Anmelderne tager godt imod Indiana Jones

Steven Spielbergs nye Indiana Jones-film lever på det overordnede plan op til anmeldernes forventninger.

Magien er der stadig. Anmelderne er generelt ret begejstrede for "Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull".

"Mission accomplished" skriver filmbladet Screen, som mener, at verdens befolkning kan tage det helt roligt. Harrison Ford og Steven Spielberg kan stadig, dedikerede fans vil ikke blive skuffede.

Også anmelderen fra filmmagasinet Variety er tilfreds. Variety mener, at filmen er mindst lige så god som de to forgående film - uden dog at nå den allerførste Indiana Jones-films højder. Cate Blanchett får særlig ros for sin rolle som den onde KGB-agent Irina Spalko.

De danske anmeldere tager også godt imod Indiana Jones' comeback.

Berlingske Tidendes anmelder kvitterede mandag med fem ud af seks stjerner:

"Lad os hellere få det sagt med det samme: Steven Spielbergs »Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull« holder stort! Den bevarer traditioner, ånd, gejst, hat og pisk fra 80ernes film, og smider et par nye vellykkede variationer ind i mikset. Fans og filmens producenter kan ånde lette op og har ikke noget at skamme sig over. Når det så er sagt, er man også nødt til at have et par forbehold," skrev Kristian Lindberg, som dog syntes, at filmen til sidst drukner i computereffekter.

Politikens Kim Skotte giver fem ud af seks hjerter.

"Indiana Jones sætter ikke nogen ny standard, som tilfældet var i 1981, men lever mere end respektabelt op til sin egen fortid. Mest problematisk synes jeg, det er, at filmen et par gange bliver for fjollet," skriver Kim Skotte.

Mest lunken er Information:

"I 19 år har jeg ventet på en ny Indiana Jones-film. Nu har jeg endelig set filmen og ønsker næsten, at den ikke var blevet lavet ... men jeg er da også nødt til at se den igen," skriver filmanmelder Christian Monggaard, der ellers var positivt indstillet før premieren:

"Jeg vil så gerne kunne lide Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige, der da også rummer flere morsomme og dramatiske sekvenser, som næsten kan måle sig med de tidligere film. Men magisk blev det aldrig for mig. Indiana Jones virker underligt anakronistisk i 1950'erne - de første film foregik i på en måde mere 'uskyldige' tider, i slutningen af 1930'erne - hvor Den Kolde Krig er på sit højeste, atomtruslen hænger over verden, og teenagere og ungdom er noget, man er begyndt at tale om," skriver Christian Monggard.