Thomas Larsen: Arven fra Auken

Udover selv at være en stærk og slagkraftig politiker kom Svend Auken til at tilhøre den generation af S-politikere, som endte med at dominere Liste A så længe, at de nærmest kom til at kvæle deres efterfølgere.

Sammen med Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard har Svend Auken ligefrem været med til at lægge navn til et begreb i dansk politik – nemlig ”De fantastiske fire”.

Disse fire ekstremt dygtige og til tider selvdestruktive politikere var alle med til at lede og udvikle i årtier, men med deres hårrejsende indbyrdes krige var de i perioder også med til at destabilisere partiet og kaste Socialdemokratiet ud i dybe kriser.

Hovedperson i partiet
Svend Auken har i den grad været en hovedperson, først som kronprins, siden som partileder og til sidst i rollen som den første socialdemokratiske formand, som måtte opleve, at en af hans nærmeste – vennen Poul Nyrup Rasmussen – satte sig for at vælte ham som leder. Hvilket skete ved den historiske og ekstraordinære kongres den 11. april 1992.

Dengang havde de fleste ventet, at historien sluttede her, men som Svend Auken selv formulerede det, skal man nogle gange true med at blive i stedet for at gå. Og han blev.

Gennem 1990’erne kom han på den baggrund til at opleve sin måske mest produktive og lykkelige tid som politiker, da han blev en magtfuld og kompetent miljø- og energiminister. Selv i de senere år har han – uden en stærk formel magtbase – med jævne mellemrum formået at markere sig i medierne og præget udviklingen i sit parti.

Når Svend Aukens nekrologer bliver lagt frem, vil det bærende i skildringerne blive historien om det engagerede og talentfulde menneske, som kunne så meget, men som ikke havde de afgørende kvaliteter til at blive nummer et og sætte sig til rette i stolen som landets statsminister.

Forholdet til de Radikale
En af årsagerne til, at det aldrig lykkedes for Svend Auken at blive statsminister, var, at han mistede de Radikales tillid.

En af de mest fascinerende og dramatiske historier i den nyere politiske Danmarkshistorie handler om, hvordan Svend Auken og Niels Helveg Petersen først udvikler et nært personligt og politisk venskab – og siden hen geråder ud i et benhårdt slagsmål. Et pgør, som ender med at få katastrofale følger for Svend Auken. For med de Radikales mistillid til hans person blev vejen reelt spærret til Statsministeriet, og det var især de Radikales modvilje, som var med til at sætte Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketofts vellykkede kup mod Auken i 1992 i gang.

For Svend Auken betød det, at en livsdrøm brast. Men det siger lidt om mandens styrke, at han kom igen. På den led var hans engagement ikke til at kvæle.

En fængende taler
Selve formandsopgøret blev – som bekendt yderst brutalt – men de fleste socialdemokrater, også blandt Svend Aukens støtter, vil sige, at Nyrup besad flere af de kvaliteter, som skal være på plads, hvis man skal sidde i Statsministeriet.

Svend Auken var til tider for flyvsk, kaotisk og alt for skødesløs med at fastholde de nødvendige alliancer til de afgørende aktører både i sit eget parti og på Christiansborg generelt.

Til gengæld havde Svend Auken i rigt mål kvaliteter og styrker, som det helt åbenbart er svært for flere af dagens unge politikere at leve op til. Det gælder også for dagens S-ledelse. Udover at være en underholdende og fængende taler, ja så udviklede han tidligt en enorm viden om samfundsforhold, både nationalt og internationalt, og med hans knivskarpe intellekt kunne han på ingen tid sætte sig ind i selv de mest komplicerede problemstillinger.

Han måtte sande, at den overlegne begavelse ikke nødvendigvis var garantien for, at han nåede frem til de rigtige og realistiske politiske løsninger, men hans kompetence og indsigt kunne der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

I disse dage kæmper en af de nye S-ledere – Henrik Sass Larsen – for sin position som politisk ordfører for Socialdemokraterne. I forhold til de mange kritikere, som ikke mener, at han ikke har markeret sig tilstrækkeligt stærkt på posten, har han sagt, at de alle tilhører fortiden.

Hans pointe er, at de kritiske partifæller er illoyale med deres kritik, som luftes i fuld offentlighed, mens han selv vil arbejde for, at dagens socialdemokrater står sammen og ikke ryger ud i de bitre slagsmål, som har præget de mange år, hvor de fantastiske fire har stået i spidsen for partiet. Men forklaringen halter.

Dels har Sass selv bevist, at den nye generation af socialdemokrater kan kæmpe skånselsløst og til tider ryggesløst mod hinanden. Dels glemmes det, at de fantastiske fire – trods alle deres indbyrdes intriger – i den grad kunne deres metier. De kunne alle skrive, læse og regne, forstået på den måde at de selv kunne udvikle politikken, lige fra de overordnede linjer til de svære detaljer.

Derfor er den arv, som Svend Auken efterlader også større, end det vil fremgå af omtalen af hans politiske liv. Han tilhørte en generation, hvor kompetencen og indsigten ikke var til diskussion.

Frem til næste valg bliver den måske mest afgørende udfordring for det unge hold omkring Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt at overbevise danskerne om, at de også har den nødvendige kompetence og indsigt til at lede landet.

Arven fra Auken er således tungere, end den ser ud til ved første øjekast.