Endnu før deres debut-album er på gaden, er københavnske Dizzy Mizz Lizzy tildelt pokalen som dansk rocks håb, fordi de lugter af teenspirit.
Af Mads Kastrup, 5. marts 1994
De har allerede enkelte steder i den hjemlige rockpresse fået lagt dansk rocks fremtid på deres skuldre. Og de tre medlemmer af Dizzy Mizz Lizzy er da også, om ikke tyngede, så let bekymrede. Eller i hvert fald så foruroligede, som et rockband bestående af to 19- årige og en 20-årig nu engang formår at være, netop som deres store drøm har materialiseret sig i et debut-album. »Vi er bange for, at vi ikke kan leve op til den ros, vi har fået,« siger sanger og guitarist Tim Christensen. Meget nærmere kommer man imidlertid heller ikke at problematisere en rockhistorie om de tre unge fyre, der med stort instrumentalt talent synes at have været en succes lige fra starten. Udklækket af den for tiden turbulente og fremad-tonsende københavnske rockundergrund, har Dizzy Mizz Lizzy om nogen været bandet, der symboliserede det rockmusikalske vokseværk i den såkaldte nye unge rock-generation, som ingen pladeselskaber kunne sidde overhørig i sidste ende.
»Vi har sådan set ikke rigtig mødt modgang endnu. Faktisk har vi kunnet vælge og vrage mellem pladeselskaber. Det tror jeg ikke er noget, der sker vildt tit,« siger Tim. Trioens overvældende fremturen skyldes mest af alt, at de med en promo-CD havde et hit med det melodiøse rock-nummer »Waterline«, der både blev spillet flittigt i P3 og i det hele taget besad det stof, som pladeselskabsfolks drømme er gjort af.
Det fedeste band
At det blev Medley, der løb med sejren skyldtes, at selskabets hof-producer, Nick Foss, henvedte sig til Dizzy og ville producere dem. Foss, der med stor konduite og flair for forvrængede guitarer har produceret både D.A.D og Sandmen, var en mand efter Dizzy 's smag. Måske endda én af de få, de ville kunne udlevere deres tunge til tider psykedeliske, men også melodiøse rock til uden at misse med øjnene ved udsigten til resultatet. »Faktisk hører vi ikke danske bands. Jo! Kashmir! De er det fedeste danske rockband for tiden,« siger trommeslager Søren Friis og får samtykkende nik fra de to andre i bandet. Sammen med de ligeledes plade-debuterende, københavnske og lige så unge Kashmir, som også er en trio, tilhører Dizzy Mizz Lizzy , ifølge bandet selv, en bølge af nye bands, der spiller hård og tildels grungeificeret rock. Kort sagt bands, der for tiden får dansk rock til at lugte som teenspirit. »Der er Kinky Boot Beast, Kashmir, Inside The Whale og os, der kender og også støtter hinanden, og som man kan sige følges ad som én stor bølge for tiden. Og der er flere bands, hvor vi kom fra. Det interessante er måske, at vi er kommet frem på live-scenen. Og det er et spørgsmål om ikke også, der er sket et generationsskifte i publikummet til rockkoncerter. Koncerter er meget vildere i dag end for ti år siden. Der er stagediving og crowdsurfing. Normalt har det været bandet, der tændte publikum. Hos os synes jeg ofte, at det er omvendt,« siger Tim Christensen.
For ung til meninger
Man skal imidlertid vente et par takter med at samordne dette fænomen, hvor voldsomt udefrakommende end vil finde en koncert med et af de nye bands på eksemeplvis Musikcaféen, med noget så romantisk som oprør. Ingen af de nævnte bands føler sig specielt som bannerførere for en ny vred revolte fra nutidens unge. Og slet ikke Dizzy Mizz Lizzy . »Det drejer sig faktisk bare om at have det festligt. Jeg sad en dag og snakkede med Kasper (sanger og sangskriver i Kashmir, red.) om, at vi ikke har nogen budskaber. Vores tekster er eksempelvis bare sorte. Jeg havde endda på forhånd bestemt, at de tekster, der er på denne her, faktisk ikke giver mening. Vi er for unge til at komme med meninger og livserfaringer,« siger Tim.
Redningsplanke
Det er også heri man skal finde forklaringen på, at Dizzy Mizz Lizzy kan blive let bekymrede og træge i talen ved at blive udråbt til noget nær en redningsplanke for den hjemlige rock. Deres alder og deres tilgang til rocken er alt for let og lystig til at bære åget. Og de har personligt ingen anelse om, hvor langt den hjemlige rockbølge, de selv mener at tilhøre, vil rulle. »Foreløbig har vi det bare sådan; »go with the flow«. Vi ser, hvor langt vi kan drive med. Og hvis det ikke bliver til en skid, så er det også okay,« som Tim udtrykker det. Det er naturligvis også en mulighed, at skuldrene bliver bredere med tiden.
