Anmelderne elsker Alice

Den nye Alice i Eventyrland lander i dag i biografen. Der kastes med roser fra anmelderne mod det fabulerende værk fra Tim Burton.

Når Tim Burton kaster sig over Lewis Carrolls »Alice's Adventures in Wonderland«-klassiker fra 1865 ved man, at her er en film med foder til fantasien. Og øjet.

Og Tim Burtons fabulerende tag på bogen er glimrende, skal man tro landets anmeldere.

I filmen, som har premiere i dag, følger vi 19-årige Alice (spillet af Mia Wasikowska) tilbage til det land, hun første gang besøgte, da hun som pige faldt i kaninhullet. Og så kan løjerne gå i gang.

Fælles for anmeldelserne i dagens aviser er, at billedsiden fremhæves som aldeles mageløs.

Politikens og Berlingske Tidendes anmeldere er betaget af det visuelle bombardement.

Henrik Østergaard fra MetroXpress/Cinemazone giver fire ud af seks stjerner. Han mener, at Burton har skabt »et utroligt og magisk univers, hvor der altid bag det uskyldige og renhjertede lurer det dystre og vanvittige – præcis som Carroll kunne have forestillet sig det«.

Berlingskes Ebbe Iversen lander på fire ud af seks stjerner, for selv om billeder og effekter imponerer, rører filmen ikke rigtigt helt. »Filmen er mageløs på en lettere mekanisk facon«, konkluderer han.