Igor Stravinskij gik mange musikalske veje.
Det var ham, den store russisk-franske komponist, der skrev det provokerende pågående partitur til balletten »Le Sacre du Printemps«, der var så meget forud for sin tid, at musikken i dag - næsten 100 år efter urpremieren - stadig lyder frygtindgydende fornyende. Men det var også ham, der 40 år senere komponerede musikken til »Lastens vej«, der på så mange måder ligger uendeligt langt væk fra »Sacre«s rytmiske fejring af primitive riter. Her, i én af det 20. århundredes fineste operaer, møder vi en Stravinskij, der griber yndefuldt tilbage til tidligere tiders musik og står i lifligste korrespondance med den store Mozart. Her vi møder den neoklassicistiske Stravinskij.
»Lastens vej« er, på sine helt egne præmisser, førsteklasses-Stravinskij, og alene for musikkens skyld er det værd at tage ud i Operaen og opleve David Radoks iscenesættelse af mesterværket. Læg dertil, at ordsiden også er i top! Librettoen blev skabt af den store engelsk-amerikanske lyriker W.H. Auden og hans amerikanske kollega Chester Kallman som en både rørende, tragisk, morsom og grotesk Faust-inspireret historie fra 1700-tallets England, hvor Tom og Anne forelsker sig i hinanden, men hvor Tom - viser det sig - tror mere på held end på hårdt arbejde, og hvor Tom møder djævelen, forklædt som en vis Nick Shadow. Den onde selv lokker ham til London, hvor han går på bordel og svigter sin elskede og gifter sig med den skæggede dame Tyrker-Baba (!), bliver en del af overklassen og lokkes i en fælde og afsløres som bedrager og ender i dårekisten og dør. Moralen - som serveres på et sølvfad i epilogen - er, at lastens vej ingen farbar vej er, men at den kan være svær at holde sig fra. Djævelen lurer på os alle.
Vejen ad hvilken
Stravinskij skelede til Mozart, skrev vi, og scenografien til nærværende opsætning, skabt af Lars-Åke Thessman, repræsenterer nogle oplagte, men ikke af den grund mindre vellykkede, valg. Den er inspireret af de genrebilleder af den engelske 1700-tals-maler William Hogarth, som var den gnist, der antændte librettoen, men den er samtidig, som Stravinskijs musik, umiskendeligt moderne, og dens gennemgående idé er lige så oplagt: en vej, der strækker sig fra scenekanten og bagud og videre ud i det tilsyneladende uendelige. I begyndelsen repræsenterer denne vej håbet. Den er mulighedernes vej. Da Nick i operaens rystende tredje akt kræver Toms sjæl, er den derimod forvandlet til en skræmmende, hullet færdelsåre i tidløst trøstesløse omgivelser. Det er fremragende teaterarbejde.
Det hænger i det hele taget så smukt sammen, altsammen, og David Radok er ikke bare en begavelse, der kan skære ind til benet, han er også en meget fin personinstruktør. Michael Kristensen som Tom forvandlede sig overbevisende fra ung og naiv over hvidsminket overklasseløg til total taber. Var han i begyndelsen en anelse svag i koderne, rent vokalt, så voksede han dog med opgaven og blev bedre og bedre, som aftenen skred frem. Gisela Stille som Anne udstrålede trofast ungpigeynde fra start til slut, og sangligt viste hun så meget, måske lige bortset fra et helt overbevisende personligt touch. Fornøjeligt var det at opleve Mathias Hedegaard folde sig ud som den bizarre auktionarius, der skal sælge Toms indbo, efter at denne er gået fallit, og Randi Stene gav os Tyrker-Baba med kontrolleret galskab og skæv synge-snakke-salighed i én skøn syntese. Allerbedst var dog John Lundgren som Nick, en pragtfuld dæmonisk type med en stemme som alt lykkedes for inklusive det fornemt kontrollerede vibrato. Og så var det i øvrigt trøsterigt at se, hvordan de dygtige sangere i Det Kgl. Operakor under de rette omstændigheder kan agere folk og fæ på en måde, så ingen klumper sig sammen, men alle flytter sig med overbevisende selvfølgelighed. Sådan skal det være.
Først og sidst er Stravinskijs musik bare så lækkert skrevet og så elegant instrumenteret, og Ion Marin i spidsen for Det Kgl. Kapel var både detaljens og overblikkets mand. Hvis den biografaktuelle film med Mads Mikkelsen i rollen som Stravinskij giver appetit på mere af sidstnævnte, så er Operaen kort sagt stærkt leveringsdygtig. Det her er den ægte vare.
