Hos Wagner er der altid en splittelse. En splittelse mellem den sanselige kærlighed og den rene ditto. Wagners tidlige mesterværk »Tannhäuser« handler i overvældende grad om dette. Også musikalsk. Der er i »Tannhäuser« en renfærdig musik, der beskriver den borgerligt accepterede kærlighed, og der er en helt anden musik, en vild, kromatisk farvet musik, der er billedet på alt det farlige, og sådan bevæger »Tannhäuser« sig mellem to poler, og noget overbevisende svar på, hvordan man kommer ud af dilemmaet, giver operaen som værk ikke. I Kasper Holtens eminente nyiscenesættelse, der havde premiere på Operaen i søndags, er splittelsen intakt. Det er ikke en svaghed. Det er en styrke.
Handlingen kort: Tannhäuser opholder sig på Venusbjerget, der, som navnet antyder, ikke er et sted for børn. Nu længes han efter forår og kirkeklokker. Han påkalder jomfru Maria, og med ét er han ved Wartburg, hvor han modtages af landgreven og nogle gamle venner, og han overtales til at blive, for den skønne Elisabeth savner ham. Nu følger den store sangerdyst, og mens en af vennerne, Wolfram, priser den kærlighed, der ikke styres af kødelig lyst, synger Tannhäuser - den stadigt splittede - en hyldest til Venus, og hvilken skandale! Tannhäuser trues på livet, men Elisabeth griber ind, og Tannhäuser tager til Rom for at få syndsforladelse af paven, der erklærer, at ikke før der springer skud ud af hans pavelige krumstav, vil Tannhäuser få, hvad han beder om. Tannhaüser kommer hjem og bryder sammen, og Elisabeth, der i mellemtiden er død af græmmelse, bliver båret ind, og så dør Tannhäuser også. Da vender nogle andre pilgrimme hjem fra Rom, medførende omtalte fallosagtige genstand, som nu strutter grønt og lystigt, og alle priser Gud...!
Skønne detaljer
Hele denne bizarre historie iscenesætter Kasper Holten som noget, der foregår i hovedet på en digter ved navn Tannhäuser. Under ouverturen ser vi ham, i Stig Fogh Andersen skikkelse, tilfreds digtende ved sit skrivebord, og hans kone (Tina Kiberg), er der også, med samt hans lille søn og al tyendet. Men så kommer hans muse (Susanne Resmark) og sætter lystne tanker i gang hos ham, og han skriver på vægge og mennesker, og det kvindelige personale bliver til fristende danserinder. Idyl bliver til orgie! Fra nu af er vi i Tannhäusers drøm, hvor hustruen bliver til Elisabeth, sønnen til hyrde, og musen til Venus, og hen imod slutningen tager Wolfram skikkelse af den unge Wagner. Under det afsluttende pilgrimskor - fra Wagners side tænkt som en bekræftelse på åndens sejr over materien - vender Wolfram/Wagner sig vantro stirrende mod publikum. Holtens budskab er klart: Wagner troede ikke på sin egen happy end!
Det er flot afrundet, og der er skønne detaljer undervejs, fornemt understøttet af Mia Stensgaards stedvist spektakulære scenografi. I første akt er Tannhäusers hjem delvis vendt på hovedet, så den øverste halvdel spejler den nederste, komplet med en tjener, der går med hovedet nedad (!), og det er jo et flot billede på Tannhäusers eget splittede indre. Det er også dejligt dristigt at lade Venus inkarnere af den i enhver forstand store Susanne Resmark, der med sit røde hår og sin maskuline påklædning mere ligner en androgyn Mefisto end en kærlighedsgudinde. Det er fint, at Elisabeth bliver klædt i erotisk rødt, for længslen efter hustruen er jo også en erotisk længsel. Splittelsen har mange lag.
Stemmer overbeviser ikke
Når denne aldeles glimrende tænkte og glimrende udførte »Tannhäuser« så alligevel ikke er helt op at ringe, skyldes det, at den ikke musikalsk er på samme tårnhøje niveau. Stig Fogh Andersen er en fin skuespiller, men han overbeviser ikke ganske stemmemæssigt. Tina Kiberg er godt til stede, men mangler noget sanglig krop og bund og en elementær uskyld. Susanne Resmark og Stephen Milling (som landgreven) imponerer til gengæld, og den unge Ioannis Marinos er bevægende som hyrden, og Det Kgl. Kapel og (især den mandlige del af) Det Kgl. Operakor lyder fornemt under Friedemann Layers superkompetente ledelse. Meget er således godt. Helheden er bare ikke helt godt nok.
Men det er som nævnt ikke Kasper Holtens skyld. Allerede med sin iscenesættelse midt i årtiet af Wagners »Nibelungens Ring« viste han, at han kan noget helt særligt med den store tysker. Med denne spritnye »Tannhäuser« gør han det igen. Hatten af for Holten.
