Der er instruktører, der ikke vil røre ved Wolfgang Wagners opera »Tristan og Isolde« med en ildtang.
Handlingen på scenen kan koges ind til en maggiterning eller en tegneserie om en mand og en kvinde, der synger om livet og døden, du og jeg, dagen og natten og kønnenes forening i henved fire stive timer uden at røre hinanden. Det bliver kun til et strejf af et dødskys på panden.
Orgasmen tager orkestret sig af. Alt sker i musikken – i den mest lidenskabelige kærlighedsmusik, der nogensinde er skrevet og for længst er blevet kanoniseret som musikdramaet, der har revolutioneret musikhistorien.
Om tankegodset i operaen skrives der stadig tykke bøger.
Men heltetenoren Stig Fogh Andersen var ikke i tvivl, da han blev spurgt, om han ville springe ud fra 20- meter vippen som instruktør i det helt store format.
»Ja tak!« svarede han.
Den første, der sang Tristan, udåndede seks uger efter uropførelsen i 1865. Dirigenten Felix Mottl fik et hjerteslag under en opførelse.
Stig Fogh Andersen har foreløbig overlevet 60-70 forestillinger som Tristan i seks-syv forskellige opsætninger.
Der er heller ikke meldt om døde tilhørere. De, der ikke er forsovede bagefter, ser ud som om de mentalt har været igennem en bilvask med undervognsskyl og er blevet forløst af en ekstatisk renselsesproces.
Det er lige præcis den renselse og forløsning, der er nøgleordet for Stig Fogh Andersen.
Lige nu nærmest svæver han rundt på scenen som en lille propelflyver under en prøve for at få sangerne til at dreje hovedet i de helt rigtige vinkler.
Brangäne, Isoldes hjerteveninde, skal rejse sig fra lige præcis dét afmærkede trappetrin på lige dét ord, læne sig over rækværket lige dér og stirre ned på Isolde, som skal besvare blikket i de samme sekunder, før hun igen vender det direkte ud mod publikum.
Klassisk opsætning
»Jeg er ret stædig,« erkender Stig Fogh Andersen: »I og med at operaen primært er en dramatisering af tankeplanet, så må det blive en detaljesøgende instruktion af sangerne, hvor en drejning af hovedet kan betyde alt og skal være 100 procent nøjagtig. Derfor er vi helt nede i småtingsafdelingen, som man normalt ikke rører ved... Sangerne har heldigvis været engletålmodige.«
Så der er nul blod, nøgne mennesker og maskingeværer?
»Nej, det ved Gud, der ikke er. Der er sværd!«
- Sådan lidt gammeldags?
»Jeg mener, det er eviggyldigt at gå efter det ægte og sandheden, selv om nogle nok vil mene, at det er gammeldags, og at »Tristan og Isolde« kunne foregå i Taastrup eller Korsør. Det gør vores bestemt ikke.«
Scenografien er trukket frem på scenen og i tre etager i hvidt med trapper som et skib, som en kirke med tilmurede vinduer, som et fængsel.
Stig Fogh Andersen kalder det »dagshuset«, hvor grå mennesker træller pligtopfyldende rundt som superhelten Tristan og kongedatteren Isolde, mens natten er magiens, fantasiens, kærlighedens, erotikkens og dødens.
De tre etager fylder hele scenen totalt ud for at give sangerne al den nødvendige medklang og styrke i Operaens problematiske akustik, så de når ud over scenekanten og orkestret.
»Når man tager hensyn til akustikken, så fungerer det,« siger Stig Fogh Andersen, der også tager hensyn til, at det er en kammeropera med ganske få mennesker på scenen, mens orkestret veksler fra de mest intime berøringer og orgiastiske udladninger med bl.a. den ene af de bare to trætrompeter, som der findes i verden, ifølge Det Kongelige.
Wagner smed arbejdet med »Nibelungens Ring« til side, da hans kone afslørede hans forhold til den gifte Mathilde Wesendonk, og koncentrerede sig i stedet om »Tristan og Isolde«, som udover at være stærk selvbiografisk også bygger over et keltisk sagn om parret, der er parat til at tage gift, men i stedet får en kærlighedsdrik og så beslutter at dø, så kærligheden kan vare evigt.
Orientalsk orgasme
-Det er noget af en medicin!?
»Det er en total erotisk besættelse. Tristan kalder sig Tantris, da han møder Isolde første gang. Og det er ikke tilfældigt, at Wagner, der var velbevandret i østlig filosofi, omskriver Tristans navn til et begreb inden for orientalsk filosofi, som bl.a. kan betyde udskudt orgasme. Da Tristan begår selvmord i sidste akt, sker det i en fuldstændig forrykt, skæv musik som en komponeret orgasme. Så bogstaveligt behøver man ikke tage det. Men det er det, der sker.«
Og hvad kan vi så lære af det?
»Mennesker kan ikke leve uden myter, som kan fortælle noget om os selv. Tristan og Isolde bliver af ydre pres og indre vilje stillet over for døden. Og så er det, at man må tage sine prioriteringer op til overvejelse: Hvad er det vi lever for? Hvad er det vi vil? Går vi efter hele den elendige, dagligdags lagkage eller efter en bid af den sublime kage. Det er et valg, vi skal tage, og vores tid er dyrebar! Vi skal huske, vi skal dø.”
Memento mori?
»Ja, det hedder det på latin. Det er vigtigt at huske i en tid og et samfund, hvor karriere og prestige er næsten altopslugende.«
Husker du det selv?
»Jeg forsøger at tage det med i mine tanker hver dag, uden at der er noget sørgeligt i det. »Tristan og Isolde« er heller ikke en tragedie. De søger forløsningen.«
Hvad tror du på?
»At vi må gøre os vores tanker og se tingene i øjnene uden magelighed. Jeg vil også gerne kunne holde mig selv ud, gøre livet lidt sjovere for andre, lidt lettere for mine børn og nå op at besøge min kæreste i Stockholm.«
Hvor personlig er din opsætning, hvor du instruerer din ekskone som Isolde?
»Kan en iscenesættelse undgå at blive personlig og farvet af den tid, vi lever i? Det mener jeg ikke, den kan. Tina (Kiberg red.) og jeg samarbejder jo jævnligt. Jeg synger også Tristan to gange i forestillingen.«
Det er de eneste to gange, du synger på Det Kongelige i denne sæson. Er du stadig ansat dér?
Givende at instruere
»Jeg er bestemt stadig ansat, lige nu som instruktør, og ikke færdig som sanger. Jeg har masser af opgaver, »Ringen« i Seattle, USA, sidst i maj, en masse Herodes’er i Paris og Salzburg, Tannhäuser i Rom og København. Det er faktisk blevet nemmere for mig at synge. Jeg har mere styr på mig selv. Måske fordi jeg ikke har så meget, jeg skal bevise,« siger den 59-årige Stig Fogh Andersen og banker under bordet.
Du har kæmpet bravt for Det Kgl. Teater og for at operaen fik sit operahus. Har du tænkt på at søge stillingen som operachef, når Kasper Holten går i 2012?
»Altså det er utroligt givende at instruere og stærkt vanedannende at være den, der træffer de kunstneriske beslutninger.. Lige nu kan jeg ikke forestille mig det og har heller ingen ambitioner. Jeg synes også, jeg har slåsset så meget.«
-Hvilket overlevelsesråd har du givet til din arvtager som Tristan, Johnny van Hal, der debuterer i partiet?
»At han skal synge. Der var ingen Wagnersangere på Wagners tid. Det var bel canto sangere (skønsangere, red.), og mit ultimative råd er, at han skal lade være med at gø!«
Siger du dø eller gø?
»GØ.«
-Og hvordan skal Isolde så kunne synge sin Liebestod, når HUN er død?
»Så er hun transformeret og kan ikke synge. Så det gør den sanger, der synger partiet Isolde, i stedet. Det var en stor lettelse for mig, da jeg fandt den løsning, bl.a. ved at studere Shakespeares dramaer og fortælleteknik med de store monologer ud til publikum, og narrens rolle.«
Bliver det ligefrem morsomt?!
»Det er måske at strække den for langt. Jeg håber, man vil smile ind imellem og især, at publikum vil gå forandrede ud af operaen og huske, at de skal dø. Det er min virkelig store ambition.«
