Formidlingen har altid været en vigtig del af Louisianas metode og selvforståelse.
Formidling på museer i moderne forstand er herhjemme på det nærmeste opfundet af fyrtårnet i Humlebæk, der kom til verden med nye forestillinger om, hvordan det skulle være at gå på kunstmuseum, og hvordan museet kunne være i samtale med sine gæster.
Med den nye udstilling, »Farven i kunsten«, demonstrerer Louisiana med næsten eksemplarisk præcision, hvad det er, museet er så storartet til. Farven i kunsten er en af fortællingerne i det 20. århundredes kunst. Det er et af sporene. Udstillingen fortæller om skiftende generationer af kunstneres mellemværende med farven i takt med, at nye teknikker vinder frem, ismer afløser hinanden, tyngdepunktet i moderne kunst flyttes fra Europa til den nye verden og til i dag, hvor der nok er byer, der er kraftcentre, men hvor moderne kunst, sådan som det skal se ud efter bogen, bliver produceret på alle kontinenter. Også på det punkt har den vestlige verden for længst tabt sit monopol.
Den kronologiske fortælling
Der er flere spor, andre betragtningsmåder, man kan lægge over det 20. århundredes kunst – men brugen af farven er unægtelig også en af dem. Louisianas samling har et af sine markante tyngdepunkter i maleriet i den sidste halvdel af 1900-tallet. Og i Schweiz befinder der en af Europas tilsyneladende fineste privatsamlinger, og fra den har Louisiana lånt en række fornemme billeder fra den første halvdel af det 20. århundrede.
Præsenteret kronologisk – hvad ellers – repræsenterer de 150 udsøgte malerier en fortælling om et af de vigtigste spor i det 20. århundredes europæiske og amerikanske kunst. Det er en lystvandring, for det er fantastiske billeder, og så er det en pædagogisk introduktion til kunsthistorien. Louisiana er dygtig til at iscenesætte sine udstillinger, så det ser ud, som om de ikke er iscenesatte, så naturlig forekommer ophængningen, og så har museet nogle fantastiske museumspædagogiske greb, der blandt andet består i, at der ikke tales ned til gæsterne.
Udstillingen begynder med en optakt, hvor man gennem ti udvalgte eksempler fra Alfred Sisley til Gerhard Richter får forklaret, hvordan banebrydende kunstnere ændrer måden at male på. Og at opfatte maleriet på.
På en modstående væg ses en tidstavle over det 20. århundrede med angivelse af vigtige årstal inden for historie, politik, pop-kultur, rigtig kultur, kunst og arkitektur. Jeg skal ikke gøre mig klog på den pædagogiske gerning i undervisningssektoren, men det må være en rigtig dårlig lærer, der med dét udgangspunkt ikke skulle kunne forklare sine elever, hvad det er, der blandt andet sker i maleriet og i samfundet i de sidste hundrede år. Der er lige denne vinter så meget tale om, at kunst og kultur skal bringes ud til dem, for hvem det ikke er en selvfølge. Det er noget vrøvl. Man skal have lov til at fravælge, hvad politikerne på den ene side og eksperterne på den anden side synes er rigtig god, sund og nærende, vitaminrig kultur. Men man kan og bør få tilbuddet, og tilbuddet til en introduktion til den nyere kunsthistorie er der netop nu, og frem til det igen er sommer, på Louisiana.
En lystvandring
Efter optakten begynder udstillingen for alvor – og det er virkelig en lystvandring gennem malerier af meget høj kvalitet.
Vi begynder med impressionisterne, der på så mange måder er et godt afsæt for det moderne, fordi det var omkring det tidspunkt, kunstnerne vender sig fra akademierne og tager ud og maler deres dejlige billeder af naturen i naturen. Og i kølvandet på dem kan man blandt andet se, hvordan industrialiseringen tilfører en ny motivverden, ligesom storbyen bliver et tema.
Hovedvægten i udvalget ligger dog på bedårende landskaber, der efterhånden udsættes for en stadig mere kras farvebehandling, og på et tidspunkt bliver motiverne mere eller mindre abstrakte, for så igen at inddrage figurationen, der bliver ved med at interessere kunstnerne. Også de store russiske konstruktivister, der måske nok søgte et nonfigurativt udtryk, men i deres billeder alligevel er optaget af maskiner og nye bygninger, fart og tempo, drømmen om det klasseløse samfund.
En sidste kraftanstrengelse i Europa med Miró og Kandinsky – der er næsten ti Kandinsky’er medtaget på udstillingen! – inden tyngden omkring midten af 1950erne flyttes til USA for en stund. Det er der, den abstrakte ekspressionisme ændrer kunsthistorien. Helt fortabt er Europa dog ikke. I en række lande udvikles med afsæt i Cobra en selvstændig pendant til det nye amerikanske maleri, og så bliver æren også reddet af malere som Fontana og Yves Klein.
Sidstnævntes monokrome blå billede er et af dem, der virkelig kan dele sindene, for det er jo ikke noget, det er bare farve, det kan enhver malersvend da. Men det kan enhver malersvend måske alligevel ikke, finde lige denne farve og for 50 år siden male hele lærreder med den, og sjældent er billedet præsenteret bedre end på denne udstilling, hvor man virkelig kan synke ind i den langtfra tilfældige blå farve. Det er, som om billedet opløser sig for øjnene af en, og farve bliver til form.
Blandt de seneste værker er en bemærkelsesværdig nyerhvervelse i Louisianas samling. Man går ind i et rum. Det er ikke så stort, men spejlene i vægge og loft gør det uendeligt på lidt samme måde som den færøskfødte maler Tróndur Paturssons rum på Randers Kunstmuseum. Men hvor Tróndur Patursson fortæller om de store have og himlen over dem, giver Yayoi Kusama med sit værk noget, der minder om et vue over en meget stor by eller en technofest eller et helt andet kosmos. Det er et maleri, man kan gå ind i. Som det 20. århundrede gik på hæld, opstod der nye teknologiske midler, der resulterede i en ny kunst på samme måde, som den nyttige opfindelse med at transportere farve i tuber gjorde det nemmere for kunstnerne i slutningen af 1800-tallet at arbejde i selve naturen.
Hyldest til kunstnerisk frihed
Det må siges for en tredje og sidste gang, at det er en lystvandring. Louisiana kritiseres undertiden for at underprioritere samtidskunsten. Det er nu ikke helt rigtigt, men museet føler tydeligvis ingen særlig forpligtelse til at servicere den danske samtidskunstscene. Og selv om det skulle være rigtigt, så viser en udstilling som »Farven i kunsten«, at her gør Louisiana, hvad Louisiana er bedst til. Engang var det at introducere 1960ernes kunst, dengang den blev anset for mærkværdig, men i dag er det som et museum for den kunst, der prægede det 20. århundrede - med lejlighedsvise udsyn til det af det nyere, der har bevist sin værdi.
Udstillingen er et godt tilbud til at danne sig et overblik, og stadig nye generationer kommer jo til, og også de kan have en berettiget forventning om at blive introduceret til den kunst, som dagens kunst står i gæld til. Louisiana viser for alvor sin styrke, når museet tager udgangspunkt i sine kernekompetencer, og det er det 20. århundredes kunst sideløbende med stedets på den ene side arkæologiske og på den anden side arkitektoniske udstillinger.
Og så er det tragikomisk at tænke på, hvor mange af de billeder på udstillingen, der nu er selvfølgelige og kanoniserede mesterværker, engang vakte vrede og forargelse. Impressionisterne blev afskrevet som sindssyge, og nazisterne bedrev deres helt egen, groteske og frygtelige kunstkritik, da en række kunstneres værker blev erklæret for unaturlige, og nogle drog de mest sørgelige, personlige konsekvenser. Kommunisterne var naturligvis ikke bedre, og hele tiden er der med en deprimerende utrættelighed totalitære regimer, der skal blande sig i, hvad kunstnere skaber, og vi andre kigger på. Over udstillingen på Louisiana er der en frimodig tone af trods, nysgerrighed, nødvendighed og alt det andet, der er blandt forudsætningerne for stor kunst.
