Jubel over Frank Jensen på rådhuset

Frank Jensen vil være en alletiders overborgmesterkandidat, der kan sikre Socialdemokraterne i København et godt valg, lyder det fra partiets ordfører på Rådhuset, Anne Vang.

Foto: Keld Navntoft
Frank Jensen får den fulde opbakning som socialdemokratisk overborgmesterkandidat fra partiets politiske ordfører Anne Vang, der selv har været nævnt som en intern kandidat til posten.

- Hvis Frank Jensen stiller op, vil jeg glæde mig rigtig meget til at føre valgkamp for ham og partiet. Han vil være den helt rigtige kandidat for København. Han har ministererfaring, han har format, og han har det, der skal til, siger Anne Vang, som underforstået ikke selv stiller op.

Hun tilføjer, at nordjyden Frank Jensen har nogle klare, socialdemokratiske holdninger, som hun vil glæde sig til at høre mere om i en københavnersammenhæng.

Forventer du, at Frank Jensen bliver kåret? Eller skal medlemmerne ud i en urafstemning, hvor de også kan vælge integrationsborgmester Jakob Hougaard?

- Det er op til partiet og en partiproces, hvad der kommer til at ske. Det eneste, jeg kan sige, er, at hvis Frank Jensen stiller op, vil det glæde mig meget personligt, siger Anne Vang.

Socialdemokraterne står i en ny meningsmåling fra Gallup i Berlingske Tidende til en tilbagegang fra 38 pct. af stemmerne i 2005 til nu 23 pct. Ifølge Anne Vang går meningsmålingerne op og ned. Men hun forventer klart en stor sejr, hvis Frank Jensen står i spidsen for partiet til november.

- Han vil være et stærkt bud, når vi skal føre valgkamp i København, og jeg tror, vi får et rigtig, rigtig godt resultat, siger Anne Vang.