Til næste år fylder han 70 år, men Batman – verdens måske mest berømte selvtægtsmand – er langtfra ved at gå på pension.
Med filmen »The Dark Knight«, som i weekenden alene har indspillet astronomiske 700 mio. kroner i de amerikanske biografer, og som får dansk premiere i dag, rettes populærkulturens søgelys igen mod den fiktive Gotham City og byens karikerede kriminalitet, som Batman – hvis alter ego er milliardæren Bruce Wayne – med hårdhændede midler forsøger at bekæmpe.
Det er igen skuespilleren Christian Bale, der personificerer den sorte ridder i al sin determinerede melankoli. Bale lagde også krop til i filmen »Batman Begins« fra 2005, men han er blot den seneste i rækken af Batman’er.
I sin kamp mod allehånde superskurke har Batman – der blev født som tegneseriefigur i 1939 og siden har optrådt i mange forskellige medier – i årenes løb gennemgået adskillige forvandlinger og vist sig at være en ganske modellérbar størrelse, der uden problemer kan tage form efter tidens herskende stemninger; fra camp og kitsch til action og alvor. Figuren Batman er, som den engelske avis The Guardian formulerede det, da den kappeklædte hævner fyldte 60 år, »på én gang et ikon og en vare; en kulturel håndgribelighed, der passer perfekt til det 21. århundrede«.
Pulp fiction
Batman blev som nævnt født i 1939, nærmere bestemt majudgaven af tegneseriebladet Detective Comics. Han blev skabt af tegneren Bob Kane sammen med forfatteren Bill Finger, og i den første historie »The Case of the Chemical Syndicate« skal Batman opklare, hvorfor ejerne af en kemisk fabrik bliver myrdet én for én.
Batman var også oprindeligt skabt i tidens pulp fiction-ånd. Pulp fiction var billige seriehæfter, der havde deres storhedstid i 1920erne og 1930erne. Det var hårdtslående noveller med skurke, helte og letlevende damer og helt i tråd med det, præsenterede Batman sig som en hårdkogt selvtægtsmand, der ikke gik af vejen for at bruge skydevåben, og som ikke viste nogen særlig anger over at invalidere eller dræbe forbrydere.
Det var også i de første historier, Batmans forhistorie blev skitseret. Som barn havde Bruce Wayne set sin mor og far blive dræbt af en gaderøver og herefter svoret at vie sit liv til at bekæmpe kriminalitet. Det gjorde han så som Batman, et navn afledt af den flagermusedragt, som blev hans signatur designet til at intimidere Gotham Citys mange udskud.
Batman er således ikke en superhelt i ordets egentlige forstand – han besidder ikke nogle overnaturlige kræfter – men snarere en ekstremt stærk og adræt selvtægtsmand med smarte våben og hjælpemidler til rådighed og iført et skræmmende kostume.
Moralsk fordærv
Batman blev hurtig en succes og fik allerede i 1940 sit eget seriehæfte. Og de næste år blev han gradvist mildere og mere modereret. En del af voldsomheden forsvandt, han fik et sidekick i form af drengen Robin, som fra tid til anden hjalp ham med at bekæmpe kriminalitet og bløde hans image op over for de yngre læsere, og så holdt han helt op med at bruge skydevåben.
Efter Anden Verdenskrig, da nazismen var besejret og mellemkrigstidens depression og sortsyn for alvor erstattet af optimisme og nyt håb, var også Batman helt løftet ud af den mørke og onde verden, han blev født i, og befandt sig i stedet som en faderfigur og respekteret samfundsborger i lyse og farverige omgivelser.
I midten af 1950erne kom tegneserier under voldsom beskydning. Anført af psykologen Fredric Werthams bog »Seduction of the Innocent« blev tegneserier anklaget for at påvirke sine unge læsere til at begå kriminalitet og havne i moralsk fordærv. Batman-serien blev ligefrem beskyldt for at indeholde homoseksuelle undertoner i forholdet mellem Batman og Robin.
The Comics Code Authority blev oprettet, hvilket betød, at tegneserier skulle overholde en række regler; bl.a. måtte skurke ikke fremstilles glamourøse på nogen måde, og det førte til, at Batman-serien i slutningen af 1950erne blev endnu mere letbenede, og historierne fik efterhånden et mere humoristisk og campet indhold, hvor Batman for eksempel skulle kæmpe mod bizarre væsner fra det ydre rum.
Camp
Læsertallene faldt imidlertid drastisk, og man overvejede helt at stoppe trykmaskinen. Men i 1966 fik vor helt ny vind i kappen i form af en meget populær TV-serie. Med Adam West i hovedrollen som Batman blev man her lukket ind i et univers, hvor det campede og det ironiske – frivilligt eller ufrivilligt – fuldstændigt havde taget over. Tilsat popart, papkulisser, kække ordspil, en familievenlig atmosfære og en markant kendingsmelodi, som i dag kan høres på rigtig mange mobiltelefoner, kæmpede Batman og Robin mod farverige skurke uden at få sved på panden.
Det var mere sjov end alvor, mere kitsch end kant, men også umådelig populært i sine knap tre leveår. Men med indgangen til 1968 begyndte nye samfundsvinde igen at blæse. Ungdomsoprør og Vietnamkrig lurede, og det næsten barnagtigt uskyldige ved TV-seriens letbenede koncept var ikke længere gangbart.
En moderne helt
TV-serien havde da også ført Batman så langt væk fra udgangspunktet, som det overhovedet kunne lade sig gøre, og op gennem 1970erne forsøgte diverse tegnere at bringe Batman tilbage til rødderne fra 1930ernes Detective Comics, hvor han var inkarnationen af »nattens sorte hævner«. Det var dog først med Frank Millers markante grafiske novelle »Batman: The Dark Knight Returns« fra 1986, at den sorte ridder for alvor fik sit comeback. Det var pulp fiction med et moderne udtryk, og i Hollywood begyndte man at se fidusen ved den kappeklædte Batman.
Den egenrådige Tim Burton instruerede to Batman-film – »Batman« (1989) og »Batman Returns« (1992) – hvor Michael Keaton var en fåmælt superhelt fanget i Burtons personlige filmcirkus og omgivet af farverige superskurke. Et mørkt og gotisk univers, men også en Batman med en let parodisk og karnevalistisk duft.
I midten af halvfemserne, da Saddam Hussein var banket tilbage til Bagdad, opsvinget lunede og medierne mest af alt beskæftigede sig med den siddende amerikanske præsidents erotiske cigarføring, forvandlede Batman med instruktøren Joel Schumacher ved roret sig til en kæk og lidt ufrivilligt grinagtig actionhelt, som med masser af lir og ramasjang kunne give skurkene tæsk, men som aldrig rigtig var sårbar.
Tilbage til start
Hvilket bringer os frem til et nyt årtusind og en ny Batman på det store lærred. DC Comics har fået filmrettighederne til den serie, som de selv lancerede for knap 70 år siden. Og med »Batman Begins« og nu »The Dark Knight« er man for alvor tilbage i det mørke og voldsomme univers, som figuren blev født og først agerede i.
Batman, som nu ikke længere befinder sig i en selvironisk filmkulisse, men i en »virkelig« verden med terror og undertrykkelse, er stadig et spejl af tiden. Vi lever i terrorens tidsalder, og med et splittet Amerika i krig i Irak og Afghanistan, hvor man forsøger at bringe fred og demokrati, men måske i virkeligheden er med til at gøre ondt værre, viser den moderne Batman i Christian Bales imposante skikkelse også selvtægtsmandens tveæggede sværd; på den ene side en fredsmager, på den anden en katalysator for ny vold. Eller som instruktøren Christopher Nolan har formuleret det over for Newsweek:
»Batman skaber en ekstrem reaktion på volden i Gotham City – han tager masker på og springer ned fra tage. Men hvilken inspiration giver det til de skurke, han bekæmper? Batman har ændret verden, men ikke kun til det bedre. At bruge magt mod en fjende er en vanskelig og fascinerende ting, og filmen forsøger at pointere, at alle mister noget i den situation.«
Trailer:
