiverens slogan gælder stadig: Det handler om økonomi.
