Ritt vil lukke trafikken på Nørrebro

I kampen mod bandeoptøjer vil Københavns overborgmester, lukke for trafikken på Nørrebro. Politiet er skeptisk.

Foto: Scanpix
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard er bekymret over de mange skudepisoder, der gennem de seneste måneder har udspillet sig på Nørrebro i København. Derfor foreslår hun nu, at politiet tager mere drastiske metoder i brug og lukker ned for al trafik i udvalgte områder af bydelen. Dermed er det hendes tanke, at gerningsmændene får sværere ved at komme væk, og politiet får lettere ved at holde øje med de personer, som opholder sig i området.

»Så hvis politiet mener, at det kan hjælpe at lukke ned for trafikken, ligesom man har gjort det i dele af indre by, så er jeg med på ideen.« siger hun til Berlingske Tidende.

Forslaget møder dog ikke udelt begejstring i bydelen. Hos Nørrebros handelsforening tvivler man på, om det vil nytte noget at lukke af for den trafik, som i forvejen er blevet begrænset af, at Nørrebrogade på enkelte strækninger i øjeblikket er lukket for alle andre køretøjer end taxier og busser.

»Hvis man er villig til at skyde, er man vel også villig til at bryde færdselsloven og køre på en gade, hvor det er ulovligt,« lyder ræsonnementet fra foreningens næstformand, Hans Mejlshede: »Men mener politiet, at det vil løse problemet med de mange skyderier, har vi ikke tænkt os at protestere,« tilføjer han.

Ifølge de næringsdrivende er der nemlig kun ganske få butikker, som vil blive ramt af forslaget, da den primære handel på Nørrebro ligger på Nørrebrogade og Tagensvej.

Tvivl om effekt
Intet tyder dog på, at Københavns Politi vil tage borgmesterens forslag til sig.

»Man kan forestille sig, at det bare skubber problemerne til andre dele af byen,« siger Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen.

»Og derudover skal vi have afklaret, om der overhovedet er hjemmel i lovgivningen til at gøre det. Det er der ikke i færdselsloven, og jeg tvivler på, at der er det i politivedtægten. Men det er noget af det, vi skal have undersøgt,« lyder det fra politi­direktøren, som regner med at kunne tage endelig stilling mandag.

Skulle forslaget vise sig at falde, er det dog ikke det, som bekymrer Ritt Bjerregaard mest: »Så må vi jo bare lade være med at gøre det og finde på noget andet i stedet. Min indstilling er, at hver gang der kommer en idé, så siger jeg, test den og se om det er en mulighed. For mig handler det udelukkende om at finde løsninger på et problem, som naturligt nok bekymrer mange borgere i København.«

Seneste udendørs skudepisode på Nørrebro fandt sted tirsdag aften, hvor en 19-årig mand blev skudt på af personer, som kom kørende forbi i deres bil.